Syndfloden
Carl S. Torgius
Science Fiction Cirklen 2010
Syndfloden er en interessant bog. Det er ikke nogen god bog, men den er i det mindste relativt hurtigt læst med sine ca. 200 sider, og dog formåede den flere steder at være en kedsommelig læseoplevelse. Bogen er interessant, fordi det nu snart 100 år gamle værk er nærmest en tidskapsel ind i en anden tidsperiode.
Syndfloden er en dansk science fiction-roman fra 1913, som SFC under Niels Dalsgaards kyndige indsigt har genudgivet, og det er interessant at læse så gammel en science fiction-historie, dels fordi den er dansk, og derfor foregår tæt hjemmepå, og dels fordi den fortsat er så langt fra læserens egen hverdag. På 100 år er der sket mange ændringer.
Bogen er en katastrofefortælling, hvor forfatteren skaber et mikrokosmos ud af en gruppe overlevende, og vi får således en række forskellige blik på datidens sociale og politiske forhold, hvor de overlevende repræsenterer forskellige dele af samfundet, fra rigmanden der har finansieret ubåden til den socialistiske talsmand for arbejderne. Udgangspunktet er, at en komet nærmer sig jorden, og en lille gruppe mennesker tager tilflugt i en ubåd, hvor de formår at overleve, mens resten af menneskeheden går under. Vi følger nu gruppens forsøg på at bygge et nyt samfund op.
Vejen til en ny fremtid er lang og omstændelig for de overlevende, som for en kort tid finder levnene efter Atlantis, inden det endnu en gang opsluges af havet. Siden finder de sidste overlevende land, som de påbegynder en ny koloni ved, men flere farer lurer i form af både magtkampe blandt de overlevende og en kamp mod de sidste farer fra kometen i form af giftskyer.
Katastrofefortællinger som Syndfloden eller f.eks. den klassiske Da trifitterne kom af John Wyndham bruger fortællingens ramme til at udforske forskellige aspekter af samfundet, som det kollapser og de overlevende forsøger at finde en ny orden, hvilket i Syndfloden bruges til lange samtaler, og her er Carl Torgius ingen stærk forfatter, og samtalerne forvandler sig let til træske monologer. Ikke desto mindre er afsnittene interessante, men mest for vinduet ind i en anden tidsalder og de tanker, der her blev gjort om samfundet og dets indretning. En ting man med sikkerhed lærer er, at anarkister var uønskede og at datidens blik på dem var, at de var folk, der ødelagde ting for den meningsløse ødelæggelses skyld.
Anmeldt af Morten Greis Petersen i Himmelskibet nr.33