Pectus’ Sten
Roman af Lise Bidstrup
Forlaget Carlsen 2011
Den unge Laus opsøges af nogle sære, gamle mænd. De forsøger at lokke ham til at tage alene til et hotel i Amsterdam for at deltage i ”en konkurrence”. Laus vælger ikke at melde dem til politiet, men i stedet at ignorere dem og de lyserøde breve de sender til ham. Jeg ved ikke om det var tilsigtet fra Bidstrups side, men jeg fik nogle helt andre associationer end den unge helt der skal redde verden, men i starten har svært ved at blive overtalt.
Overtalt bliver han til sidst, og han får da til opgave at finde Pectus’ Sten. (Her må anmelderen indflette en protest over at man bruger ejefald med apostrof i en titel. Det virker umiddelbart klodset, uden at være mærkeligt på den gode måde. Men okay, det er ikke noget stort problem). Pectus, om hvem vi ikke rigtig får noget at vide, har en sten som både skal findes og bruges i et meget vigtigt ritual, som skal udføres med flere hundrede års mellemrum. Laus er den ene af de udvalgte, som skal finde stenen, den anden er en pige fra England, Isabell. De to udsættes herefter for en række opgaver og udfordringer, på deres vej rundt i hele verden for at redde verden.
Men naturligvis ingen fantasy-bog uden en skurk. Skurkene her er to magiske væsener, i starten forklædt som mennesker, som gennem det mest af bogen forsøger at få fat i Pectus’ Sten og få ram på de to ”udvalgte” børn. Børnene får til gengæld hjælp i form at en magisk dims, som redder dem ud af mange farer, og nogle mere godmodige væsener. De tre gamle mænd laver tilsyneladende ikke andet end at følge lidt med i hvad der sker, da først de har sat begivenhederne i gang.
Plotmæssigt hænger historien udmærket sammen det meste af bogen, men til sidst virker det som om der er planlagt at lave en fortsættelse. Der er nogle ting som ikke bliver ordentlig afklaret og specielt en persons adfærd, som virker meget underlig og aldrig bliver forklaret. Væsenerne og personerne svinger fra de lidt for kedelige og velkendte til nogle mere interessante og originale. Blandt andet nogle havvæsener og nogle luftvæsener, synes jeg virkede ret interessante, men de bliver desværre ikke brugt særligt meget.
Problemet med Pectus’ Sten er at den ikke rigtig ved hvad den vil: Fortælle en udviklingshistorie om de to børn, som er det der er lagt op til, ved at den følger en velprøvet eventyr-skabelon? Fortælle om en verden som ligner vores på overfladen, men i virkeligheden er styret af andre regler og indeholder et mylder af forskellige magiske væsener? I forhold til førstnævnte får vi aldrig en god forklaring på hvorfor netop de to er blevet udvalgt, og det er begrænset hvor meget de udvikler sig og får afklaret de personlige problemer de har i starten af bogen. I forhold til sidstnævnte får vi blot nogle glimt af den magiske verden, men ikke nok til at den bliver rigtig levende og sammenhængende.
Som jeg skrev om en anden børne/ungdoms-bog, som jeg anmeldte for nogle år siden, og hvor jeg stadig fortryder en del af det jeg skrev, så er jeg ikke i målgruppen for bogen her. I modsætning til dengang, vil jeg ikke automatisk konkludere at bogen er dårlig, fordi jeg ikke fik den helt store læseoplevelse ud af den. Dem der er i målgruppen, vil formentlig føle sig udmærket underholdt af bogens to meget forskellige hovedpersoner, de onde magter som jager dem og det høje tempo handlingen har det meste af tiden. Bogen er letlæst og velskrevet og den har en udmærket sammensætning af de ingredienser der indgår i en fantasy-roman. Med ovennævnte forbehold.
Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.32