Rovdyrenes nat
Org titel: Wild Beasts
Film, Italien, 1984, 92 min.
Instr.: Franco Prosperi
Medv.: Lorraine De Selle, John Aldrich, Ugo Bologna, Louisa Lloyd
På DVD fra Another World Entertainment
Denne ”creature feature” er lidt bedre end mange af genrens øvrige eksempler, pga. det kaos den skildrer, og pga. den bizarre baggrundshistorie for handlingen. Det er dog ikke noget der kan anbefales dyre-elskere, eftersom der foregår en del dyremisbrug på skærmen, hvadenten det så er ægte (som nogle påstår) eller lavet vhja. Special-effekter.
Tingene går i fisk da en flok dyr fra zoologisk have bryder ud og begynder at dræbe vildt omkring sig. Ingen ved hvad årsagen er, og der er da slet ingen der mistænker vandet for at være forurenet med PCP… Dyreekspert Laura Schwarz (Lorraine De Selle) forsøger at finde et svar på gåden, og at redde sin unge datter (Louisa Lloyd), som er en irriterende begavet teenager. Laura hjælpes af Rupert Berner (John Aldrich), og filmen bruger det meste af tiden på disse hovedpersoner, men et rask lille dyreangreb sat ind hist og her.
Det foregår i et uspecificeret europæisk land, og filmen er præget af dårlig dubbing, dårlig redigering, mudret kameraarbejde og, som nævnt, en del dyremishandling. Det er alle sammen typiske elementer fra en blodig italiensk ’80er-film, hvilket jo er præcis hvad vi her har med at gøre.
Fans af trash-film vil sikkert nyde sådan noget, mens de fleste andre vil rulle med øjnene og undre sig over at nogen kan finde på at se sådan noget argt møg.
Til trods for sine mange fejl er der dog en del ting som Wild Beasts gør bedre end andre ”creature features” fra cirka samme tidspunkt. Den indeholder utrolig mange forskellige (og ægte) dyr, og hovedpersonerne gør virkelig en god og detaljeret indsats for at finde ud af hvad der sker med dyrene. Samtidig er timingen mellem de forskellige dødsscener ret vellykket. Skuespillet er godt nok ligeså grinagtigt som man kan forvente, men det gør sgu ikke så meget i en film hvor man bare venter på den næste dødsscene og hvilket dyr der vil forårsage den.
Manuskriptet, skrevet af instruktøren, byder ikke på de store overraskelser, men handlingen skrider rask frem, og et par dejligt onde twists til sidst i filmen kan vist godt kaldes væsentlig mere chokerende end noget af det der går forud.
Wild Beasts anses ikke for nogen klassiker, og det bliver den nok heller aldrig, men den er faktisk rigtig underholdende mens den står på, til forskel fra visse andre eksempler på denne undergenre.
Karakter: 7 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Kevin Matthews i Himmelskibet nr.30
