Gudrun Østergaard – Regnfaldet

RegnfaldetRegnfaldet
Roman af Gudrun Østergaard
Forlaget Kandor, 2013
194 sider, kr. 199,00

I en gammel ejendom i en navnløs bor fire lejere og deres vicevært; fire knudemennesker der har isoleret sig i hver deres verden. Viceværten er muligvis den eneste normale person, der sørger for at ejendommen holdes nogenlunde vedlige, og med sin indtrængen for at fikse vandhaner der drypper og spejle der skal sættes op, binder han de fire eksistenser sammen – Iris, den unge Isabella, Patrick og Arvid; fire mennesker der på hver deres måde har fået båndet til omverdenen skåret over.

Efter ugers uafbrudt regn, mens vandet stiger overalt, finder lejerne deres vicevært død. Dødsfaldet griber ind i de fires liv, og de tvinges til at se de andre lejere og sig selv i øjnene.

Romanen handler om en grundlæggende ensomhed. At vi hver især er spærret inde i vores eget Jeg, med hver vores virkelighedsopfattelse. Med hver vores detaljer og fortolkninger. Det er et eksistentielt vilkår, at vi aldrig hundrede procent kan dele den virkelighed med andre. Vi kan kun vise fragmenter via kunsten eller samtalen. Og det er nemlig manglen på samtalen, der er grundvilkåret for denne roman.

Regnfaldet er et kammerspil, hvor de fire personers liv brydes op, endevendes og – måske – giver mulighed for i hvert fald en forandring. Eller også sparker beboerne måske den sidste fernis af normalitet ud af huset til sidst. Det er op til læseren at bestemme. Regnfaldet er nemlig en fortælling åben for fortolkning.

Romanen balancerer på kanten med det surrealistiske. Den bringer mig mindelser om Delikatessen, en film af Marc Caro og Jean-Pierre Jeunet fra 1991. Der er den samme stemning af et hus der eksisterer uden for tiden; Ee mikrokosmos der er som besat af små mystiske hændelser og sære eksistenser. Beboernes lejligheder er som små kikkasser, hvor læseren betragter lejerne, og måske holder dem op som spejle. Det er lidt fascinerende at følge beboernes liv. Deres til tider aparte opførsel får pludselig mening, når man ser dem med lejernes egne øjne.

Jeg kunne godt have tænkt mig at Gudrun Østergaard havde kørt linjen helt ud. Der mangler lidt af Delikatessens absurde humor til at give hovedpersonerne lidt menneskelighed i en ellers helstøbt roman.

Anmeldt af Bjarne Sinkjær i Himmelskibet 41

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *