Jonny Nekrotic – Zompiepesten
Tekst af Emil Blichfeldt, m. illustrationer af Peter Snejbjerg
Calibat 2014, 96 sider
Jonny lever i en verden som er overtaget af de levende døde. Det der dog bekymrer ham mest er når han i kampene med zombierne kommer til at ødelægge sit tøj. For Jonny har stil, og det bliver sværere og sværere at finde tøj som han vil være bekendt at have på, for selvom verden er ved at gå under så går han ikke på kompromis med stil.
Jonny passer sig selv, men da han møder drengen Danny, som bliver bidt af zombierne, sætter han sig for at redde drengen fra en fremtid som levende død. Jonny selv har deltaget i et medicinsk forsøg som gør at han heler utroligt hurtigt, og at han er immun over for zombiesmitten. Det gør stadig ondt når zombierne bider i ham, men han satser nu på at der i hans blod er noget der kan redde Danny, og måske hele menneskeheden. Ikke overraskende så går tingene ikke helt som Jonny havde tænkt det.
Bogen indeholder en fed gang humoristisk zombiesmadrende action, og Snejbjergs illustrationer står perfekt til bogens tone med masser af forfaldne zombier. Dette er bind 1 i en kommende serie om Jonny Nekrotics tur igennem den forfaldne verden, og den ender da også med en cliffhanger hvor Jonnys u-dødelighed bliver udfordret.
Hvor Emil Blichfeldts bog Vintersjæl var mørk og dyster, så er Zompiepesten blodig og morsom, og i begge tilfælde må det siges at han har fået fantastisk dygtige folk til at illustrere historierne.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 42