Prometheus
Film, USA 2012, 126 min.
Instr.: Ridley Scott
Medv.: Noomi Rapace, Charlize Theron, Michael Fassbender, Idris Elba, Logan Marshall-Green, Guy Pierce, m.fl.
Der har været en del snak i fankredse om hvilken type film Prometheus ville være. Ville det være en Alien-film som sådan, eller en film med en separat science fiction-historie? Svaret er: begge dele. Selve de kendte Alien-designs og væsner fra Alien-filmserien indgår ikke specifikt i historien, men den er en direkte prequel til Alien-serien, og den indeholder flere monstre som tydeligvis skal forestille at udvikle sig til de kendte Aliens. Prometheus er en univers-opbyggende film som understøtter de senere Alien-films fundament, og gør de to første Alien-film – Ridley Scott’s og James Cameron’s – endnu bedre, samtidig med at dens gennemførthed selvfølgelig gør de forfærdelige efterfølgere (Alien3, Alien: Resurrection og AvP-filmene) endnu dårligere, pga.det spildte potentiale.
Det er svært at sige ret meget om handlingen uden at komme med spoilers, men lidt bliver jeg nødt til at afsløre. ”Prometheus” er navnet på et forskningsrumskib som under finansiering af Weyland Industries i 2091 sendes til et stjernesystem omkring 35 lysår væk, hvilket åbenbart kan gøres på ca. to år. De to arkæologer Shaw (Noomi Rapace) og Holloway (Logan Marshall-Green) har fundet koordinaterne til stjernesystemet på diverse ældgamle hulemalerier, og har udviklet den tese at rumvæsnerne fra dette system, nærmest som guder, har skabt menneskene. Og den tese vil de meget gerne teste. De ankommer til målet, som viser sig at være en 2000 år gammel militærbase hvor rumvæsnerne udviklede biologiske våben. Men nogle af våbnene slap løs og basen måtte lukkes ned. Hvilket var fantastisk heldigt i betragtning af hvilket mål våbnene eller skulle have været brugt imod …
Den aldrende Peter Weyland tog med på rejsen i håb om at møde nogle rumvæsner som kunne gøre ham udødelig, men selvom han får chancen for at møde et af væsnerne, går det naturligvis ikke helt som han havde håbet.
Historien er god, men da filmen slutter er der stadig en 3-4 meget vigtige spørgsmål omkring plotsammenhængen som ikke er blevet besvaret. Der lægges op til en efterfølger, som går i en anden retning end Alien-filmene, og den håber jeg da, de laver, men man kan have sine tvivl, netop fordi det ville blive en helt anden historie. For Prometheus fungerer slutningen godt; det er en rigtig sci-fi-slutning som sender fortællingen op på et højere plan. Men hvis ikke de vigtige plotspørgsmål besvares, så ender det med at ligne den type ufærdige plot som man desværre ofte ser i film hvor producenterne ikke har haft idéer nok til en rigtig helstøbt historie. Jeg har dog på fornemmelsen at en del af spørgsmålene vil blive besvaret i ekstra-materialet der vil komme med på DVD og Blu-ray, og udforske dette univers yderligere, ligesom vi f.eks. også så det med ekstra-materialet til Watchmen-filmen. Jeg håber bestemt vi får en extended edition på disc, for der er også mange detaljer i personskildringen som mangler noget uddybelse. Historien i filmen kører derudaf med høj hastighed, og der bliver ikke rigtig dvælet i nævneværdig grad ved nogle af personerne, hvilket er en skam. Noomi Rapace’s Elizabeth Shaw er den klare hovedperson, som f.eks. plages af at hun er steril (men dét bliver hun ikke ved med at være…!), men selv hun får faktisk ikke særlig meget tid i søgelyset, og hendes kæreste, Holloway, gåes der langt mindre i dybden med; hans reaktioner virker ikke som en videnskabsmands. Filmens pressemateriale og interviews snakker meget om at de to figurer har visse spirituelle overbevisninger og forventninger, men det er en subtekst som selve filmen ikke bruger ret meget tid på. Af de øvrige figurer er kaptajnen, Janek (Idris Elba), den bedste, mens et par af videnskabsfolkene er nogle værre idioter. Filmen lider lidt af at den gerne vil inkludere nogle detalje- og karaktertyper fra de gamle film som bare ikke passer ind i denne film, og derfor kommer et par af de dummere personer efter min mening til at passe dårligt ind i denne films historie. Men, i sidste ende er de fleste af personerne jo alligevel MONSTER FOOD, så det kan jo være det samme, hæhæ!
Til trods for at der ikke er den store brug af CGI, er effekterne i Prometheus af højeste kaliber. Der er mange rigtig smukke hi tech-scener, og teknologien spiller hele tiden en vigtig rolle i historiens fremadskriden. Rumskibsmiljøet er dog noget poleret; det lidt beskidte og ”godt brugte” look fra den første Alien-film, som formidler en overbevisende autenticitet, er ikke i så høj grad til stede her; måske fordi man (bortset fra en enkelt sex-scene) overhovedet ikke ser besætningens personlige living quarters. Det er dog muligt at man skal se filmen et par gange før man kan danne sig et ordentligt indtryk af dette.
Filmen er i 3D, men jeg må indrømme at jeg ikke lagde mærke til nogle specielle 3D-effekter, så jeg er ret sikker på at den gør sig lige så godt i 2D. Det er en superflot film, men i sidste ende sidder man stadig tilbage med en lille håndfuld kritikpunkter.
Karakter: 9 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.33
De grå høje pre-mennesker/aliensfædre.. Dem syntes jeg mangler noget dybte. De virker noget tomme. Man når ikke at forstå ordenligt. De har udviklet biologiske våben, som havde planer om at blandt andet at dræbe menneskeligheden, men hvorfor finder man ikke helt ud af. Deres motiver ganske enkelt uvidst. Også havde jeg forventede mere fra den sovende grå kæmpe andet at han bare var en dræbermaskine.