Conan A. Doyle – Pofessor Challengers bedrifter

Pofessor Challengers bedrifter
Conan A. Doyle
Science Fiction Cirklen, 2010

Den fortabte verden er en af den meget produktive Conan Doyles serier, der ikke er Sherlock Holmes. Bogen indeholder fire historier, en kortroman, titlens ”Den fortabte verden”, en lang novelle den ”Den giftige zone”, og så to korte noveller ”Opløsningsmaskinen” og slutteligt ‘Da verden skreg’. Omdrejningspunktet for alle historierne er Professor Challenger, Doyles version af den gale videnskabsmand..

De to første historier er velkendte – den fortabte verden er filmatiseret, endda som en af de første succesfulde Stop Motion film i verden, se f.eks: www.archive.org/details/lost_world. Den giftige zone findes som radiospil f.eks. her: http://amerad.libsyn.com/the_poison_belt. De to sidste er mindre kendte – eller var det i hvert fald for mig. Derudover findes der endnu en historie om Challenger, men da den er baseret på Doyles ideer om spiritisme og ikke science fiction har Niels Dalgaard valgt at udelade denne.

Den fortabte verden er som nævnt den længste og på mange måder den meste levende af de fire historier. Den er i flashbacks som breve og Doyle gør sig en del anstrengelser for at få det til at se plausibelt ud. Historien er velkendt, fire mænd drager ud for at bevise (og modbevise)
professor Challengers påstand om at der findes en ”tabt verden” et sted i Sydamerika og hvad der sker når de finder den. Der er dinosaurusser, vilde indianere, farlige pterodaktyler, forfærdelige abemennesker spredt med underholdende hånd i gennem alle ca. 175 sider.

Den giftige zone er en anderledes historie, her er der ingen rejse til et fjernt land, som tiden har glemt, men det er snarere en rejse i efterlivet. Hele jorden trues af et giftigt bælte i æteren (man skal ikke læse bogen for dens videnskabelige forudsigelser), og vores fire helte (og Challengers petité hustru) må forholde sig til en verden, hvor de pludselig er de sidste mennesker. Den er mere adstadig i sit tempo og indeholder flere beskrivende passager – men er også læseværdig, og en historie, der siden jeg læste den første gang (for mange år siden), har haft en fast plads i min fantasi. Ideen om at der er et område ude i verdensrummet, der er fuldstændigt fjendtligt over for mennesker er fascinerende og velfortalt.

Opløsningsmaskinen, der er den korteste historie, starter godt, med en ide om en maskine, der kan opløse alt og samle det igen. Men i stedet for at blive en historie om teleportation og de muligheder og udfordringer det kan bringe, ender den som en lidt svagere historie om at beskytte det engelske imperium, og opfindelsen er som sådan ligegyldig, men som kort tidsfordriv er den ganske udmærket.

Den sidste fortælling: Da verden skreg er en historie om videnskabens forsøg med at kommunikere med Verden – eller rettere med Jorden. Der er ikke tale om nogen stor indføling, snarere om at gøre sig bemærket ved at slå sin vært over fødderne, mens han kigger den anden vej, men det er igen en velfortalt historie og med nogen gode ideer om forsøget på kontakt med den levende jord og et par hip til journalister i særdeleshed.

Hele bogen er under ét fuld af racistiske, chauvinistiske og imperialistiske betragtninger, og personerne er noget voldsomme i deres problemløsningsstrategier, selv anerkendte videnskabsmænd har ingen kvaler ved at slå hele folkeslag ihjel, eller dræbe uengelske forræderiske videnskabsmænd. Men hvis man læser dem i deres kontekst og ser bort fra ubehagelighederne, så er det solid underholdning og giver et indblik i tiden og tankegangen. Et væsentligt element i historiernes læseværdighed er beskrivelsen af den gale professor, Conan Doyle gør ham til et flerdimensionelt væsen, der ikke kun er verdens skarpeste tænker, men også nærmest hulemandsagtig i sin selvglæde og hidsighed. Han er ikke den fuldstændig stereotype kliniske vidensskabmand i sin hvide kittel, men en modsætningsfyldt person, der higer efter opmærksomhed og som er noget brutal i sin adfærd, men samtidig også et varmt menneske, der tager sig af sine venner.

Oversættelsen flyder nemt, og der er nogen, men ikke mange trykfejl og par enkelte anglicismer, der har overlevet turen over til dansk – eksempelvis “Hans egen tålmodighed havde nået lavvandet”.

Niels Dalgaard har skrevet et eksemplarisk efterord, hvor Challenger historierne sættes i et større perspektiv og analyseres. Det er klart værd at læse, som et supplement til teksterne selv.

Alt i alt, en værdig tilføjelse til Science Fiction Cirklens serie af klassiske science fiction.

Anmeldt af Jesper Rugård i Himmelskibet nr.28

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Novellesamling, Science Fiction og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *