2019 – After the Fall of New York

2019 – After the Fall of New York
Org titel: 2019 – Dopo la caduta di New York
Italien, 1983, 96 min.
Instr.: Sergio Martino
Medv.: Michael Sopkiw m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2011

Der er gået 20 år siden en atomkatastrofe udløst af det magtfulde Eurak-monarki (en alliance mellem Europa, Afrika og Asien) forvandlede verden til en radioaktiv ørken. Strålingen har gjort kvinderne sterile, og i næsten 15 år er ikke et eneste menneskebarn kommet til verden.

Mellem det faldne New Yorks ruiner jager og udrydder eurak-militæret resterne af befolkningen med undtagelse af de mest sunde og raske, som udtages til genetiske eksperimenter med henblik på at finde nøglen til menneskehedens videreførelse.

Den panamerikanske konfederation, som bekæmper Eurak-monarkiet, har fundet ud af, at der et sted i New York befinder sig en sidste frugtbar kvinde. I håb om at finde frem til hende før eurakerne, hyrer de lejesoldaten Parsifal – ”the only man capable of carrying out this mission successfully”, som præsidenten kalder ham. Sådan var det nemlig dengang i 80’erne: Heltene var som regel ikke bare de bedste til det, de gjorde, men også gerne de eneste, der kunne gøre det.

Alligevel sender præsidenten et par andre lejesoldater, Bronx og Ratchet, med Parsifal. Og så går den vilde damejagt ellers igennem resterne af storbyen, som befolkes af rotter, gadebander, dværge, abemennesker og selvfølgelig de allestedsnærværende eurakere.

Ondskabens håndlangere er sortklædte med tremmevisir på hjelmene, beredne og bevæbnede med armbrøstlignende lasergeværer. Den langhårede Parsifal selv er iklædt ringbrynje og læderpandebånd som en anden fantasykriger (eller 80’er-heavymusiker …). Det kan lyde lidt fjollet og er det måske også, men samtidig bidrager det til et udmærket feel af en verden, der er bombet tilbage til om ikke sten- så middelalderen.

I det hele taget rummer filmen dog mange utilsigtet fjollede elementer. Skydevåbnene
lyder f.eks. ofte som strålepistoler fra en gammel rumfilm, og på et tidspunkt fremkalder en sten i hovedet sågar fuglekvidder. Under en dramatisk flugt i bil, må vores helte gennemtrænge en eurakisk vejspærring. Denne viser sig dog lidet nyttig, da bilen i stedet for at hamre mod den pigbesatte bom, braser direkte igennem selve vagthuset og ud på den anden side. Den efterfølgende tunnel med pigge stikkende op fra kørebanen bliver heller ikke noget problem, da piggene ud over at lyse brugervenligt op også er spredt tilstrækkeligt til, at Parsifal kan zigzagge bilen sikkert igennem. Der er snarere tale om en forhindringsbane end en stopper for uønsket gennemkørsel.

Filmens persongalleri oser alle af attitude, og deres dialog leveres lige så corny, som den er skrevet. Det er til tider vældig underholdende, som da en dværg adspurgt om sit navn svarer: “Shorty, what else …” til trods for, at der befinder sig en håndfuld andre diminutive størrelser omkring vedkommende. På et andet tidspunkt når replikføringen nærmest et Attack of the Clones-niveau, da Parsifal over for den kvindelige hovedrolle proklamerer, at ”if love had any meaning in this world you’d be the one I’d love.” Smægtende næsten-kærlighed i det postatomare ødeland!

Når det kommer til italiensk 80’er B-film, er George Eastman en oplagt del af castet. Han figurerede bl.a. som skurk i The New Barbarians, en anden postapokalyptisk italienerfilm af omtrent samme underholdningskaliber. I 2019 spiller han et stort abelignende menneske med det sigende navn Big Ape, klædt som en krydsning mellem en pirat og noget fra 1001 nats eventyr. Trods sin sene opdukken (omtrent en time inde i filmen) og slyngelagtige karakter, spiller han en ikke uvæsentlig rolle i forhold til, om missionen lykkes.

Meget af det corny og campede fungerede sikkert bedre, da filmen kom frem, men det har ikke desto mindre sin charme. Når alt kommer til alt, fortælles historien dejligt kompromisløst og tilføres velgørende kant af en brutalitet, der glimtvis læner sig op ad splatterterritoriet. En atomkatastrofe, der har forvandlet verden til en radioaktiv ørken, er trods alt ikke for sjov.

Så selv om man måske undertiden trækker på smilebåndet af virkemidler, der overskred sidste salgsdato for flere årtier siden, er Parsifals eventyr i ruinmetropolen altså stadig tilstrækkeligt underholdende til, at man altid hurtigt falder tilbage til dommedagspatten og nyder filmen for, hvad den er.

Karakter: 6/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.30

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *