Mutanternes blodige ø

Mutanternes blodige ø
Org. Titel: Porno Holocaust
Film, Italien, 1981, 113 min.
Instr.: Joe D’Amato
På DVD fra Another World Entertainment
Medv.: Mark Shannon, George Eastman, Lucia Ramirez, Annj Goren, Dirce Funari

Lucio Fulci’s Zombiefilm Rædslernes blodige ø (a.k.a. Zombi 2, 1979) er en af de mere velrenommerede zombiefilm. Den på det tidspunkt florerende italienske trash-filmindustri kunne naturligvis ikke modstå fristelsen til at lave en hel vifte af kopiprodukter. Og i forhold til hvor mange der blev lavet, så må man jo konkludere at de må have indtjent ganske pæne summer. Joe D’Amato er blot én af de instruktører der slog sig på efterligningerne, og for at sikre at hans film blev en succes, ja, så lavede han dem om til porno-udgaver. Da Another World Entertainment sendte os Porno Holocaust (fordansket, med en vis ret, til Mutanternes blodige ø) til anmeldelse, så løb det lidt koldt ned af ryggen på mig. Ville det være ligesom Cannibal Holocaust (1980), som er alt for grufuld til at jeg kan holde det ud? Men nej. Lidt research gjorde det hurtigt klart at Porno Holocaust blot var en dårlig og amatør-agtig lavbudgetspornoversion af Zombi 2, så jeg gik i gang med at skimme den. Uha, hvor er den dårlig. Distributørens repræsentant, Dan Larsen, skriver selv i det medfølgende hæfte, “Den er så dårlig at den næsten ødelagde min DVD-afspiller mens jeg så den.” I en time og et kvarter ser man bare en gruppe folk der tager ud til en caribisk ø, og har masser af sex på vejen (inkl. stopper ved et hotel for at få lidt ekstra). Først derefter er der et mutantmonster som overfalder og dræber nogle af kvinderne ved hjælp af sit overdimensionerede og muterede lem. Grufuldt? Forstyrrende? Bare lidt? Næh. Det er kedeligt og fjollet. Enormt dårligt lavet, og virker kun latterligt. Det vil være omsonst at forsøge at identificere en egentlig handling hvis man kun kigger på denne ene film. Imidlertid kan man med lidt research finde frem til at instruktøren og hans filmhold tog en frygtelig masse optagelser på indspilningsturen til den dominikanske republik, og disse optagelser er blevet til en hel masse film som alle sammen (udover at ligne hinanden til forveksling, komplet med scener i samme hotelværelse) uden held forsøger at fortælle en bestemt historie, men ender med at sammenblande plot-elementerne så ingenting giver mening. De øvrige film inkluderer bl.a. Erotic Nights of the Living Dead (1980), Hard Sensation (1980), Black Sex (Sesso nero, 1980), Sex and Black Magic (Orgasmo nero, 1982) – alle foregår de mestendels på den samme lille ø. De må være udkommet i kronologisk forkert rækkefølge, for de to sidstnævnte samt Porno Holocaust er siden lanceret som en serie under titlerne Orgasmo nero (1982), Orgasmo nero II (1981) og Orgasmo nero III (1980). Alle filmene har stort set de samme skuespillere i stort set de samme situationer og scener, og nøjagtig de samme bifigurer. Men hver film er udgivet som en selvstændig film med egen historie og egne figurer! Det lugter af at instruktøren oprindeligt havde planlagt en ganske anden film, som så aldrig blev til noget, men kunne laves om til fire smadderdårlige nonsens-produktioner. Den overordnede historie handler, eller skulle have handlet, om at hovedpersonen (Mark Shannon) bliver inficeret med en ond kønssygdom. Han bliver derfor nødt til, ikke sandt, at have en masse sex før hans sygdom bliver så fremskreden at han ikke kan mere. Logisk. Men såvidt jeg kan se, så må det oprindelig have været meningen at det var ham der skulle mutere til det monster som slår kvinderne ihjel i slutningen af Porno Holocaust. Men nej, han render skam rundt samtidig, og undslipper monsteret sammen med den hotteste af pigerne (Lucia Ramirez). Det er et ufatteligt rod. På IMDb.com er der nogle af kommentatorene som forsøger at argumentere for at Porno Holocaust er planlagt som en bevidst satire, men det holder bare ikke en meter. Det er amatøragtigt, cinematisk plattenslageri af værste skuffe. De har forsøgt at sætte en masse optagelser sammen til noget der kunne minde om at give mening, men ikke gør det. Det lod de sig ikke stoppe af; de udgav det alligvel. Er det mon ligesådan masser af andre italienske Z-film er blevet til? Ikke usandsynligt. Porno Holocaust er kun en lille smule interessant fordi den er ekstremt trashy, og fordi man(d) kan stirre på Lucia Ramirez. Men et eller andet sted nages man af tanken om at en god filmklipper måske kunne klippe en OK film sammen af de bedste scener fra serien af film-flop i Joe D’Amato’s “caribiske periode”.

Karakter: 2 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.30

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *