Stig W. Jørgensen – Det virtuelle cocktail­party

Det virtuelle cocktail­party – Artikler om science fiction 1984-2009
Essays af Stig W. Jørgensen
Science Fiction Cirklen 2010
293 sider

Igennem 25 år har Stig Jørgensen tænkt, anmeldt og gjort sig tanker om science fiction-litteratur, og med dette værk kan læsere følge Stigs færd gennem litteraturen. Artikelsamlingen er delt i fem dele – anmeldelser, por­trætter, alternativer, refleksioner og punktnedslag – hvis bestanddele er hentet fra tidligere numre af Proxima, fra Stigs blog, Ekkorummet, og diverse andre steder.

Anmeldelserne fungerer som et fint katalog over klassisk science fiction-litteratur, og oversigten har den fordel, at Stig både inddrager engelsk- og dansksproget litteratur. Anmeldelserne er i mange tilfælde fra 1980’erne, og de er visse steder opdateret til at inddrage referencer til senere udgiven litteratur, hvilket kuriøst giver et billede af, hvordan science fiction-markedet så ud i 1980’erne, men opdateret til nutidige forhold, uden at få inddraget den mellemliggende periodes forfattere. Man kunne fejlagtigt få et indtryk af, at der ikke er kommet nye forfattere til siden, men sådan forholder det sig naturligvis ikke, hvilket man kan konstatere i de efterfølgende afsnit af bogen.

Anden del af bogen kan nærmest betragtes som en overbygning til første del, hvor der skiftes fokus fra at anmelde bøger til at beskue forfatterskaber, og Stig Jørgensen er bredt belæst, hvilket gør gennemgangen af forfatterskaberne en fornøjelse at læse. Fra forfatterskaber flytter bogen sig i tredje og fjerde afsnit til at omhandle motiver og temaer i science fiction og kulturen omkring science fiction-miljøet. Alle artiklerne er mærket af, at Stig Jørgensen er bredt belæst, og der er en solid bredde i artiklerne, der åbner døre til nye værker for den nysgerrige læser at følge op på. Femte afsnit er en bred samling artikler, der beskæftiger sig med, ja, lidt af hvert inden for science fiction-litteraturen.

Generelt er artikelsamlingen let læst, og den er en fornem milepæl over en dedikeret læsers indsats over 25 år. Der er en bredde og en indsigt, som gør artiklerne fornøjelig læsning, og de er et fint katalog for nye læsere, der gerne vil have en indsigt i, hvad det er, som science fic­tion-litteratur kan og gør. Manglerne ved værket består mestendels i, at anmeldelserne ikke løber kontinuerligt op til dags dato, og de seneste 10-15 år fremstår derfor noget pauvre, og i at artiklernes begrænsede længde hindrer nogle dybdegående analyser af indholdet, hvorfor nogle artikler kun lige når at kratte i overfladen, førend de afrundes. Interesserede læsere henvises desuden til at følge bloggen Ekkorummet, hvor forfatteren fortsætter sine refleksioner over science fiction-litteraturen.

Anmeldt af Morten G. Petersen i Himmelskibet nr.27

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Faglitteratur, Science Fiction og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *