Han, hun og algobatoren
Tegneserie af Ole Comoll Christensen
Fahrenheit 2012
Hardcover-album
72 sider, kr. 149,50
To rumvæsener nødlander en sommeraften på Jorden og har brug for en algobator for at kunne genstarte deres rumskib. Den håber de at kunne finde i den nærliggende villaby Tuchola; en typisk amerikansk forstad i Spielberg-stil. De to strandede er heldige, dels fordi de taler de indfødtes sprog, og dels fordi de ankommer en aften hvor der er (mindst) en stort kostumefest i byen, så deres noget aparte udseende skaber ingen problemer. En, de har snakket med, foreslår at en fyr ved navn Andy måske kan hjælpe dem – han kan skaffe lidt af hvert. Men Andy dukker ikke op til festen fordi hans kæreste (af god grund) er blevet sur på ham. I stedet hænger de ud forskellige steder og snakker med de indfødte om livet, kærligheden og andre svære spørgsmål mens de tyller dåseøl – en drik, der er ny for dem, men som de hurtigt lærer at sætte pris på. Det er i store træk hvad albummet Han, hun og algobatoren – med den meget passende undertitel En historie om dåseøl, kærlighed og rumvæsener – handler om, indtil en afslutning med nogle krøller jeg ikke vil afsløre her.
Ole Comoll Christensen er trods en relativt begrænset produktion en gammel rotte i tegneseriefaget med en karriere på mere end 20 år. Han er mest kendt for den prisbelønnede serie Dimensionsdetektiven, skrevet af Niels Søndergaard, men har også lavet tre samlinger af korte historier. Comoll mestrer mange forskellige stilarter, og dette album er tegnet i sort/hvid i en relativt enkel streg med meget brug af sorte flader – en stil der ikke er ulig den som hans ven og tegneseriekollega Peter Snejbjerg bruger, blot en kende mere rå. Eftersom Comoll har været assistent på flere af Snejbjergs amerikanske serier, er det måske ikke så underligt.
Han, hun og algobatoren er ikke ligefrem et handlingsmættet tegneseriealbum. Det fokuserer i stedet på stemning og en afdæmpet humor i sin afbilding af dels den øvre middelklasseungdom i USA og dels de to bananlignende rumvæsener, der på én gang har det som fisk i vandet og fisk på land. Comoll viser sin modenhed som tegner i en udpræget mangel på effektjageri; til gengæld er hvert eneste billede perfekt komponeret med stor variation i kameravinkel og god balance mellem figurer og baggrund. Der er mange fine detaljer omkring de udklædte festgæster, blandt andet en pige der er klædt ud som Nofret, eller i hvert fald noget der ligner til forveksling, og en skægget Luke Skywalker, der bæller øl med Darth Vader.
Der er nok for meget ‘art movie’ over albummet til at det bliver nogen stor kommerciel succes, men Ole Comoll Christensen kan så i det mindste glæde sig over at have skabt en kunstnerisk succes. Det er meningen at albummet også skal udkomme på engelsk, og arbejdstitlen har faktisk været Earthling Andy.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.34
