Richard Ipsen – Drømmetid – og andre SF noveller

Drømmetid – og andre SF noveller
Noveller af Richard Ipsen
Science Fiction Cirklen 2010, 200 sider

SFC har igennem de sidste år hvert år udgivet en novelleantologi med ny dansk science fiction, en serie de nu er ved at udvide med novellesamlinger, hvor man får muligheden for at få større kendskab til den enkelte forfatter. Den første samling er med Richard Ipsen, en forfatter der også flere gange har været trykt i Himmelskibet. I samlingen Drømmetid er der 21 noveller, som er et udpluk af hvad Ipsen har skrevet i løbet af de sidste 20 år. Flere af novellerne har tidligere været trykt i forskellige magasiner og samlinger, men enkelte har ikke været trykt før. Det er desværre ikke muligt at identificere hvor eller hvornår novellerne er fra, da SFC har valgt ikke at trykke en sådan oversigt i bogen.

Bogens titel er Drømmetid hvilket er titlen på en af samlingens noveller, men det er en velvalgt titel, da flere af novellerne enten har et element af drømme i sig, eller har drømmende beskrivelser. Den første novelle “Den første europæiske koncert” er meget kendetegnende for Ipsens noveller. Den handler om den første ekspedition til Jupiters måne Europa, hvor det viser sig at den kommunikationsform der gør sig bedst over for månens beboere, er musik. Således udspiller kommunikationen sig til en drømmende koncert. Kommunikation er et hovedtema i de fleste af bogens historier, om det så er kommunikation via sprog, tegn lavet med hænder eller tentakler, eller tekniske hjælpemidler der kan oversætte imellem forskellige kommunikationsformer.

Ipsen har en baggrund i det naturvidenskabelige, hvilket bl.a. skinner igennem i novellen “Tabula rasa” hvor genetik bruges i politiske sammenhænge til at omvælte regeringen.

Det er ikke alle novellerne der er direkte Science Fiction, der er enkelte der har en islæt af fantasy, hvor personerne måske/måske ikke oplever drager. En novelle der falder lidt uden for de andre, men bestemt på en positiv måde, er “Øjne, lever, hjerte”, en novelle som kan læses som en makaber fortsættelse på Daphne Du Mauriers “Fuglene” bedre kendt fra Hitchcock filmatiseringen af samme navn. I Ipsens novelle er vi dog fremme i en tid hvor fuglene helt har overtaget og menneskene lever på deres nåde. På et andet punkt hvor den adskiller sig, er at det i Ipsens fortælling er fuglene der fortæller historien.

For de der ligesom jeg godt kan lide bibliografisk data, eller som har lyst til at få en smagsprøve på Ipsens noveller, så her følgende af samlingens noveller været trykt i Himmelskibet: “Jadehavets guder” (i nr. 1) “Kåtekirken i Sarek” (i nr. 3), “Skovtur” (i nr. 9) og “Jagthunden” i Himmelskibet nr. 10.

På samme måde som jeg syntes det er et fantastisk initiativ at Harksen nu har samlet Strømsholt noveller til en udgivelse, så er det også en rigtig god ide at SFC er begyndt at lave novellesamlinger med forfattere, som man ellers kun har kunnet finde i ældre større eller mindre udgivelser. Jeg kan kun håbe at Ipsens bog bliver lige så godt modtaget som den bestemt fortjener, således at denne serie kan få en lang levetid, og jeg vil mene at der er forfattere med potentiale og forfatterskab nok til at der kan komme en række bøger i denne serie, noget jeg vil se frem til.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.27

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Novellesamling, Science Fiction og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *