Proxima nr. 95
Science Fiction Cirklen, 2012
Proxima er Science Fiction Cirklens tidsskrift, som har eksisteret i mere end 35 år, og som dækker anmeldelser, noveller samt mindre artikler og transkriptioner af debatter fra science fiction-konventer, alt sammen med science fiction i fokus, og nr. 95 er ingen undtagelse.
Dette nummer rummer ud over de faste elementer fem artikler, hvor de to af dem gennemgår de seneste års danske science fiction-udgivelser, den ene i form af en bibliografi, og den anden i form af en gennemgang af 11 nye danske science fiction antologier. Begge er forfattet af Niels Dalgaard, der fast skriver til Proxima og har en meget stor indsigt i science fiction genren. Foruden disse to artikler er der en artikel, som er en samtale med Lise Andreasen om antologien Sense of Wonder, et opus på 225 noveller, essays og digte fordelt på omtrent 1000 sider om science fiction i sine mange afskygninger. Men som samtalen mellem Lise og Niels afslører, så er science fiction en mangfoldig størrelse, som selv med sine 225 artikler kommer bogen til kort, og til trods for at de to debatører fastholder, at Sense of Wonder er en anbefalelsesværdig udgivelse, så har deres store viden og indsigtsfulde kommentarer om værkets mangler efterladt en med så meget tvivl om værkets kvaliteter, at man lades noget i tvivl om, hvorvidt værket er pengene værd.
Et fast element i mange Proxima er en transkription af en debat mellem science fiction-entusiaster, -forfattere og -redaktører mv. om et givent emne, og som er loyalt nedskrevet til eftertidens glæde, og denne gang gælder det emnet “Er modernismen i science fiction død?”.
Den sidste artikel er et oplæg til den ene af tidsskriftets fire noveller, som er en genudgivelse fra 1949 af Albert Dam og derfor er interessant at læse som et blik ind i en anden tids opfattelse af fremtidig eller fantastisk teknologi og hvordan den kan bruges til at fortælle historier. De tre andre er korte historier på knap to sider hver, som er hentet fra tidsskriftet Nature, hvor de blev udgivet i 2010, og nu foreligger de på dansk. De tre noveller fra Nature er underfundige, og på den korte plads formår de at præsentere et novum og dets indflydelse på samfundet.
Som altid er der en lang serie anmeldelser, og Proximas styrke er dets evne til at komme godt rundt i litteraturen ved ikke kun at inddrage danske og engelske udgivelser, men f.eks. også ved at have en sektion med tyske udgivelser.
Anmeldt af Morten Greis Petersen i Himmelskibet nr.34