Star Trek into Darkness

Star Trek into Darkness
Spillefilm, Paramount, 2012
Set i 2D
Instr.: J.J. Abrams
Medv: Chris Pine, Zachary Quinto, Zoe Saldana m.fl.

Vi bringer to meget forskellige anmeldelser af denne film, først en af Kim Pierri, dernæst en (med en del spoilere) af Tue Sørensen.

Dette er den 12. spillefilm i Star Trek-universet, men på en måde er det også nr. 2, for man valgte at lave en slags reboot af universet i den forrige film Star Trek (2009), hvor filmens skurk Nero og stjerneflådeofficeren Spock  rejste fra de moderne seriers tid tilbage til tiden for ‘den originale serie’. Her ændrede Nero historien og tilintetgjorde f.eks. planeten Vulcan. Det gør at filmskaberne har fået frie hænder til at omfortolke de klassiske karakterer uden at skulle følge 50 års Star Trek-historie. Det gør det lettere for dem i deres kunstneriske proces, men for en trekkie som mig, der har skrevet mange artikler om det ‘gamle’ Star Trek-univers, giver det mange modstridende følelser. Nu skal man forholde mig til et nyt og noget anderledes univers, hvor man har smidt meget af den gamle historie på lossepladsen. Måske havde det været en bedre ide at starte på noget nyt, men til

gengæld er man jo glad for at der kommer mere Star Trek.

Tanken bag den ‘Reboot’ var jo at man ændrede tiden efter at Nero kom tilbage og forkludrede historien, men i den nye film er man gået videre, man ændrer også fortiden. Det ses flere gange, f.eks. spilles hovedskurken af den meget blege Benedict Cumberbatch (Sherlock og Hobbitten), hvor han i den originale serie og Star Trek II: The Wrath of Khan tydeligt er inder. Da det er meningen at han skal komme fra det 20. århundrede, virker det mærkeligt at han sådan skifter hudfarve (med mindre at han altså har ændret sit udseende for at kunne gennemføre sin plan).

En anden ændring er at klingonerne i den gamle Star Trek-verden ikke havde det udseende som de fik i senere serier. Den reelle grund til denne forskel er selvfølgelig at det i tv-serien fra 60’erne sikkert var for dyrt at skulle sminke mange skuespillere op med en kraftig pandestruktur, men det løste tv-serien Enterprise, som foregår før Star Trek Into Darkness, ved at give en historie om hvordan klingonerne havde stjålet menneskeligt genetisk materiale og havde behandlet sig selv med det, hvilket betød at de lignede mennesker ret meget på det tidspunkt filmen foregår. Derfor er det for mig en stor skuffelse at de ligner klingonerne fra de nyere serier da man ser nogle klingoner tage masken af i løbet af filmen. De kunne så let have holdt sig til Trek-mytologi, ved at have ladet dem beholde masken på, give dem en slags visir, så man ikke så deres pande, eller helt udelade dem. De har alligevel ikke nogen vigtig rolle i filmens historie.

Filmen starter med i klassisk Star Trek-stil med at Kaptajn Kirk bryder stjerneflådens vigtigste regel, ‘Det første direktiv’, der forbyder stjerneflåden at påvirke udviklingen af kulturer der endnu ikke har opnået et teknologisk niveau, så de kan rejse med overlyshastighed. Det gør han uafbrudt i den originale serie, og det har altså ikke ændret sig i den nye serie. Derfor bliver han degraderet fra at være kaptajn på Stjerneskibet Enterprise NCC-1701 til at være 1. officer. Det varer nu ikke længe for terroristen John Harryson (som i virkeligheden er den genetisk modificerede superskurk Khan) slår Kirks overordnede Kaptajn Pike ihjel. Khan har gemt sig på en øde egn på klingonernes hjemplanet Kronos for at undgå at Stjerneflåden skal få fat i ham. Stjerneflådens admiral Marcus sender Kirk ud for at slå Khan ihjel ved at give dem en ny type foton torpedoer, som ikke kan ses af klingonernes sensorer. Derved kan man slå Khan ihjel uden at klingonerne opdager hvem der står bag (de vil altså skyde fluer med kanoner). Da Kirk er en retskaffen kaptajn, vælger han i stedet at tage til Kronos og tage Khan til fange for at bringe ham for retten. Det

var jo ikke meningen, og det viser sig at Admiral Marcus har brugt den superintelligente og grusomme Khan til at udforme nye våbensystemer for stjerneflåden. Admiral Marcus ønsker ikke at dette kom frem, og han ved hvor grusom og utilregnelig Khan er, så han sætter efter Kirk og Khan for at slå dem ihjel, så historien ikke kommer frem og så Khan bliver uskadeliggjort. Så har jeg allerede sagt for meget om handlingen og vil ikke afsløre mere andet end at Enterprise bliver skudt i småstykker, hvil­ket sker i omtrent halvdelen af Star Trek-filmene til dato.

Visuelt fungerer filmen efter min mening godt. Man kan godt se at filmen er optaget i 3D, for der er utroligt mange scener med folk og stjerneskibe der flyver rundt med stor hastighed og prøver at undgå andre genstande. Man har også pyntet op på rumskibene, som i de gamle serier med deres hvide glatte overflade lignede noget der var blevet designet af vaskemaskine-producenter. Nu ser de alle grumme ud med mange små detaljer i hovedsageligt grå nuancer.  Handlingen er hurtig, og de mange actionsekvenser fungerer godt. Alt i alt en hæsblæsende oplevelse.

Filmen lægger sig flot i Star Trek-traditionen på den måde at der er en stærk morale i serien. Ud over Khan, som jo er super­skurken, er Admiral Marcus også en skurk. Han minder på mange måder om en moderne amerikansk militærstrateg. Marcus har brugt Khan i sit militære spil ligesom USA har brugt Osama Bin Laden, og i begge situationer vendte skurken sig mod sin tidligere allierede. Både Khan og Osama brugte en selvmordsterrorist i sit terrorangreb på en bygning i en amerikansk storby. Marcus bruger ethvert middel i den umiddelbare krigssituation mod fjenden uden nogen som helst moralske skrupler. Der er også en anden måde situationen kommenterer på nutidige hændelser, og det er i planen om at sende disse specialbyggede fotontorpedoer mod Khan for at dræbe ham, noget der minder utroligt meget om USA’s brug af droner til at dræbe terrorister, hvilket filmen jo tydeligvis taler imod, ved at lade Kirk vælge at tage terroristen til fange for at stille ham for en dommer i stedet for bare at slå ham ihjel. Filmen har altså en tydelig Star Trek-morale, som det sig hør og bør.

Da filmen jo er en slags reboot af den gamle film Star Trek II: The Wrath of Khan (1982), giver det mulighed for at lave en masse referencer til de gamle film og serier. Man benytter enhver chance til at gøre dette. Jeg vil her komme ind på en del af dem, men vil ikke gennemgå dem alle. Der er tale om både store og små ting som er en slags bolsjer til seriens gamle fans som mig. De små kan være når de henviser til karakterer fra de gamle serier, såsom når de

skal ned i et rumskib der ikke er fra Stjerneflåden, så bliver det nævnt at det har været Mudds, en karakter fra den originale Star Trek-serie, man ser en tribble, som er et lille behåret væsen fra samme afsnit som Mudd var med i, og der er mange andre af den slags henvisninger.

En af de store referencer er at Admiral Marcus datter Carol Marcus er ombord på Enterprise. I den originale film The Wrath of Khan er Carol Marcus den ledende videnskabsmand på ‘the Genesis Project’, hvor man prøver at finde en måde hurtigt at terraforme en planet så en livløs planet kan blive beboelig på meget kort tid. Det viser sig dog at den teknologi kan blive et meget grusomt våben i de forkerte hænder (og Khan har helt bestemt de forkerte hænder). I den nye serie er hun Admiral Marcus datter, men har sneget sig ombord Enterprise for at finde ud af hvilke luskede ting hendes far render rundt og laver. Da kampen bryder ud, er hun klart på den rigtige side på trods af at hendes far er på den anden. I den oprindelige Khan-film er hun Kirks tidligere kæreste, i den nye film er der tydelig flirten mellem de to.

En anden stor reference er, at i den oprindelige Khan-film ofrer Spock sig for at redde Enterprise ved at gå ind i et rum med dødelig stråling og reparere en eller anden dims, der gør at skibet igen kan komme frem og ikke gå til grunde som det er lige ved. Spock dør på den anden side af en gennemsigtig dør, hvor Kirk er på den anden side, mens han snakker om sit venskab med Kirk. I den nye film er det præcis den samme historie, men bare lige omvendt, her er det Kirk der ofrer sig for skibet og dør.

Som I kan se, er det en meget kompleks oplevelse for en gammel trekkie som mig at se denne film, men jeg syntes bestemt at den er værd at se både for gamle fans som mig, der lægger en masse ind i historien, men også for nye fans der kan stå på her.

Anmeldt af Kim Pierri i Himmelskibet nr.37

(NB: Denne anmeldelse indeholder spoilers!)

Uha-da-da, UHA-da-da-da-da! Ja, jeg er jo stor fan af Star Trek generelt, men det er umuligt at lægge skjul på at jeg er vildt og voldsomt skuffet over den seneste film, som efter min mening er et virvar af dårligdomme, der hvirvler rundt i et bundråddent manuskript. Dødhammer-ærgerligt, da jeg efter behørig overvejelse faktisk blev superglad for den første Abrams-Trek-film fra 2009 – jeg gav den 8 stjerner ud af 10 i min oprindelige anmeldelse i Himmelskibet nr. 21, men hævede det efterfølgende til et fuldgyldigt 10-tal, da filmen var super-underholdende at se igen og igen, og jeg med tiden kunne tilgive alle dens fejl. Den første Abrams-film er nu en af mine absolutte yndlings-sci-fi film; helt sikkert den film jeg har set flest gange de sidste fire år. Jeg kan dog sige med det samme at noget lignende IKKE bliver tilfældet med Star Trek Into Darkness, da den film er så gudsjammerligt skrevet at det gør ondt helt ud i tåneglene. Men for at starte med handlingen:

Vi skriver år 2259. Den store skurk Khan bliver fundet i rummet – han er en super-genmodificeret og hyperintelligent soldat som har været nedfrosset i 300 år (altså siden 1959?!). Starfleets efterretningstjeneste, Section 31 (styret af Starfleets øverste leder, admiral Marcus), afpresser denne fortidsmand til at designe superavanceret krigsteknologi for dem, ved at holde hans 72 nedfrosne venner som gidsler. Det er allerede her et plot som strækker troværdigheden alt, alt for langt. Hvis nu de havde behandlet Khan venligt, så ville en superstrateg som ham sikkert med glæde have designet våben for dem. Men sådan sku’ det ikke være. Den idealistiske og utopiske Starfleet ville hellere gøre en hyperintelligent soldat supergal i skralden.

Anyway, Khan undslipper fra Section 31 og tager på hævntogt fordi han tror at hans 72 venner er blevet dræbt. Det er de bare ikke – hvorfor vides ikke. Hvorfor Khan tror det, vides heller ikke.

Khan smutter så til Klingonernes hjemplanet, Kronos. Hvorfor vides ikke. Det bedste bud fans’ene har kunnet tilbyde, er at han tog derhen fordi han troede at det ville være svært og risikabelt for Starfleet at få fat i ham dér. Men før man kan gøre sig sådanne overvejelser, sender admiral Marcus straks Kirk og Enterprise-besætningen til Kronos for at slå Khan i hjel. Så det passede altså ikke at det ville være svært at få fat i Khan dér. Khan er altså ikke særlig smart af en hyperintelligent fyr at være.

Kirk & co. har fået ordre til at bombe Khan (på klingonernes planet!) med netop de 72 torpedoer som Khans folk er frosset ned i (ja, for Khan elskede sit folk så højt at han indkapslede dem i super-torpedoer, med det formål at smugle dem ud, hvilket mislykkedes. Igen, ikke for smart, denne superhjerne). Hvorfor vides ikke. Vil admiral Marcus dræbe Khans folk? Hvorfor tager han dem så ikke bare ud af de skide torpedoer? Vides ikke. Anyway, admiral Marcus’ plan er at sætte en krig i gang med klingonerne, så Khans flugt til Kronos passer jo fint ind i disse planer – hvilket Khan ikke kan undgå at vide, da han netop har spenderet en del tid på at designe våben til dette formål sammen med Marcus … Ih, hvor bekvemt det dog er at Khan så lige flygter til Kronos, hvor han efter alle plot-analyser at dømme tror at Starfleet vil have svært ved at få fat på ham, hvilket er smæk-forkert. Som sagt. Suk.

Denne films historie og manuskript hænger ikke det mindste sammen; de består kun af monstrøst forcerede plot(orme)-huller som repræsenterer en helt ufattelig mangel på basal plot-konstruktionsevne. Det er en ekstremt utilfredsstillende Trek-film, især også fordi hele historien er totalt shanghajet af Khan (endda uden at Benedict Cumberbatch får lov til at spille noget videre skuespil eller komme med nogen seje one-liners) og admiral Marcus, mens der stort set ingen tid eller personskildring efterlades til vores elskede Enterprise-besætning. Dobbelt suk!

