Tunnelen under verden
Noveller af Frederik Pohl
Science Fiction Cirklen 2010
246 sider
Frederik Pohl er for denne anmelder særligt kendt for Gateway, som optræder på mangt en liste over science fiction-litteratur gennem tiderne og på listen over Pohls bedste værker. Imidlertid har Pohl været en produktiv forfatter, og SFC giver her danske læsere en introduktion til Pohls forfatterskab gennem otte historier af forskellig længde og af forskellig værdi. Dertil har SFC valgt en ny stil til forsiden på deres værker, hvilket klæder dem meget. Historierne er udvalgt og oversat af Niels Dalsgaard, der i efterordet præsenterer os for novellerne.
Frederik Pohl skriver underfundige historier af blandet karakter, men de er ikke alle lige spændende, og man får indtrykket af at alsidighed og tematik har vejet tungere end spændende historier – hvilket også afspejler vanskeligheden i at præsentere et alsidigt forfatterskab, for skal man sigte efter bredden, bliver det meget blandede historier, der præsenteres. Blandt novellerne finder vi historier om menneskets stræben efter berømmelse og hvor ondskabsfuldt det kan være at blive berømt, om menneskets første møde med udenjordiske væsner set fra sidelinjen, og om kærlighed mellem så fremtidige væsner, at de er vanskelige at genkende som mennesker. Blandt de mest interessante historier er beretningen om menneskets første møde med andre væsner i en alternate history verden, hvor romerne kom til magten og beholdt den, og samt historien om mennesker fanget i en reklamekampagnes grusomme virkelighed – en historie, som forvarsler ideer anvendt senere i film som Dark City og The Truman Show.
Med denne samling giver SFC et fint billede af Frederik Pohls forfatterskab, og læsere, der fandt Gateway interessant, kan fortsætte her.
Anmeldt af Morten G. Petersen i Himmelskibet nr.27