Redshirts
Roman af John Scalzi
Tor , 2013, 317 sider.
Der er ikke noget nyt i, at der opstår debat i kølvandet på årets Hugo-uddeling, men kåringen af John Scalzis Redshirts som bedste roman har alligevel skabt flere bølger end normalt.
Den væsentligste anke blandt kritikerne ser ud til at være, at der var andre bøger, der var bedre, og at John Scalzi vandt, fordi han er en populær person i fanmiljøet og er tidligere præsident for Science Fiction and Fantasy Writers of America (SFWA).
Det første argument hører man dog hvert år, men til gengæld kan det ikke afvises, at det mere er John Scalzis person, som har skaffet ham en Hugo (han havde i forvejen to for bedste fanskribent og bedste faglitterære udgivelse). Omvendt var Redshirts ikke blandt de nominerede til en Nebula, som jo uddeles af SFWAs medlemmer.
Og så er der selvfølgelig det faktum, at Redshirts er en morsom bog – ifølge Scalzi selv den første komedie til at vinde en Hugo siden Connie Willis fik den i 1999 for To Say Nothing of the Dog. Det virker dog til at have trukket mundvigene endnu mere ned på den gruppe af kritikere, som helst vil have deres science fiction serveret ren og uden humor, tak, og minder om reaktionerne fra dengang, Shakespeare in Love vandt en Oscar for bedste film i stedet for Saving Private Ryan.
Sammenligningen med Shakespeare in Love er i øvrigt ikke helt ved siden af, for Redshirts er nemlig også lidt af en in-joke og fyldt med indforståede referencer, begyndende med titlen. Kendere af Star Trek vil vide, at en ‘rødskjorte’ er betegnelsen på et besætningsmedlem, som tager med hovedrolleindehaverne på missioner, blot for at blive slået ihjel (Galaxy Quest gør brug af samme joke med Sam Rockwells figur, som bliver paranoid, da det går op for ham, at han udfylder en lignende rolle).
Allerede dér begynder bogens kritikere at se rødt, for hvordan kan Hugo’en gå til en in-joke frem for til ‘vægtigere’ og mere ‘seriøse’ værker som for eksempel Kim Stanley Robinsons Nebula-vinder 2312?
Redshirts foregår i det 25. århundrede og følger livet ombord på et rumfartøj, der viser sig at have en usædvanlig høj dødelighed blandt de menige besætningsmedlemmer, mens officererne på mirakuløs vis altid slipper levende fra missionerne. Bogens hovedpersoner er en gruppe nye besætningsmedlemmer, som hurtigt finder ud af, at noget er helt galt – ikke mindst fordi de lidt mere erfarne har det med at blive usynlige, når officererne dukker op for at finde egnede folk til deres missioner.
Men John Scalzi stopper ikke her, for forklaringen på de mystiske omstændigheder viser sig at have forbindelse til en tv-serie i vores tid, og så kommer der et meta-lag hen over hele fortællingen, hvor hovedpersonerne rejser tilbage i tiden og møder sig selv – eller rettere, de skuespillere, som spiller dem.
Det giver Scalzi mulighed for at tilføje handlingen en dosis Hollywood-satire, hvor han kan trække på sine erfaringer, fra dengang han arbejdede på tv-serien Stargate: Universe (han understreger dog som noget af det første i sit efterord, at den serie på ingen måde er så dårlig, som hans fiktive serie i bogen er).
Det betyder dog også, at Redshirts tager springet fra rendyrket parodi til en komedie med ambitioner, og den del virker til at være endnu en rød klud for kritikerne – et eksempel på en negativ anmeldelse kan læses i jubilæumsudgaven af The New York Review of Science Fiction, der kan downloades gratis fra nettet.
Som afslutning har Scalzi tilføjet tre coda’er, hvor man følger tre af de nutidspersoner, der har fået deres liv påvirket af begivenhederne i hovedhistorien. Det er et spørgsmål om smag og behag, om man føler, at de bidrager yderligere til oplevelsen, eller om de er inderligt overflødige. Men hvis man hører til typen, der kan godt lide at se slettede/udvidede scener på dvd- og blu-ray udgivelser, vil coda’erne nok falde i god jord (jeg hører til den gruppe).
Så nej, Redshirts var heller ikke mit bud på en Hugo-vinder (min egen favorit var Caítlin R. Kiernans The Drowning Girl, som var nomineret til en Nebula, men ikke til en Hugo), men på den anden side synes jeg ikke, den er dårligere end de øvrige nominerede.
Den bliver næppe en klassiker, og Scalzi vil sikkert snarere blive husket for andre af sine romaner så som Old Man’s War, men det er ikke til komme udenom, at Redshirts er en meget morsom bog, som rent faktisk fik mig til at grine højlydt flere gange under læsningen. Ud fra det, opfylder den sin mission til fulde, men pas på med at læse den i situationer, hvor dine latterudbrud kan forstyrre omgivelserne, eller i selskab med humorforladte science fiction-fans.
Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet 38