Jeg kan opremse flere sider fulde af frygtelige fejl og utilstrækkeligheder ved Into Darkness, og det skærer mig i hjertet at være nødt til det. Men det må gøres, så meget desto mere fordi der tilsyneladende er rigtig mange som lider af den vrangforestilling at det her er en fin og god film – på IMDb.com ligger den sågar på listen over de 250 bedste film nogensinde, hvilket jo er fuldkommen vanvittigt. Den er snarere en håndbog i hvad dårlig sci-fi er, hvilket jeg nu vil fremføre en række grelle eksempler på:

Man kan beame mellem planeter! Hvad skal rumskibe så til for? Og selv i rumskibe kan man tydeligvis warpe til hvor som helst i galaksen på omkring 90 sekunder! Abrams og hans slæng vil have at tingene skal gå så hurtigt at de blæser højt og flot på samtlige teknologiske begrænsninger. Tag f.eks. den lille detalje med Khans blod, som kan kurere alt, inkl. døden! Vi snakker altså her om et 300 år gammelt stykke bioteknologi som overgår alt hvad lægevidenskaben i år 2259 kan præstere, hvilket ikke giver en disse mening. Og da de så kommer til klingonernes hjemplanet, Kronos, mødes de ikke af nogen som helst klingonske rumskibe – denne imperialistiske rum-supermagt har ingen rumskibe eller rumstationer i nærheden af sin hovedstadsplanet. Og få minutter fra Kronos er der en beboelig planetoide med fuld atmosfære og jordlignende tyngdekraft som ikke desto mindre er helt uberørt af klingon-hænder! Og manglen på rumskibe i umiddelbar nærhed at en hovedstadsplanet er lige så eklatant for Jordens vedkommende, både i denne og den forrige film, hvor ingen rumskibe kommer til hjælp da Jorden trues – man får fornemmelsen af at Enterprise er Starfleets eneste rumskib?!

“Denne films historie og manuskript hænger ikke det mindste sammen; de består kun af monstrøst forcerede plot(orme)-huller som repræsenterer en helt ufattelig mangel på basal plot-konstruktionsevne.”

Og hvad angår beskrivelsen af warp-speed i denne film; urgh, don’t get me started! Der er ikke plads til at nævne alle de ulogiske anvendelser; blot vil jeg nævne den værste: at Enterprise falder tilfældigt ud af warp inden for ét lyssekund af Jorden; inden for månens bane!! Sandsynligheden for at sådan noget kunne ske er hinsides astronomisk lille. Og lad os ikke begynde at analysere det nonsens der stormer hen over lærredet da Enterprise begynder at falde mod Jorden, fra over 200.000 km oppe, og ryger ned på få minutter! Og selvom skibets kunstige tyngde er slået fra, vedligeholdes der omkring 1 G i retning af Jorden, fra så højt oppe! Man tager sig til hovedet over sådan en omgang pladder.

Der er således ingen ordentlige videnskabelige (eller science fiction-mæssige) parametre som plottets udførelse kan give mening indenfor – her er med andre ord tale om inkompetent og dumsmart science fantasy, ikke science fiction.

Filmen opfører sig desuden i håbløst høj grad som en typisk Hollywood sequel, fyldt med rip-off-scener fra den forrige film, hvilket en Star Trek-film jo for helvede ikke skal gøre! Men se: Kirk bliver igen reddet af Pike. Kirk siger igen “Hellooo girls!” til forbipasserende piger foran Starfleets indgang. Scotty siger igen “Get aff!” til sin eksistens-uberettigede dværg-assistent (hvilket heller ikke var morsomt første gang). Kirk space-jumper igen-igen, da det jo var sådan en populær scene i forrige film. Tre-dobbelt suk!

I øvrigt er Khan tydeligt inspireret af Loke i The Avengers-filmen: den mægtige, skræmmende, psykotisk dystre éner, som også ender i samme slags lyse fangecelle som Loke gjorde. Tilfælde? Umuligt!

Jeg er chokeret og vantro over at mange fans tilsyneladende synes at denne film er god og tilfredsstillende; nogle kalder den endda den bedste Trek-film hidtil. Dét går simpelthen over min fatteevne, da jeg indiskutabelt anser den for en af de to-tre værste. Jeg er overbevist om at denne film vil falde mere og mere i almen anseelse, efterhånden som eftertiden tænker sig om og analyserer filmen på intelligent vis. For det her er godt nok en omgang utilgivelig sjusk og slendrian. Det er slet ikke en film; det er en katastrofe.

Karakter: 3 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.37