John Carter

John Carter
Film, USA 2012, min.
Dir.: Andrew Danton
Medv.: Taylor Kitsch, Lynn Collins, Ciaran Hinds, Dominic West, Mark Strong, m.fl.

Så oprandt endelig tiden hvor Hollywood fik produceret sin længe ventede big-budget filmatisering af Edgar Rice Burroughs’ planetary romance-klassiker A Princess of Mars (startet som pulp-føljeton i 1912; udgivet som roman 1917). Den foregår i slutningen af 1800-tallet, hvor en amerikansk borgerkrigsveteran pludselig finder sig selv transporteret til Mars – en beboet verden hvor byerne Helium og Zodanga ligger i krig med hinanden. John Carter, som hovedpersonen hedder, har superkræfter på Mars pga. den lavere tyngde, og han involveres modvilligt i de lokale forhold, både blandt Mars-menneskene og nogle grønne fire-armede Mars-indfødte. Han er modvillig fordi han mistede sin kone og datter på Jorden, men i løbet af sit Mars-eventyr genfinder han gradvist sin livslyst og sit indre heltemod – ikke mindst takket være den smukke Mars-prinsesse Dejah Thoris.

Filmen er ganske flot og fint underholdende, men den indeholder også en del ændringer i forhold til forlægget – og de fleste af dem er ikke nogen forbedring. Tidligere tiders opfattelse af Mars inkluderede f.eks. kanaler, og sådan nogle var også med i Burroughs’ historie, men de er fjernet i filmen, sammen med junglerne og landbruget – i stedet ser vi en ørkenplanet som svarer mere til vores moderne billede af Mars. Det synes jeg er en stor fejl. I bogen har Marsboerne desuden en teknologi baseret på energiformer de kalder den 8. og den 9. stråle. I filmen er den 9. stråle godt nok nævnt, men som en helt ny opdagelse, og slet ikke som en integreret del af kulturen (bortset fra hos nogle onde aliens, som vil forhindre Marsboerne i at bruge den). De flyvende maskiner i filmen skal sikkert forestille at udnytte den 8. stråle, men det nævnes ikke specifikt.

Dejah Thoris, flot bragt til live af Lynn Collins, er en af de bedste ting ved filmen; hun fungerer rigtig godt som både krigerprinsesse og videnskabskvinde, og filmens version er ikke så lidt bedre end den oprindelig bogs, hvor hun hele tiden bare blev bortført og skulle reddes. Men generelt synes jeg at filmen er en stor simplificering af Burroughs’ originale univers, og selvom den bestemt har en vis underholdningsværdi, så både kunne og burde den have været en hel del bedre.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.32

Dette indlæg blev udgivet i Fantasy, Film, Science Fiction og tagget , . Bogmærk permalinket.

1 Response to John Carter

  1. Lise A skriver:

    Uanset hvad, så skal den jo nok ses en dag … Men det bliver en af de oplevelser, hvor jeg ikke helt tør glæde mig på forhånd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *