Refleksioner
Novellesamling
Red. Flemming R. P. Rasch
Ny Science Fiction 2009 152 sider
Denne bog fra Ny Science Fiction er opfølgeren til Cirkler, hvor der som her også blev indbudt forskellige forfattere til at skrive en novelle hver. Der er flere skribenter med denne gang (12 mod 9 i Cirkler), men 12 noveller op mod 13. Det er altid rart at se mange forskellige tilgange til en genre – og forskellige er novellerne bestemt også – men generelt virker alle novellerne alt for korte, så i den forstand havde det været bedre hvis nogle færre havde haft mere plads at boltre sig på.
Bogen har et gennemgående problem med at for en stor dels vedkommende er science fiction-elementet meget svagt, nærmest en tilføjelse for at de kunne komme med i samlingen.
Men hvad skulle der dog også blive af noveller som disse, hvis ikke der var tale om en genre-samling? Antologier skal have et samlingspunkt, og hvis ikke det er tema, kan det ikke være særligt mange andre ting end nationalitet eller genre. Derfor er det ingen større katastrofe at noveller lige får et science fiction-vrid, ellers ville de jo ikke blive udgivet. På den måde afslører samlingens eksistens lidt et decideret mangel på populære novellemagasiner her i landet.
Det store sving i samlingens kvalitet er på en måde også genrelitteraturens store fordel, hvilket igen forklarer hvorfor der er udkommet ikke så få af denne slags samlinger i de senere år (Ny science fiction, SFC, Huf, Tellerup og Valeta gør det). Det er simpelthen et sted hvor amatører kan boltre sig med professionelle. Konceptet er ingenlunde fortærsket endnu, og det er grund nok til at støtte selve den indsats der med denne samling er gjort, selv om man ikke skal vente sig samme niveau som ”Cirkler.”
Det skal også siges at bogen er mere velproduceret end sin forgænger. Coveret føles simpelthen rarere, selv om det muligvis er mindre solidt. Der udkommer efterhånden mange bøger som teknisk set er paperbacks, men hvis overflade og papirkvalitet svarer til en hæftet bogs. Det er et udmærket kompromis.
Coveret, af Laura Andersen, er decideret smukt. Det er et delvist stiliseret landskab, med en nogenlunde realistisk person i det, mest i en behagelig grøn atmosfære. Derudover er jeg nok prædisponeret for at foretrække covers hvor der er personer på, frem for ”Cirklers” meget mere stiliserede cover. Det havde da også sin egen charme, men denne slags sælger nok også bedre, når der er tale om genrelitteratur.
Og nu til en mini-anmeldelse af hver enkelt novelle, med det basale plot, hvad der er godt og hvad der er skidt i hvert enkelt tilfælde.
Anholt af Lauge Rosendal handler om et Danmark i nær fremtid, hvor velfærdsstat og demokrati langsomt, men sikkert går til grunde, som situationen nærmer sig statskup. Det er en form for satire over lunken liberalisme.
Umiddelbart har den en sjov grund-idé, med at være skrevet som nogle interviews på dialog-form, og ved at hovedpersonen (statsministeren), holder en fuldstændig stiv maske, trods alt det groteske der går for sig omkring ham.
Problemet er at satiren er hamrende usjov, for der er intet gjort for at lade pointerne glide ind i handlingen – i stedet er de der bare, fuldkommen nøgne, som om de sælger sig selv. Først og fremmest langes der ud efter reglerne for arbejdsløshedsunderstøttelse, samt liberalisering af prostitution. Det er selvfølgelig helt legitimt, men det fremstår som et postulat, og derudover er der også nogle problemer med den interne logik.
Hvis det vitterligt forholder sig sådan at vi selv, qua ligegyldighed med udsatte grupper og omverdenens opportunistiske realpolitik, er ude om at samfundet slår fejl, hvorfor er folk så ikke selv ansvarlige for deres økonomiske situation?
