Sky City
New Science Fiction Stories by Danish Authors.
242 sider
Science Fiction Cirklen
Vejl. pris: kr 199,00
ISBN 978-87-90592-48-6
Sky City er på en gang et unika og en kopi. Værkets ramme er nyskabende, men dets litterære indhold en gentagelse. Science Fiction Cirklen (SFC) har nemlig hældt – ganske udmærket – gammel vin på nye flasker, og genudgivet de bedste historier fra novelleantologien Lige under overfladen og dens efterfølger I overfladen – henholdsvis 2007 og 2008 – denne gang i engelsk oversættelse. Og altså dermed til et internationalt publikum.
Ambitionerne rækker ind i himlen, men samtidigt tilkendegav Carl-Eddy Skovgaard, bogens redaktør, over for mig på BogForum 2010, at den næppe kommer til at tjene penge ind til SFC. Der er tale om et – af mangel på et bedre ord – idealistisk værk, hvis primære sigte er at sprede den danske sci-fi-fortælling til den store verden. Fænomenet er stort set ukendt, hvilket gør Sky City til lidt af en perle, men jeg antager at man, som dansk læser, får mest ud af at læse de orignale versioner. Har man på den anden side SF-interesserede venner uden for Dannevang er bogen en oplagt gaveidé.
I Overfladen blev anmeldt i Himmelskibet #19 og rost for at mange af novellerne har afsæt i Danmark. En håndfuld af disse har klemt sig gennem nåleøjet og er kommet med i Sky City, som dermed også bliver en ganske kulørt turistbrochure. Læseren præsenteres for et postapokalyptisk København i den skumle Helium Loves Company af Glen Stihmøe, et grusomt mediokratisk Danmark i Dan Myginds Know Your Target Audience, og nogle dygtige astronauter, uddannet i Ålborg, i Leading, Feeding af Ellen Miriam Pedersen. Mest opsigtsvækkende er Søren Elmerdahl Hemmingsens A Contribution to the History of Denmark, der også bliver fremhævet i ovennævnte anmeldelse af I Overfladen. Novellen fortsætter hvor kult-B-filmen Reptilicus sluttede i 1961 – en fortsættelse der får filmens lykkelige slutning til blegne en del…
Allerede nu tegner der sig et mønster. Langt størstedelen af novellerne er sorte og uhyggelige fortællinger, dog uden at være decideret horror. De er struktureret over håbløshed og frygt, og sætter oftest mennesket i opposition til naturen, samfundet, teknologien og rummet. Vi arme mennesker passer åbenbart ikke ind nogen steder! Mest grotesk er Kenneth Krabats The Short Arm of History, hvor de rådnende lig stables højere end i selv de mest splattede zombie-historier, og Camilla F. B. Friis’ You are My Best Friend gav mig faktisk tårer i øjnene.
Rent genremæssigt har samlingen langt mere at byde på. Her er kontrafaktion, space opera, gys, fabel, krimi, autobiografi, cyberpunk, dramatisk dialog og dannelseshistorie i en skøn pærevælling – eller snarere rødgrød – og det styrker absolut Sky City. De mange deprimerende dystopier er i den grad lettere at sluge når de er krydret så forskelligt. Samlingen byder også på en grundig opvisning i sci-fi-genrens mest skattede elementer: Rumrejser, nano-teknologi, rumvæsener, robotter, kunstig intelligens, tidsforskydninger og genetisk manipulering.
Alt i alt er Sky City en solid samling af dansk sci-fi, der – så vidt jeg kan bedømme – er dydigt oversat. Der er rigeligt med variation i genrer, karakterer og miljøer, men samlet set lider værket under den meget dystre stemning, der kun sporadisk afbrydes af lidt underspillet humor.
Anmeldt af Martin Schjönning i Himmelskibet nr.27