Hjem
Tegnefilm, komedie / science fiction. Instruktion: Tim Johnson.
USA 2015, 94 minutter.
Invasion fra rummet er noget vi temmelig ofte har set i science fiction-film. Men måske ikke lige på den måde den foregår på i filmen Hjem (eller Home som den hedder på engelsk). Bøverne er om ikke venligtsindede, så meget venlige rumvæsener. Og ganske nuttede! De beslutter sig for at invadere Jorden, og rykke alle menneskene sammen på et enkelt kontinent. Ikke i en koncentrationslejr, men i en kæmpestor og tæt befolket, men meget hyggelig by.
Oh er en af bøverne, som har det med at opføre sig forkert og komme galt af sted. Faktisk har han fået noteret hele 62 gange han har begået alvorlige fejl. Det hindrer ham dog ikke i at begå endnu en fejl. Denne gang en ret fatal en, som gør ham til bøvernes eftersøgte forbryder nummer et. Han møder da pigen Tip og hendes kat Gris, som ved et usandsynligt held ikke blev samlet op, da alle de andre mennesker blev interneret. Efter en lidt kedelig start på deres møde, bliver de venner, og hjælper hinanden med først deres mere private problemer, og siden nogle meget større problemer. Det viser sig nemlig at bøvernes dødsfjender gorgerne er på vej til Jorden! Selv bøvernes mægtige leder Kaptajn Smek er bange for dem og kun Oh og Tip kan redde bøverne, menneskene og Jorden.
En ting jeg altid godt har kunnet lide i tegnefilm for børn, er at det sjove og det gode får et snert af alvor også. Bambis mor, der dør. Den onde dronning, der får ram på Snehvide f.eks. Det er der ikke meget af her. De farlige ting viser sig i de fleste tilfælde at være ganske harmløse. Filmen foregår i en eventyrverden hvor ondskaben er bandlyst. Der er så det positive i det, at filmen kan ses af de helt små, uden at risikere at give dem traumer. Jeg har også lidt svært ved at finde ud af hvad filmens budskab egentlig er, på trods af at handlingen til tider går lidt stå, fordi vi skal dvæle ved venskab, komme hinanden ved, familie og alt muligt andet. Bevares, det er ganske sødt at filmen bringer gode budskaber, men lidt færre havde været at foretrække, i hvert fald for mig.
Ellers er det en tegnefilm med alt hvad der hører til: Bøverne er sjove og ganske godt designede, som hverken alt for lig mennesker eller alt for forskellige fra os. De taler ikke gebrokkent, men med en lidt sær grammatik. Jeg så filmen med dansk tale, men jeg ved at Oh i den engelske udgave får stemme af selveste Sheldon fra Big Bang Theory. Hvilket passer perfekt med at Oh er en lidt sær type, som både kommer galt af sted og kan ting som de andre bøver ikke kan. Tip er det handlekraftige unge menneske, vi kender fra så mange andre børnefilm. Hvor det i andre film ofte kan virke lidt usandsynligt at de voksne er så uduelige og børnene så kloge, virker det ret godt her, fordi der simpelthen ikke er nogen voksne. Selv om bøverne er teknologisk meget avancerede, opfører de sig nemlig mere som børn end som voksne mennesker.
Der er rigeligt med vittig dialog og skøre påhit i Hjem. Jeg kunne især godt lide de modifikationer Oh laver på Tips mors bil. Ofte er vi er lidt i klicheernes verden med f.eks. Kaptajn Smek, der kan lide at give den som den store leder, men som vi alle godt ved er en kujon inderst inde. Det gør dog ikke noget: At bruge sådanne klicheer hører til komedien som genre – det er udførslen der tæller, og jeg synes de får ret meget ud af f.eks. Smek. Der er endda også et ganske udmærket plot til at holde styr på løjerne, hvor mange andre film i genren bare ender i en overdosis af vittigheder. Det rækker dog ikke helt til en film på halvanden time, så som sagt er der nogle døde perioder undervejs. Men Hjem er glimrende underholdning for børn, og for voksne som ikke har mistet evnen til at grine ad tegnefilms-humor.
Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet 44