Alt i alt minder novellen om et kasseret udkast til en revy, og det er helt tydeligt at det burde have været læst op eller spillet for at have nogen virkning – men selv da skulle der arbejdes meget med timingen.
Annas onsdag af Sebastian Flamant er en endda meget god novelle om hvordan rutiner dræber samlivet, i dette tilfælde ved at samme dag gentager sig i en uendelighed.
Konceptet er blevet brugt i f.eks. En ny dag truer og endda i Strengt fortroligt, men det føles ikke som en overflødig gentagelse (haha), for det er en fin skildring af yuppiernes alderdom, uden børn, uden reelle resultater i livet.
Det virkeligt skræmmende er at læseren hurtigt kan se at det er samme dag der gentager sig, og at hovedpersonen ikke kan se det.
Desværre er fortællingens novum nærmest en tilføjelse, og kun vagt defineret. Det er meget ligesom hvordan monstret i Michaels Kamps skræmmende plejehjemsskildring Hvor de gamle visner, bestemt ikke stod i fokus. Derfor kunne den have været lige så stærk, hvis ikke stærkere, som reallitteratur, af mangel på et bedre ord.
Circulus af Brian P. Ørnbøl er skrevet i en digt-agtig prosa-stil, og handler også om den evindelige gentagelse.
Det er et pænt billede, men mere er der ikke at komme efter.
Den lille dronning er skrevet af Richard Ipsen, og handler om Sri Lanka som del af en fascistisk indisk super-stat, efter at der har været et folkemord på tamilerne.
Som Richard Ipsen har for vane, dynges der en masse relativt eller tilsyneladende uvæsentlige detaljer op, alene for stemningens skyld, og det fungerer lige så godt som altid. At plottet er sat i Asien forlener novellen med en smuk æstetik, men indere behøver ikke at føle sig udstillede – en del af pointen er at totalitære styrer kan opstå hvor som helst, når som helst, hvilket dog er lidt af et postulat (egentlig er det ikke grebet helt ud af luften – SS havde en ”Freies Indien”-afdeling, om end de ikke lige tilhørte kerne-tropperne…). Derudover er det også en fandens god titel, især fordi man slet ikke aner hvilket novum der gemmer sig bag, og som derfor ikke skal afsløres.
Desværre er det eneste svar der gives på det morderiske, fascistoide styre, hævn. Det er måske mere realistisk end halvfesne fortællinger om uholdbar forsoning i kølvandet på frygtelige forbrydelser, men i sidste ende er det blot historien om en mand der trods sin åndelighed, oplysning og retfærdiggjorte vrede, selv udfører en monstrøs handling. Ofte er Richard Ipsens hovedpersoner bare usympatiske, men denne gang fremstår hovedpersonen som decideret ond. Derfor sidder man tilbage med en lidt fad fornemmelse til slut.
Den sande historie om hvordan jeg overvandt min skriveblokering er Flemming Raschs’ egen, og handler om fandom, om folk der skriver science fiction. Den er den mest helstøbte og veldisponerede af alle novellerne, og man mærker at forfatteren virkelig har haft noget på hjerte.
Der bliver satiriseret lidt over om fans nogensinde får drevet deres ambitioner til noget – og der gives faktisk et bud på hvad problemet kunne være, netop når man overlagt står i skyggen af end egne yndlingsforfattere. Man kan roligt sige at der er tale om et slags forfatter-ødipus-kompleks i denne historie.
Det gør ret ondt at læse nogle gange – som én af personerne siger om en bog alle godt ved aldrig bliver færdig: ”Fire år, tror jeg. Nej, vent! Fem. Eller nok nærmere seks.”
Det er meget nemt at regne ud hvilke fans og forfattere der her portrætteres, og det er endda for tæt på til at være parodier. Men jeg spørger mig selv om det virkelig var meningen – lidt stødt kan de portrætterede ikke undgå at blive.
Den har dog også nogle svagheder. Det havde været rigeligt at den netop handlede om fans, for at høre til i samlingen, og dens novum – en udenjordisk besættelse – tilfører ikke historien andet end en scene hos en læge, der reagerer så urealistisk (ved ikke at få hovedpersonen mentalundersøgt), at den virkelig godt kunne have været undværet. En konkretisering af hovedpersonens sære udenjordiske besættelse kunne muligvis havde forbedret novellen fordi det ville gøre det mere til ægte science fiction, men kunne også ødelægge tingene ved at forklare for meget, især når det er portrætterne der er i centrum. Så forklaringen mangler nok, men den savnes ikke.
Den kunne også godt være blevet forbedret af at flere forfattere havde været med i novellen. På den anden side er timingen måske bedst holdt med den rimeligt stramme komposition, og når en novelle skal være sjov – hvad den er – kan man ikke risikere at tage chancer med timingen.
Dødspiberne på Gékon, af H. H. Løyche, handler om en aggressiv art der efterlader sig enklaver inde i dets egne territorier – et plot der ganske enkelt virker som om det burde have været en del af en langt større historie. Der er i hvert fald potentiale nok i dens univers og dets sære arter. Mest bemærkelsesværdigt, er den sære dialekt som en oversættelsesmaskine skaber.
Det eneste egentlige problem, er at titlens dødspiber egentlig er ret uvæsentlige for historien.
Den er ikke helt vellykket, men alligevel fascinerende nok historie, der både kræver og bestemt også tåler et par gennemlæsninger.
Erindringsfabrikkerne af Jens Blendstrup handler om et stof der lader en opleve en afdøds erindringer.
Der er en masse gode ting at komme efter – eksempelvis at der stables en dialog på benene for at forklare os om novum’et, hvilket giver en meget god dynamik med alle de alvidende fortællere der ellers befolker bøgerne. Det minder meget om den måde man fortalte historier på i ”den gyldne tid”, og det er i alt fald en god afveksling.
Manden der har fået for meget af stoffet, og efterhånden glider længere og længere bagud i verdens hukommelse er meget, meget skræmmende – nærmest en slags postmodernistisk devolution.
Desværre minder fortællingens novum, erindringstoffet, lidt for meget om ”globe” i Løyches ”Mission til Schamajin”, og tilsvarende svarer ”erindringsnarkomaner” (ellers et godt ord!) til de såkaldte ”globe-heads” fra samme bog.
Fortællingens budskab om eskapisme er heller ikke særligt godt serveret. Jaja, vores egen fantasi er en tidsmaskine, og ja, vi kan gå tabt i den! Hvad så med vores bøger, musik, film, spil og andre medier som jeg end ikke har hørt om endnu?
Det er ikke nok at få det problematiseret – det havde været rart med nogen stillingtagen til hvad vi kan og bør gøre ved det. Især fordi det erindringsfremmende stof MEM1414 kommer til en fremtid nær dig!
Forbudte lyster af Stig W. Jørgensen har to handlinger – en historie om en sommerdag i Danmark hvor der skal udveksles noget information, og så en handling om avatar-sex på internettet.
Den har den interessante pointe at man kan betale med at få viden, i fald den er politisk uønsket.
Problemet er at denne pointe ikke er science fiction, og det er avatar-sex heller ikke. Derudover er de to handlinger alt for tyndt forbundet, og når ud over den yderste grænse for hvad læseren selv kan tænke sig til. Synd.
I Globalisering af Helga Berg, lammer et hacker-angreb elektricitet over hele verden, med omfattende problemer til følge. Vi ser på følgerne i både Danmark og Indien.
Pointen er simpelthen at skabe en tænkt verden hvor der kun er ulande, og hvor problemerne ikke stopper af at man tager et andet sted hen – moralen er en art kaosteoretisk bevis for at alle har ansvar for alle andre lande. Simpelt og effektivt. Hun fortjener ekstra ”credit” for at undgå stereotype og stupide forestillinger om barbari og sammenbrud i den vestlige verden, og fokuserer på at tingene nødvendigvis må gå skidt, dog ikke fuldkommen bersærk, world-wide i tilfælde af en katastrofe. Så galt gik det jo ikke engang på Haiti – og mere galt kan det vel ikke gå.
Desværre er hacker-gimmicken det eneste novum i historien, og den var allerede trættende da Die Hard 4 brugte den. Der er simpelthen grænser for hvor meget man kan gøre med en computer, især fordi systemerne vel bliver sikrere, og ikke mere og mere ustabile, med tiden (man har da lov at håbe).
Himmelsk bønneurt til Helvedes-suppe af Sabina Theo handler om rimeligt almindelige mennesker der kommer i Helvede, hvilket viser sig at være en overvældede positiv oplevelse for dem, samt om nogle hellige mennesker der keder sig i himmeriget.
Der er nogle få spøjse idéer, såsom at Helvede fungerer som verdenshistoriens store ”losseplads” hvor alle de glemte ting ligger. De pavelige i Himlen er meget underholdende, især når de planlægger at slå skt. Peter ned med et bæger – og børnenes blandede gudstro er nærmest rørende.
Ellers må det blot konstateres at novellens individualiserede syn på hvad Helvede og Himmel er, dvs. at ens himmel kunne være helvede for en anden person, har været kendt siden middelalderen, og det er ofte brugt som en ”twist ending” i gamle horror-magasiner, hvor det går op for læseren at hovedpersonen i havnet i sit eget personlige helvede.
Novellen prøver at være vittig, ved at fremstille det som om Helvede mestendels er ”sjovere” end Himlen, og proklameres nærmest som var det en åbenbaring eller en provokation. Problemet er at det er temmelig indlysende at det er ”sjovere” at være ond – hvis ikke det var dét, hvorfor ville der så være ondskab til overhovedet, og hvorfor ville ordet ”fristelse” eksistere? Dette faktum bevises af alle sexede skurke fra Catwoman til Kriss de Valnor.
Det mest kendte eksempel på at vende tingene om, er Jacques Offenbachs version af Orfeus i Underverdenen, hvortil den berømte can-can, som alle mennesker kender, er skrevet!
Hvad værre er, er satiren, bortset fra visse lyse indfald som allerede er nævnt, ikke meget bedre end film-versionen af ”Rejsen til Saturn” – selv fortællingens ”Mucifer” er en slags ”reserve-Jesus” med modsat fortegn.
Jeg må med stor ærgrelse konstatere at det er gået forfatteren forbi at dens vits ikke bare fortærsket, men endda tænkt med ind i de religioner der laves satire over.
Sundhedstjek af Manfred Christiansen er at sammenligne med en lille ”Hannibal”-sektion i fængslet, hvilket får dødssprøjten til at virke ganske human.
Den er skræmmende nok, men der er et reelt problem her: Er den et argument for dødsstraf? Alt peger på det, men jeg har bare svært ved at forestille mig at det er intenderet. Science fiction er den heller ikke, ikke engang fantastik – der er måske ikke noget der hedder ”kvikkere” og ”døsere”, men de samme stoffer findes. Der er intet i vejen med ikke-overnaturligt gys, men den virker bare lidt malplaceret.
Thanatos-Tsiolkovskij af Christian Haun giver ingen mening. Ikke i denne verden, ikke i den næste, ikke lukket inde i en tank med William Hurt.
Den kan læses som et digt, om man vil, og man kan måske finde en vis æstetisk glæde i de mærkelige, usammenhængende logs, lidt ligesom hvis man sidder og læser Ludwig Wittgenstein og hans småstykker om savsmuld i kroppen, og bare prøver på at flyde med.
Hvad der er godt og skidt, er underordnet i dette dårlige trip, men personligt kan jeg kun synes om en novelle hvor ordet ”nekronaut” optræder.
Sært.
Alt i alt får novellesamlingen altså ikke de varmeste anbefalinger herfra, men konceptet fortjener stadig at det sælger godt nok til at der kan komme en mere værdig efterfølger.
Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.24
