The Innkeepers
Film, USA, 2011, 92 min.
Instr.: Ti West
Medv.: Sara Paxton, Kelly McGillis, Pat Healy m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment
Instruktøren Ti West gjorde sig for et par år siden bemærket blandt horrorfans med The House of the Devil, en gyser sat i 1980’ernes USA og med den særlige force, at den i udtryk og opbygning var en gennemført gengivelse af 70’ernes og 80’ernes gyserfilm. Filmen var både stemningsmættet og spændende og det var derfor med en vis forventning, jeg satte anmeldereksemplaret af The Innkeepers i afspilleren.
I denne omgang har instruktøren angiveligt ladet sig inspirere af 60’ernes spøgelsesfilm som bl.a. The Haunting. Det gamle hotel The Yankee Pedlar Inn står over for sin sidste weekend, før den sløje forretning skal dreje nøgle om. De to ansatte Claire og Luke, der hænger på den sidste tjans, er fascinerede af historien om en kvinde, der efter sigende skulle hjemsøge hotellet. Gæsterne er fåtallige, og de to ansatte har rigeligt med tid til at pjatte indbyrdes, undersøge stedet for mystisk aktivitet og for Claires vedkommende lade fantasien få frit løb i en lang, mørk nat med sære lyde og mystisk rumsteren. Men overreagerer hun bare, eller har hotellet virkelig logerende, der ikke tilhører de levendes verden?
Ti West er en instruktør, der tager sig god tid til at opbygge sin fortælling, og filmens første halvdel forløber hovedsagelig med at etablere karakterer og opbygge atmosfære. Sara Paxton udstråler en naivitet og kejtet sødme, der gør det svært ikke at holde af og med Claire, mens Pat Healy danner en god modvægt til hende som den tørre kyniker Luke. Rollerne er velbesatte, og deres indbyrdes kemi fungerer godt. Kelly McGillis giver den som en falleret skuespiller, der i stedet har etableret sig som medium og måske kan hjælpe de to hotelansatte mod åndernes magt (ups, utilsigtet ordspil!).
Halvvejs igennem filmen begynder uhyggen at indfinde sig – eller der er i hvert fald tiltag. Filmen bygger flere gange en spænding op; pirrer for igen og igen at lade luften sive ud. Intensiteten synes bare ikke at blive hængende mellem scenerne og fortætte atmosfæren. Der er med andre ord snarere udsving på spændingskurven end en støt stigning. Dertil kommer en alt for ordinær spøgelseshistorie med alt for ditto virkemidler.
Med omtrent 10 minutter tilbage bliver filmen endelig rigtig intens, men selv om det er fedt, må det siges at være både for lidt og for sent. Ydermere virker den efterfølgende afrunding vag og uforløst. Uden at afsløre for meget, kan jeg fortælle, at det virkelig gælder om at have øjnene med sig i den sidste scene. Blink og du går glip af det. Sid for langt fra skærmen (og det behøver vitterligt ikke være langt!), og du går glip af det. Okay, for lige at gå hele vejen: Undlad at google slutningen efterfølgende, og du vil sikkert aldrig opdage det. Måske lige subtilt nok …
Det samme gælder sammenhængen. Filmen forærer os måske nok brikkerne til puslespillet, men vi må selv sørge for at sætte dem sammen. Ikke fordi en film ikke må kræve noget af sit publikum eller lægge op til fortolkning, men intet ved The Innkeepers giver indtryk af, at der ligger noget sådant i kortene. Her havde det formentlig hjulpet filmen en del, hvis Ti West enten havde gjort pointen mere gennemskuelig eller tilført en åbenlys skævhed, der manede til spekulation. I stedet ender The Innkeepers med at minde om så mange andre spøgelseshistorier, men mindre oprivende og med en umiddelbart fesen, uforløst slutning, hvilket er synd, da den ellers både har charmerende hovedpersoner og kommer udmærket fra start.
Men helt ærligt: En gyser, der ikke leverer på uhyggefronten og alligevel forventer, at publikum gider gense den for at få det hele med? Nej, vel? Jeg tror bare, jeg sætter den næste film på …
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.33
Karakter: 4/10
