De andres blod

De_andres_blodDe andres blod
Antologi, 278 sider
Forlaget Valeta, 2014

I 2013 udskrev forlaget Kandor en novellekonkurrence til en vampyrantologi. Kravet var at novellerne skulle gøre op med den vampyrfigur som vi ser i Twilight og Vampire diaries. Med andre ord: vampyren skulle tages ud af den romantiserede teen­agepige-forestilling og tilbage til det dyriske væsen der følger sine drifter og ikke er styret af følelser. Det kom der en rigtigt god antologi ud af (anmeldt i Himmelskibet nr. 36).

Der var mange der sendte ind til konkurrencen, og naturligt nok var der ikke plads til at alle kunne komme med i udgivelsen. Dette betød dog ikke at der var flere af de fravalgte noveller som havde en kvalitet der gjorde at de fortjente at blive udgivet. Det har nu ført til udgivelsen De andres blod som er udkommet på forlaget Valeta (uden jeg skal kunne sige om alle novellerne i denne samling er fra Kandors oprindelige konkurrence).

Lige som i antologien Vampyr, så er dette en samling af historier der alle har en anden vampyr end den klassiske Bram Stoker Dracula-vampyr eller Anne Rices melankolske vampyr, og der er heller ikke spor af den   paranormale romance-vampyr, som den kendes fra Twillight eller True Blood.

Vampyrerne i De andres blod er væsner der enten suger blod eller energi ud af folk; der er fremmede væsner der skal bruge blod til at nære deres yngel under graviditeten, og så er der de som svælger i de energier som død og ødelæggelser udlader. I nogle har vampyren skikkelse af en person, i andre er det en parasit, og endeligt så er der historier hvor der er tale om væsner der blot har forklædt sig som mennesker, men som nærmest er kæmpeinsekter der nærer sig ved blod.

I nogle af historierne er det kun enkelte vampyrer der er på spil, mens det i andre er tale om hele vampyrplager der har ramt verden, og i en af novellerne er det nærmest en decideret krig imellem mennesket og de blodtørstige skabninger. I Manfred Christiansens “I en kælder” er man meget bevidst om at der findes vampyrer, og myndighederne har sat et beredskab op for hvad man skal gøre hvis man finder en. I historien har en mand fået fanget en vampyr i sin kælder, og myndighederne er kommet ud som en anden form for skadedyrsbekæmper og har taget sig af problemet. Mandens kone har dog været i kontakt med vampyren, og hun er nu ved at udvikle sig til vampyr, hvilket manden ikke kan få sig selv til at indberette, for han kan ikke få sig selv til at tro at hans kone kan gå hen og bliver farlig for ham og deres barn.

Plagen er af en helt anden karakter i “Vartegn” af Stig W. Jørgensen. Her kommer vampyrerne snigende ind på folk fra alle sider. Lige pludselig optræder der blodtørstige vampyrer i ugeblade og romantisk kiosklitteratur. De begynder at optræde i tv-udsendelser, og bøger skrevet for mange år siden har lige pludseligt ændret indhold så de blodtørstige væsner optræder. Selv billeder på væggene ændrer motiv, og lige så langsom begynder transformationen også at ramme mennesker. Dette er en af mine favoritter i bogen, da den er en god kommentar til hvordan vampyr-figuren har gjort sit indtog overalt, og ikke kun er at finde i gotisk litteratur og horror.

Den nærmeste vi kommer den klassiske vampyr, er i Freddy E. Silvas “Min modstanders dagbog”, hvor en nærmest Jack the Ripper-lignende vampyr er på spil. Det er vampyrjægeren vi følger, men dog i løbet af historien finder han frem til overraskende erkendelser den person han jager.

Også i Lars Kramhøfts novelle “Sic Transit” er det vampyrjægeren vi følger. Her er der dog tale om en kirkens mand, som drages ind i sager hvor der skal en mere håndfast tilgang end bønner i forhold til dæmoner og djævelskab. Han bliver inddraget i en sag med en ung kvinde som langsomt virker til at bliver drænet for energi og livsmod.

Bogen er prydet af et virkeligt fedt forside illustration lavet af Patrick Leis, og han har da også en novelle med i bogen. Det er novellen “Natligt forhør” hvor et par civilbetjente afhører en forhutlet vagabond om en lille piges forsvinden. Vagabonden bærer dog på andre hemmeligheder end blot sin viden om den lille piges skæbne, men så igen, det gør betjentene også. Denne novelle vil jeg mene godt kan læses som en fortsættelse til Leis’ novelle “Tunnelen” (i samlingen af samme navn, Tellus 2003).

Noget af det jeg var meget glad for ved Kandors samling, var at hver forfatter havde fået en side inden deres novelle hvor de kunne lave en introduktion eller refleksion til deres bidrag. Dette fungerede rigtigt godt, og det er noget som jeg kun kan håbe flere antologier vil tage op. Noget sådan er ikke at finde i De andres blod, og her er forfatterne endnu mere anonymiseret ved at deres navn ikke står i indholdsfortegnelsen, men først ved de enkelte noveller. Bogen har dog et rigtigt godt forord skrevet af Christian Reslow.

Selvom man som læser ved at det er en vampyr der er på spil i alle historierne, så gør den store variation i tilgangen til vampyrismen i de 11 noveller at bogen aldrig bliver kedelig at læse.

De der fandt glæde (eller gru) ved at læse antologien Vampyr, skal bestemt ikke snyde sig selv for at læse flere udsugende og fængende historier i De andres blod.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 41

Dette indlæg blev udgivet i Antologi, Bøger, Horror og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *