Nicole Boyle Rødtnes – Gravslægt

GravslægtGravslægt
Skeletter i skabet 4
Roman af Nicole Boyle Rødtnes
Facet 2013, 353 sider

Skeletter i skabet serien er nu kommet til sin ende. I de tre bind op til nu har vi fulgt den unge Davie der har været i lære som henholdsvis kloakpasser, skeletinspektør og flammetæmmer. Normalt har unge kun én læreplads, men alle steder Davie har været, er der sket ting, som har gjort at han ikke kunne fortsætte. Han er blevet blandet ind i et komplot, hvor en korrupt politiker forsøger at tilrane sig magten i bystaten. Dette komplot har kostet flere liv, og Davie har også flere gange været i fare. Et andet fareelement er Davies fætter Davon, som er et dødsbarn, hvilket bl.a. betyder at blot en berøring fra hans hånd koster liv, er stukket af fra den institution han var på, og han har nu flere gange opsøgt Davie.

I starten af det fjerde og sidste bind i serien har Davon samlet en stor gruppe dødsbørn, og de har sammen besat byen. Davon har bortført Davie og udnytter at de ligner hinanden, ved at lade Davie tale på sine vegne således at eventuelle attentater vil ramme Davie og ikke Davon selv.

Det lykkedes Davie at stikke af og opsøge modstandsbevægelsen, men han finder at denne er styret af selvsamme korrupte politiker som er skyld i at alt er gået galt. Davie skal nu sammen med sine venner både forsøge at bekæmpe besættelsen, samtidig med at de skal tage sig i agt for politikeren som også vil dem til livs for at sikre sig at de ikke sladrer om de ting de ved om ham.

En mulig løsning på problemet med dødsbørnene, vil være at undersøge om der er noget i det gamle savn om gravslægten. Sagnet fortæller at man kan få alle byens slægtsskeletter til at bryde ud af deres skabe og samle sig i en hær under ledelse af den der har påkaldt dem. Sagnet fortæller dog at for at påkalde gravslægten så skal man have lidt tab i kampen, man skal have opsamlet en del af fjendens blod samt man skal ofre et stykke af sin egen krop.

Gravslægt får samlet trådene fra de tre første bind til en god og spændende slutning. Det er et fantasifuldt, interessant og godt opbygget univers hvori historien finder sted. Ideen med at gøre det gamle ordsprog om at nogen kan have ”skeletter i skabet” konkrete, så der nu rent faktisk er et skelet som vogter på familien og forsøger at vogte familiens hemmeligheder, er rigtigt godt udført. I det hele taget er der rigtig mange gode og sjove ideer i historiens univers, og bøgerne er godt og fængende skrevet.

Vi har fulgt Davie og den udvikling han har været igennem i den krise og krig som har fundet sted rundt om ham. Han har udviklet sig fra en bange dreng til en handlekraftig mand som er klar til at gå ind i kampen for frihed. Det bliver spændende at se hvilke fantasifulde universer Rødtnes nu vil kaste sig over at bygge op for sine læsere.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.36
 

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Fantasy, Roman og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *