Black Past

Black Past
Tyskland, 1989, 83 min.
Instr.: Olaf Ittenbach
Medv.: Olaf Ittenbach, Andrea Arbter, André Stryi m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2011

 Den tyske ekstremsplatterinstruktør Olaf Ittenbach har siden 1989 trukket et omfattende blodspor af horrortitler efter sig, hvoraf nogle nu har fundet dansk DVD-distribution via Another World Entertainment. Med de tre, jeg i dette nummer anmelder, er der tale om direkte til video-produktioner fra de glade VHS-dage. I flere af scenerne i debutfilmen Black Past vidner momentvis båndflimmer i bunden af skærmen om kildematerialets herkomst, og før man ved af det, befinder man sig i slutfirsernes Tyskland og instruktørens særlige helvede af død, indvolde og Bundesligahår …

Da teenageren Thommy er på loftet for at finde en gæsteseng til sin overnattende ven Frankie, gør han et skæbnesvangert fund i form af et gammelt spejl, husets tidligere ejer har efterladt sig. Det viser sig nemlig at indeholde dæmoniske kræfter og øver en grusom indflydelse på sine omgivelser. Trods alle faresignaler fra den dagbog, han fandt sammen med spejlet, hænger Thommy det alligevel op på sin væg.

Snart efter kommer Petra, pigen han netop er begyndt at date, brutalt af dage, da dæmonspejlet besætter hendes krop og får den til at slentre ud foran en bil. Knust over tabet lukker Thommy sig mere og mere inde i sig selv, mens hans værelse igen og igen rammes af mystiske rystelser, og han selv rammes af både vågne og sovende mareridt om endeløs, blodig rædsel. I flere af disse overfaldes og myrdes han af en genopstanden, dæmonisk Petra og i andre myrder han selv på grufuld vis hele sin familie.

Disse scener er tydeligt inspireret af forbilleder som Evil Dead og A Nightmare on Elm Street og til tider virkelig stemningsfulde, godt hjulpet på vej af lydsporets sære baggrundsstøj. Denne veksler mellem kontinuerlig kattejammer, didgeridoo-agtige lyde og noget, der kunne være industrisave og –bor. Med andre ord ikke de mest behagelige lyde, og dermed akkompagnerer de fint billederne.

Ikke overraskende kulminerer det hele i et orgie af blodig lemlæstelse, som måske nok ville have haft mere effekt, hvis det ikke var for de mange i forvejen voldsomme mareridtsvisioner filmen igennem. Det gør nu ikke så meget, for med splatterpublikummet som målgruppe, er mere naturligvis bare bedre, og her leverer Black Past varen. De blodtilsølede scener er talrige og vellavede med masser af teaterblod. Som splatterfan kan man glæde sig over fysiske og kreative effekter af den gode, gammeldags slags – helt uberørte af CGI. Det er Ittenbach selv, der er effektmageren, og her viser han bestemt potentiale.

Det samme kan desværre ikke siges om hans evner som fortæller. Flere af scenerne virker noget tunge og intetsigende, som når Thommy f.eks. ud af det blå får tæv af nogle lømler henne ved skolen, uden der nogensinde følges op på dette, eller når han driver rundt og glor i en butik uden at købe noget. Eller tager en trøje på, blot for at tage den af igen efterfølgende. Hvis disse scener på nogen måde er tænkt til at berige filmen, rammer de i hvert fald ved siden af. Trods en del hverdagsscener, fik jeg aldrig noget videre indtryk af Thommys person (eller for den sags skyld de øvrige), og filmens persongalleri fremstår mest af alt som kødlærreder for Ittenbachs blodige billeder.

Når mareridtsvisionerne og splattereffekterne er i frigear, så kører filmen. Mareridtene kan dog i længden godt virke lidt påklistrede, som har man tænkt i jævnlige gore-boost for at holde historien flydende. Og selv om limningerne måske er lige tydelige nok, må det også siges at være en klar nødvendighed.

Castingen er åbenlyst foregået blandt venner og bekendte, hvilket ikke behøver at være noget problem, forudsat man dér kan finde talenter til at udfylde rollerne. Det kunne Ittenbach ikke. Han har selv indtaget hovedrollen (hvilket ligeledes gør sig gældende i de efterfølgende par stykker af hans film), men i det mindste falder hans manglende skuespillerevner ikke igennem sammenholdt med det øvrige cast.

Derudover kommer filmens minimale produktionsomkostninger tydeligt til udtryk i et amatøragtigt hjemmevideo-look. Men hvad betyder et skrabet budget og tekniske begrænsninger, så længe man bare har et godt manuskript, god tæft for historiefortælling og dygtige skuespillere? Nåh nej, den del har vi været igennem …

Nu er det selvfølgelig splattergenren, vi taler om, og den har ikke just nogen lang tradition for at være leveringsdygtig i stor filmkunst. Effekterne fungerer som sagt, og de fremkalder lige dele begejstring og ubehag hos målgruppen. Problemet er, at alt andet virker så ufatteligt primitivt og hjemmelavet, at det mest føles som en dummyfilm – en fuldstændig skrabet indspilning udelukkende med henblik på at sælge konceptet til et filmselskab, der så kan poste penge i den RIGTIGE produktion. De valgte så i stedet at udgive den, som den var …

Ret skal være ret, og jeg tager hatten af for, at Olaf Ittenbach i en alder af blot 20 år instruerede, lavede alle effekterne til og spillede hovedrollen i Black Past. Den i konteksten imponerende bedrift er dog ikke nødvendigvis synonym med en god film. Jeg har sympati for projektet, fordi splatterscenerne emmer af legesyge og kærlighed til genren, og af samme grund kunne jeg sagtens forestille mig at smide den i puljen til en splatteraften sammen med vennerne.

I bund og grund føles det bare mest af alt som en opvisning i uhyrlige effekter snarere end en helhed. Alt det mellemliggende pjat er hverken veludført eller underholdende og minder mest om fyldet i en pornofilm, hvor den kvindelige stjerne lige skal snakke sig til rette med pizzabuddet/pølrenseren/Røde Kors-indsamleren om alternative betalingsformer.

Det er de scener, man spoler hen over …

Karakter: 5/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.30

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *