Sweatshop

Sweatshop
USA, 2010, 83 min.
Instr.: Stacy Davidson
Medv.: Ashley Kay, Peyton Wetzel m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment.

Som mangeårig filmnyder har jeg lært aldrig at tage diverse skamrosende citater fra mere eller mindre (oftest det sidste) kendte medier for gode varer, når disse optræder på omslaget til en tvivlsomt udseende film af og med ukendte mennesker.

Oftest har sådanne påtryk den modsatte effekt på mig: Jeg føler mig pludselig overbevist om, at et eller andet må være virkelig galt fat og styrer nærmest konsekvent udenom. Bevares, i ny og næ er man da heldig at finde en lille, overset perle under sådanne omstændigheder, men erfaringen taler desværre for, at nøgleordene netop er ”i ny og næ” og ”heldig”.

Hvor næsten enhver film kan finde en anmelder eller to, der trods alt har et blødt punkt for den (eller PR-folkene i det mindste kan sakse et anmeldercitat ud af kontekst og få det til at klinge positivt), er der noget
anderledes troværdigt over, når festivalpriser pryder omslaget. Og på Sweatshop understøtter en stribe sådanne priser anmeldercitaterne, mens bagsideteksten ydermere kalder filmen ”den kritikerroste festivalfavorit”. Sidste gang, jeg oplevede noget lignende, var da den ganske underholdende og interessante The Last Horror Movie gjorde mine forventninger om en total skodoplevelse til skamme. Kunne man faktisk være lige så heldig med denne her?

En gruppe gothpunkere (kalder filmen dem; min manglende viden om subkulturerne afholder mig fra selv at turde definere) rykker ind i en lagerhal for at holde et kæmpe raveparty. Eller snaveparty, fristes man til at sige, for under forberedelserne finder arrangørerne tid til både at score og hore på kryds og tværs. Et af omdrejningspunkterne for sex og intriger er uforståeligt en dum og ucharmerende truckertype, og i genrens ånd bliver det da også til lidt bar hud, inden nedslagtningen rigtig griber om sig.

Denne (nedslagtningen, ikke huden!) sørger aftenens hemmelige gæst for: en meget stor og ubehagelig gut iført kedeldragt, dyreskind og svejsemaske og bevæbnet med en ambolt på en stang, som med rette kan forventes at knuse nogle hoveder undervejs. Sammen med et par andre fæle og blodtørstige eksistenser har han ventet på frisk kød i lagerhallens mørke, og mens arrangørerne pukler med øl, fisse og ravemusik, tager disse umennesker et voldsomt og meget blodigt forskud på festen.

Det er nu heller ikke fordi, dét ligefrem gør verden til noget fattigere sted. Filmen bruger godt nok lidt krudt på at etablere sine karakterer og deres indbyrdes relationer, men de unge mennesker er enten snotstupide, gennemført usympatiske, irriterende eller ligegyldige – nogle endda flere af tingene på én gang. Det er ikke noget nyt i slasherfilm, men hvor karikerede deres persongallerier så kan være, er der som regel nogle, hvis træk er mere forsonlige end andres. Selv om enhver splatter-entusiast til hver en tid vil juble over et vellavet drab, må det alligevel gerne være lidt synd, når i det mindste visse af personerne dør. I Sweatshop spænder fokus over alle karaktererne, og deres adfærd og brister gør det desværre enten vedkommende eller til en lettelse, når de kommer af dage. Filmen mangler virkelig nogen, vi kan holde med, så det ikke kan være fuldstændig det samme at se dem dø. I stedet kan vi uberørt se til, mens en flok idioter planlægger fest for en flok andre idioter og så bliver slået ihjel én efter én.

Filmens morderiske sataner fejler ikke noget i designet, men det virker ikke, som om der har været tænkt længere end at placere dem i mørket, smide en flok gothpunkere ind til dem og så aflive indtrængerne i tilfældig rækkefølge. Det er der i det mindste blevet et par ganske veludførte og klamme volds- og drabsscener ud af, den ros skal filmen da have. Men det har rigtig, rigtig mange andre og bedre film bare også, og intet ved denne stikker anbefalelsesværdigt ud.

Med andre ord er der bare tale om blot endnu en ligegyldig gang metervare indenfor genren. Førnævnte festivalpriser taget i betragtning, håbede jeg, at folkene bag filmen havde været lidt kreative i andre henseender end blot splattereffekterne. Efter et gennemsyn er jeg desværre tilbøjelig til at tro, at der bare var tale om sløj konkurrence.

Karakter: 3/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.28

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *