Fantastic Four
Film, USA 2015, 97 min.
Instr.: Josh Trank
Medv.: Miles Teller, Jamie Bell, Kate Mara, Michael B. Jordan, Toby Kebbell, m.fl.
Roger Corman producerede en Fantastic Four-film i 1994 som endte med aldrig at blive udgivet. Dem der arbejdede på filmen anede ikke at filmselskabet (New Horizons) kun lavede filmen for at beholde rettighederne nogle år endnu, og faktisk aldrig havde i sinde at udgive filmen (åbenbart overholdt produktionen i sig selv reglerne for fornyelse af rettighederne). Deres plan var angiveligt at lave en nødtørftig film som bare skulle blive stående uset på hylden, og så senere lave en bedre version. Den bedre version kom de aldrig til (men man kan se 1994-filmen på Youtube; den er vitterligt ikke særlig god – jeg giver den 4 stjerner ud af 10). Senere blev filmrettighederne opkøbt billigt af 20th Century Fox, da Marvel var i betalingsstandsnings-problemer i 1997-98. Fox lavede så to FF-film, en i 2005 og en efterfølger i 2007; de indtjente mange penge, men begge har generelt et dårligt ry. Personligt fandt jeg 2005-filmen ganske udmærket, men toeren mildt sagt var en kæmpe skuffelse.
Nu er det så Fox der er noget i retning af to år fra at miste filmrettighederne hvis ikke de laver en ny FF-film (det skal de åbenbart senest ti år efter at have lavet den forrige), og det har de så gjort. Som instruktør har de valgt Josh Trank, der slog sit navn fast med indie-filmen Chronicle (2012), som handlede om et hold unge venner der på mystisk vis fik superkræfter, og hurtigt blev korrumperet af den nye magt, de baksede med. Den dystre Chronicle blev en succes, og har en del fans, men jeg var ikke selv imponeret over den. Jeg foretrækker lyse, optimistiske historier hvor superkræfterne også vækker et heroisk super-ansvar hos hovedpersonerne: den gode, gamle “Marvel style”.
Josh Tranks nye FF-film har været plaget af voldsomt negativt “buzz” blandt tegneserie-fans, især siden det kom frem for over et år siden at Johnny Storm (the Human Torch) skulle spilles af en afro-amerikansk skuespiller. De fleste nyheder om filmen har kun eskaleret de negative fan-reaktioner, så meget desto mere siden der fremkom rygter om at Trank ikke var opgaven voksen, og gebærdede sig med en dårlig attitude under indspilningerne (kom for sent, og ikke kunne svare på spørgsmål og tage beslutninger, etc.). Hans opførsel og manglende erfaring har siden ledt til at han er blevet fyret fra den Star Wars-film, som han ellers var blevet hyret til at skulle lave efter Fantastic Four, og rygter siger at han også var tæt på at blive fyret fra FF-filmen i løbet af produktionen. Efterfølgende er det imidlertid kommet frem at Fox-bosserne ikke kunne lide Tranks vision, og halvvejs igennem indspilningen af filmen forlangte at den skulle laves helt om. Trank nægtede, med det resultat at filmen tilsyneladende reelt er blevet færdiginstrueret af produceren, Simon Kinberg. Da Trank dog ifølge sin kontrakt skulle være tilstede på settet under indspilningen, blev han forståeligt nok mere og mere tvær og umedgørlig, da han jo nu faktisk var koblet af filmen. Men han blev nødt til at dukke op, da det ellers havde været kontraktbrud, hvilket utvivlsomt ville have kostet ham rigtig mange penge. Men den film der kom ud af det er altså ikke den film, instruktøren havde sat sig for at lave – i stedet er den grundlæggende omskrevet, og det har været intet mindre end katastrofalt for filmen på alle ledder og kanter.
Historien begynder med at man ser Reed Richards som ca. 10-årig – han er allerede da i gang med et projekt om at teleportere ting, og bliver ved med at arbejde på det indtil han er i high school syv år senere. Dér bliver hans fremsynede videnskabsprojekt opdaget af den afro-amerikanske videnskabsmand Franklin Storm, som rekrutterer Reed til et kæmpe forskningsprojekt i Baxter-bygningen, sammen med andre unge genier, heriblandt Victor Domashev (den senere Dr. Doom) og Storms adoptiv-datter, Susan. Hans biologiske søn, Johnny, slutter sig senere til dem. “Teleportationsmaskinen” er deres (eneste?!) store projekt, og det viser sig (i tråd med Ultimate Fantastic Four-tegneserien) at den sender ting ind i en “alternativ dimension”. Da de får den til at virke rejser de selv dertil, og møder en fjendtlig verden bestående af et klippelandskab gennemsyret af en mystisk energiform. De vender tilbage med underlige kræfter – og kort efter springer filmen pludselig et år frem i tiden. Reed er undsluppet, men de andre tre holdes isoleret på en hemmelig militærbase, hvor the Thing nu er blevet sat ind som våben i udenrigspolitiske konflikter, og Human Torch også er ved at være klar til det: De er super-soldater. Susan, den usynlige kvinde, er også blevet god til at bruge sine kræfter, men lader sig ikke manipulere af militæret. Hun hjælper dem dog med at fange Reed, og sammen må de fire bekæmpe en trussel fra den alternative dimension som truer med at ødelægge Jorden.
Filmen er desværre en enorm fiasko, som tydeligt signalerer at den hverken er baseret på en klar vision eller en sammenhængende historie. Den er generelt mørk og uden humor, og figurerne er ikke specielt karismatiske eller velskildrede. Reed skal forestille et super-intelligent geni, men hverken historien eller hans påfund virker særlig intelligente; det er som om han er en one-trick-pony, der ikke kan andet end at lave den interdimensionelle maskine. Antydningen af romantik mellem Reed og Susan indfinder sig aldrig. Mange andre basale elementer fra tegneserien er også udeladt, og resultatet er en film som overhovedet ikke føles som om den er særlig “Fantastiske Fire”-agtig i stemningen.
I en tid hvor der er store mængder superheltefilm i biograferne er det ærgerligt at vi igen får en film som mest af alt er en oprindelseshistorie, og aldrig rigtig når til de arketypiske superhelte-eventyr som vi ser i de fleste af tegneserie-historierne. En film-serie holder sjældent mere end 3-4 film, og når hele første film næsten kun er en oprindelsehistorie, så ender det jo med at en tredjedel eller en fjerdedel af hele filmserien går med oprindelsen, som i en tegneserie-serie typisk kun fylder det første af flere hundrede hæfter. Så i filmene når vi sjældent til de seje sagaer fra tegneserierne – problemet var det samme i f.eks. den seneste Superman-film, Man of Steel. Seneste FF-film er på ingen måde på niveau med Marvel Studios’ superheltefilm; både hvad angår figurerne og det visuelle udtryk spænder den ærligt talt fra det jævnt kedsommelige og til det direkte tåkrummende. Den forsømmer mange chancer for gode replikker, og figurerne er for en-dimensionelle. De har også en underlig alder; de skal forestille at være i high school-alderen, men skuespillerne er sidst i tyverne og først i trediverne. Skuespillerne er ellers ikke dårlige i sig selv, men det materiale de har at arbejde med her gør dem bestemt ingen tjenester. FF-konceptet har et enormt potentiale, og der findes så mange gode FF-historier at det ikke burde være spor svært at lave en god FF-film. Men Fox har her begået så gudsjammerlig en brøler – årtiets skuffelse! – at selskabets ry for stedse vil være brændemærket af det.
Karakter: 3 stjerner ud af 10 – og dermed faktisk endnu værre end Roger Cormans 1994-version!
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 46
