Pushing Ice
Roman af Alastair Reynolds
Ace Books 2006, 580s.
Det var spændende at møde Alastair Reynolds på dette års Fantasticon, og som den ægte fanboy jeg er, sørgede jeg i løbet af con’en for at få signeret en lille håndfuld af hans bøger. Mens jeg ikke har fattet den store interesse for hans hovedserie af romaner (Revelation Space-serien, som er lige lovlig grå og gloomy for min smag – jeg fik samme indtryk af novellesamlingen Galactic North, som foregår i samme univers) er jeg blevet ganske glad for hans stand-alone romaner. Udover den nye Blue Remembered Earth, som jeg anmeldte i sidste nummer, er jeg lige nu i gang med The House of Suns (2008), som har en forbilledligt enkel og engagerende historie, der ville passe rigtig godt til en film. Den lidt tidligere roman, Pushing Ice, er mere kompleks, samtidig med at den på mange måder er af klassisk tilsnit. Historien er en blanding af Rendezvous med Rama og tv-serien Månebase Alpha, og hvorfor ikke? Et af kendetegnene ved klassikere er jo at de danner skole, og at elementer fra dem bliver til konventioner indenfor genren.
Pushing Ice er velskrevet; en rigtig page-turner. Historien starter i 2057 ombord på et rumskib der skubber is-kometer indad i solsystemet; en profession hvis udøvere kalder sig ice-pushers. Men i løbet af kort tid begynder den vilde action. Jupiter-månen Janus forlader pludselig sit kredsløb og sætter kurs mod en fremmed stjerne, og så accelererer den ellers. Tydeligvis er Janus i virkeligheden et fremmed rumskib med ukendt formål, og vores hovedpersoners rumskib er det eneste der kan nå at indhente og studere Janus inden den forlader solsystemet. Rumskibet bliver fanget i Janus’ motorers kraftfelt og bliver hjælpeløst trukket med ud i det mørke interstellare rum. Til sidst må de crashe rumskibet på bagsiden af Janus og starte en mangeårig tilværelse som ufrivillige passagerer på en interstellar rumrejse. Udover de mange eksotiske problemer der skabes af situationen i sig selv, handler historien om magtkampen og det personlige forhold mellem rumeventyrets to kvindelige ledere, Bella og Svetlana. De starter som venner, men bliver med tiden bitre fjender og eksilerer hinanden efter tur, efterhånden som deres respektive lederstjerner hhv. synker og hæver sig. Skildringen af de to kvinder er ganske vellykket, og man kan undre sig over at personskildringen i Reynolds’ efterfølgende romaner faktisk er langt mindre detaljeret og mere papagtig.
Udviklingen i Pushing Ice kan ikke refereres i detaljer, for der sker meget hurtigt en masse ting, som det ville spoile historien at nævne i en anmeldelse. Plottet er spændende og opslugende, men i sidste ende griber det lidt for meget om sig, og der er mange spørgsmål som man aldrig får forklaringer på. Men undervejs beskrives en masse interessant teknologi og nogle mindeværdige aliens. I sidste ende handler bogen om at opridse en mulig vision for hvordan livets og civilisationers udvikling i universet er gået for sig over tid og hvad det hele er endt med. Som sagt er der mange ting man ikke får svar på, og det gør bogen en smule skuffende; det store pay-off indfinder sig ikke. Visionen for livets skæbne i universet er desuden ret gloomy, hvilket ikke er så tilfredsstillende for den optimistiske læser. Men romanen indeholder rigtig mange gode oplevelser, realistiske beskrivelser og imponerende idéer undervejs, og er bestemt et bekendtskab værd.
Karakter: 7 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.33
