Nightmare on Left Bank

Nightmare on Left Bank
Org titel: Linkeroever
Belgien, 2008, 102 min.
Instr.: Pieter van Hees
Medv.: Eline Kuppens, Matthias Schoenaerts m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2011

Linkeroever er blot én blandt mange film, der har fået den tvivlsomme ære at blive tildelt en engelsksproget titel i ellers ikke engelsksprogede lande som f.eks. Tyskland og Danmark. Den engelske distribution holdt sig nådigt til titlen Left Bank, som rimeligvis bare er en omsætning af originaltitlens navn på det venstre flodbredkvarter, hvor handlingen udspiller sig. Men det var ikke godt nok herhjemme, hvor der helst skal noget mere dramatisk på banen for at spiseliggøre filmen for det gængse, danske publikum.

Således blev God’s Army i sin tid til God’s Secret Army (så ingen skulle misforstå og tro, det handlede om den mere officielle Frelsens Hær, går jeg ud fra), og endnu værre muterede den udmærkede Stir of Echoes i kølvandet på succesen med The Sixth Sense til den gyselige titel The Secret Sence. Der må virkelig være nogle marketingfolk, der har siddet og gnedet sig i pølsefingrene over den beslutning.

I tråd med denne herlige tradition for at sælge kendte film på enten dramatiske eller enslydende titler, bliver Linkeroever ikke blot til Left Bank, men i udvalgte lande (herunder naturligvis Danmark) sågar A Nightmare on Elm Str… Undskyld, Nightmare on Left Bank! Okay, jeg indrømmer, at jeg måske heller ikke lige ville fare ud og investere i filmen blot på baggrund af originaltitlen, men alligevel …

Nok brok om titlen, for selv om flere landes distributører har gjort deres bedste for at forfladige den og få den til at lyde som blot endnu en gang metervare, så udmærker filmen sig i det mindste ved at være knap så konventionel.

Den unge langdistanceløber Marie har netop kvalificeret sig til EM i Portugal. Hun kollapser dog grundet presset og kan med en hel måneds sygemelding foran sig skyde en hvid pil efter mesterskabet.

Apropos at skyde har hun henne på idrætsanlægget stiftet bekendtskab med den noget
ældre bueskytte Bobby. De to indleder et meget fysisk forhold, og Marie beslutter sig hurtigt (og til moderens bekymring) for at tilbringe sin sygemelding hos sin nye fyr i Antwerpens Linkeroever-kvarter.

Mens Marie bor der, går det op for hende, at den tidligere lejer, Hella, er forsvundet, og hun kommer i kontakt med Hellas kæreste Dirk. Han kan fortælle hende, at Hella forskede i områdets fortid, som tilsyneladende involverer en heksekult, der ofrede mennesker. Blandt Hellas efterladte noter henviser en gul post-it til ejendommens kælderrum 51, der rummer en skummel hemmelighed …

På omslaget sammenligner anmeldercitater Nightmare on Left Bank med navnkundige titler som Rosemary’s Baby og Lad den rette komme ind, og om ikke andet er filmene da åndsbeslægtede. Nightmare on Left Bank er ikke præget af stereotyper, og den jager ikke det billige gys. Med sine underspillede og troværdige karakterskildringer lugter den et godt stykke hen ad vejen mere af betongrå socialrealisme end horror. Denne solide opbygning underbygges i høj grad af gode skuespillerpræstationer; navnlig Eline Kuppens og Matthias Schoenaerts som Marie og Bobby skal fremhæves, ikke mindst for den stærke kemi de to imellem. Kuppens er ikke bange for at vise sig frem uden tøj, og de erotiske scener mellem de to driver af troværdighed.

Efterhånden, ganske langsomt, begynder små, foruroligende skævheder at snige sig ind i Maries hverdag. Det være sig i form af mærkelige drømme, kropslige forandringer eller omverdenens adfærd. Det er her, den møjsommelige opbygning af et hverdagsagtigt og ordinært miljø for alvor kommer til sin ret: Der skal ikke de store uregelmæssigheder til, før hele billedet pludselig virker forkert. På en eller anden vis falder mine tanker også på Lars von Triers Antichrist, hvor normalbegrebet også gradvis smuldrer for at give plads til det bizarre og uhyggelige.

Filmen igennem underbygges den snigende uro af et baggrundslydspor, der synes let forvrænget, måske med en snert af rumklang. Jeg skal ikke kunne sige, om det er, fordi dette bliver mere udtalt, som filmen skrider frem, eller om jeg blot blev mere opmærksom på det, som gyserelementet tog til. Under alle omstændigheder et enkelt, men ganske effektivt kneb i en film, der i langt højere grad baserer sig på stemning end regulær uhygge. 

Nightmare on Left Bank er langt fra en film for alle, og jeg kan sagtens forestille mig, at selv mange horror-elskere vil være tilbøjelige til at afskrive den (heraf nogle alene på den baggrund, at sproget er flamsk). Det er sædvanligvis god gyseretikette med et chokerende klimaks, der efterlader en følelse af ubehag, når filmen er ovre. Da rulleteksterne til Nightmare on Left Bank kørte over skærmen, var min reaktion imidlertid snarere ”nå, okay …?”

På baggrund af filmens langsomme opbygning havde jeg forventet en slutning med langt mere umiddelbar kraft, og så valgte man i stedet at mystificere mig yderligere med noget, der mere lagde op til fortolkning og diskussion end egentlig forløste oplevelsen. I modsætning til sin langdistanceløbende hovedperson, virkede filmen mere som en sprinter, der taber pusten lige før målstregen.

Da min første skuffelse havde lagt sig, og jeg havde haft tid til at vende slutningen et par gange i hovedet, begyndte det hele at give mere mening. Ikke at den dermed pludselig fik den kraft og farlighed, jeg havde savnet, men nogle af brikkerne faldt på plads og gav mig lyst til et gensyn. Dette nåede jeg desværre ikke inden deadline, men jeg har en god fornemmelse af, at Nightmare on Left Bank vinder ved nærmere bekendtskab. At sætte gang i de små grå og turde gå andre veje er bestemt også kvaliteter, som meget vel kan gøre den til en mere langtidsholdbar film end meget af genrens metervare.

Karakter: 7/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.30

Dette indlæg blev udgivet i Film, Horror og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *