Yoko Tsuno nr. 25: Lucifers tjenerinde

Yoko Tsuno nr. 25: Lucifers tjenerinde
Tegneserie, 2011
48 sider, 148 kr.
Skrevet og tegnet af Roger Leloup

Roger Leloup, født 1933, er efterhånden blevet en gammel mand, der arbejder lidt langsomt – det er fem år siden forrige album udkom (anmeldt i Himmelskibet nr. 9). Det forlyder dog at der er endnu et album på vej, som man så kunne forestille sig nok bliver det sidste. Der er på en måde en vis symmetri i at de første 13 album var rigtig gode, mens de sidste 13 ærligt talt ikke var så meget ved. For Yoko Tsuno er en af de serier som startede med en imponerende kvalitet og sidenhen kørte lidt træt i gentagelser og manglende udvikling og fornyelse. Hvor seriens styrker i sin tid var både historie og tegninger, er det i sidste halvdel af forløbet næsten kun tegningerne man kan være begejstret over, men det er også nok for i hvert fald undertegnede. Album nr. 24, Den syvende kode, var nok seriens største skuffelse hidtil, især fordi historien foregik i en sump, mens Leloups styrke som tegner er arkitektur og teknologi. Heldigvis er vi med nr. 25 tilbage i den vante stil, og det glæder mig meget at kunne fortælle at den blåhudede rumrace vineanerne endelig er tilbage; dem har vi ikke set siden album nr. 20, Sjælenes port, som desværre var en sindssygt rodet og skuffende historie. Album nr. 19, tidsrejsehistorien Den sorte død, er efter min mening det eneste ud af de sidste tolv album som tilnærmelsesvis er ligeså godt som de 13 første i serien, og nr. 25 er næsten (men ikke helt) i samme kategori.

Yoko og hendes venner (heraf nogle kedelige figurer fra de senere album; Yoko adopterer alle mulige unge veninder som så åbenbart skal være med på de næste eventyr – en smule irriterende) opdager endnu en vineansk robot (som vi også så det i album nr. 12, Dybets dronning), denne gang i en gammel klosterkrybe fra middelalderen. Vineanerne har jo været på Jorden i 400.000 år, og det virker logisk at de også har vekselvirket med menneskene tidligere i verdenshistorien. I vineanernes underjordiske installation er der en forbudt zone styret at en maskin-intelligens (en smule ligesom i album nr. 1, Nærkontakt i Jordens indre), baseret på hjernen fra en sindssyg vineansk videnskabsmand som forsøgte at blive udødelig (ja, lidt meget ligesom i album nr. 5, Vineas tre sole, og nr. 17, Robotterne fra Kifa). Her kommer Yoko og hendes vineanske venner ind for første gang i århundreder og finder en gammel base hvor der er kunstige drager, og har været nogle menneskeslaver som hjalp videnskabsmanden med forskellige eksperimenter. Nu kører det hele selvfølgelig i ring med robotters hjælp. Plottet er ikke genialt, men der er da nogle få gode, sjove og tankevækkende elementer i det – og så er der en masse andre detaljer om figurenes oplevelser og interaktioner. F.eks. bliver Yokos adoptivdatter Lotus, da de er nede ved vineanerne, præsenteret for en halv­intelligent robotversion af en engelfigur fra en af hendes børnebøger. Og så er der jo tegningerne, hvor man endelig igen får Leloups skønne rumskibe og andet udstyr at se – denne del af tegningerne er af ligeså høj kvalitet som altid. Menneskefigurene er lidt svagere tegnet; de har aldrig rigtig været Leloups prioritet. Men efter det skuffende album nr. 24 er jeg rigtig godt tilfreds med nr. 25. Historien er en smule rodet, og minder af plottype meget om album nr. 23 (Tågernes pagode), hvor der også er en slags drage med (og ja, der er jo også album nr. 15, Dragen fra Hong Kong – så det er et tema der er gentaget mere end én gang). Det lever ikke op til fordums storhed, men for en die­hard Yoko Tsuno-fan er det sgu okay!

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.31

Dette indlæg blev udgivet i Science Fiction, Tegneserier og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *