Lise Bidstrup – Prepper

PrepperPrepper
Roman af Lise Bidstrup
Høst & søn 2013, 186 sider

En prepper er en person der forbereder sig til dommedag. Gymnasieeleven Daniels forældre er preppere, og som følge deraf er han det også. Han tager på overlevelsesture med sin far, og familiens eneste rejse ud af landet var for at se på overlevelsesbunkere i USA.

Familien er en del af en lille gruppe på 19 personer som har lagt planer for hvad der skal ske når jorden går under, og de har sågar opbygget en form for alarmsystem med overvågning af forskellige myndigheder således at de i tide bliver advaret når det sker.

Bogen starter den aften hvor alarmen er lydt. Der er en solstorm på vej imod jorden, en storm der vil ændre på jordens magnetfelt og derigennem indlede undergangen af verden som vi kender den. Familien kommer i sikkerhed i deres velprovianterede bunker sammen med de andre i gruppen inden katastrofen indtræffer, og de bereder sig nu på at skulle tilbringe de næste par år under jorden.

Bogen skifter imellem kapitler der beskriver livet i bunkeren og kapitler der i tilbageblik fortæller om Daniels opvækst med forældre der forbereder sig til katastrofen og hans liv med vennerne. Han var en teenager der gik til fester og lige var begyndt at tale med den pige han havde drømt om længe, og nu sidder han i en bunker med en flok mennesker som kun havde det til fælles at de var preppere, men som nu skal bygge en tilværelse op på meget lidt plads med mennesker der er meget forskellige.

Spændingerne vokser i bunkeren, og da de ikke har nogen idé om hvordan verdens tilstand er udenfor, så har de heller ikke nogen idé om hvor længe de skal være dernede. Daniel holder sig ude af de værste konflikter i bunkeren, men han gør også hvad han kan for at finde steder hvor han kan holde sig for sig selv. Han får dog et venskab bygget op med den jævnaldrende Amalie.

Bogens målgruppe er fra 12 år og er hurtigt læst. Igennem hele bogen er der en række hints til hvad slutningen bliver, så når man kommer til de sidste sider, er det ikke specielt overraskende, men man bliver fanget i spændingen om hvordan de opbyggede konflikter i bunkeren skal udvikle sig, og selvfølgelig for hvordan verdens tilstand er på den anden side af den tunge luge der holder verden ude og gruppen indespærret.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 38

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *