Bong of the Dead

Bong of the Dead
Film, USA 2011, 98 min.
Instr.: Thomas Newman
Medv.: Jy Harris, Mark Wynn, Simone Bailly m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2011

De levende døde er tilbage igen-igen, og denne gang skyldes epidemien en række mystiske meteornedslag.

For størstedelen af menneskeheden er dette en katastrofe. For de to bonghoveder Edwin og Tommy (monstro opkaldt efter en vis hr. Chong?) betyder det derimod blot en endnu federe koger, da det går op for dem, at forarbejdede zombiehjerner udgør en ekstremt potent gødning til deres private hampedyrkning.

De to herrers massive hang til bongpiben nødvendiggør hurtigt flere zombiehjerner. Regeringen har haft held til at inddæmme det værste af katastrofen i såkaldte risikozoner, så stik imod al sund fornuft må vores to vind og skæve protagonister udstikke en kurs lige lukt ind i helvede for at skaffe det nødvendige materiale til deres Bong of the Dead.

Efter et (narrativt klodset) sammenstød med den relativt intelligente og talende zombie, Alex Montgomery Dickens III, der vil underkaste sig de levende døde og organisere dem mod menneskeheden (men reelt næppe ville være i stand til at holde styr på en skildpadde i et badekar), drager Edwin og Tommy videre mod målet.

Deres forsøg på at forsyne sig ved en umiddelbart forladt benzintank fører til et længere ophold end planlagt og mødet med den smukke Leah, som naturligvis skal indvies i bong­rygningens glæder. Og som formentlig også er filmens fremmeste kvalitet.

Misforstå mig ikke, Bong of the Dead har skam flere underholdende scener undervejs (og det kan godt være, den er ekstra sjov for bongrygere), men overordnet set savner den ofte lidt fremdrift. De tilrøgede eskapader er lidt hit & miss, og filmens meget få seriøse momenter virker nemt malplacerede og akavede, når de pludselig forvilder sig ind i konteksten. Ret skal dog være ret, og den meget rammende titel har jo allerede på forhånd slået fast, hvad man går ind til.

Men det er ikke kun stener­scenerne, der bliver lidt meget; en næsten 10 minutter lang, dialogfri indledningssekvens, hvori en meteor lander i haven hos et ældre ægtepar, der dermed bliver ofre for epidemien, er for eksempel endnu en sekvens, der sagtens kunne være trimmet til.

Indslag som en alternativ kreation af et brusebad eller et par topløse zombielebber, der snaver hinandens ansigter i smadder i filmens velgørende blodige klimaks, trækker op, men da hele filmen forløber uden for risikozonen – uden jeg dermed afslører noget vigtigt – er det i længden svært ikke at have fornemmelsen af for meget ”bong” og for lidt ”dead”.

Ud over at være mere behagelig mod øjet end Edwin og Tommy er Leah en både mere udholdelig og interessant karakter. At de to herrer i forvejen taler umiskendeligt stener’sk er én ting; det er i længden irriterende nok, at de f.eks. ikke bare kan sige ”zombie” om de rådnende, menneskeædende skikkelser, de sporadisk støder på – næ, det skal partout være en længere smøre som ”cocksucking, motherfucking, piece of shit zaaaambie”, og det skal partout leveres staccato.

Åbenbart.

Sammenholdt med en lydside, der udelukkende er blevet til i efterbehandlingen, udgør dette en vægtig anke. Ud over at der selvfølgelig er lagt lydeffekter på de forskellige hændelser, betyder dette nemlig også, at alle medvirkende er eftersynkroniseret af sig selv. Den i forvejen klodsede dialog stikker derfor endnu mere ud, og der er et frustrerende overflødighedshorn af karikeret stønnen og grynten i diverse situationer. Resultatet distraherer mildest talt fra oplevelsen.

Læg dertil et overforbrug af nærbilleder, der vidner om enten instruktørens forsøg på at camouflere et beskedent budget, der måske ikke har formået at gøre alting helt så postapokalyptisk, som filmen gerne ville det, eller manglende erfaring udi filmproduktion. At sidstnævnte spiller ind, findes der i hvert fald andre eksempler på: I en scene, hvor en person tænder en bordlampe for at afsløre sit ansigt, udelades nemlig til gengæld det dramatiske close up, der kunne have forsynet klippet med den tiltrængte kraft. I stedet får vi skuldertrækkende lov til at bevidne afsløringen fra den anden ende af lokalet …

Nu kan det hele måske lyde utroligt nederen dér, men Bong of the Dead er ikke et så totalt dårligt trip (gnæg), at instruktøren bør blive hverken stenet (haha) eller for den sags skyld fyret (hehe), og skiven kan måske godt ryge (hihi) på som fyld til en zombieaften med vennerne dér, men den er mere skæv (høhø) end fed (hoho) og opnår derfor ikke nogen høj (fnis) karakter. Dér.

Ahem …

Hvis du trods alle disse forbehold alligevel kaster dig over Bong of the Dead, så husk i hvert fald at tjekke rulleteksterne for en ekstra scene, som antyder en opfølger, jeg alt andet lige faktisk gerne så produceret … hvis instruktøren i mellemtiden har fået bedre styr på det filmtekniske og gødet sin hamp med en god dosis ekstra zombier, vel at mærke!

Karakter: 4 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.32

Dette indlæg blev udgivet i Film, Horror og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *