Niels Dalgaard – Vinkler på dansk science fiction

VinklerVinkler på dansk science fiction
Fagbog af Niels Dalgaard
Science Fiction Cirklen 2015
234 sider, 348 kr.

Vinkler på dansk science fiction er en fagbog om især forskningen i dansk science fiction fra Niels Klims rejse til underverdenen til år 2010. Dalgaards pointe er at science fiction i dansk forskning har været en overset og ofte også ildeset genre i Danmark. De tidligste værker er stort set glemt, og i nutiden udgives science fiction enten på små genre-forlag eller får etiketten ‘spændingsroman’ eller til nød ‘technothriller’ når de udgives på et større forlag.

Kapitlerne om science fiction-værker fra mellemkrigstiden gennemgår et par forfatterskaber der ikke er almindelig kendt i dag – og nok heller ikke bliver det, trods Science Fiction Cirklens genudgivelsesserie. Dalgaards tørt humoristiske resumeer af værkerne er underholdende læsning.

Den midterste del af bogen gør rede for, hvordan amerikansk magasinkultur har haft indflydelse på dansk science fic­tion og på hvordan danske magasiner om og med science fic­tion er kommet og gået.

Bogens sidste del handler om oversatte og danskskrevne romaner fra efterkrigstiden til nu og om deres modtagelse af anmeldere og litteraturforskere (de sidste har overvejende ignoreret science fiction).

Bogen er skrevet i et tilgængeligt og flydende sprog og vil være et fint supplement til generel litteraturundervisning. Da emnerne trods bogens kronologiske opbygning falder lidt spredt, kan den ikke være den eneste bog, som behandler emnet. Hvis man (som jeg) har læst stort set alt hvad Dalgaard ellers har fået udgivet, komplementerer denne bog fint. Jeg tænker, at det ikke er en bog for den, der lige har opdaget science fictions lyksaligheder pga. af den helhedsforståelse af science fiction, som Dalgaard går ud fra at læseren har. Bortset fra kapitlet om mellemkrigstidens forfattere handler bogen ikke direkte om interessante værker, men om opfattelsen og modtagelsen af dem, så jeg vil anbefale bogen til dem, der vil læse mere om science fic­tion og science fictions danske historie, men ikke til dem, der primært har lyst til at gå ind i en diskussion om enkelte værker eller subgenrer.

Anmeldt af Majbrit Høyrup i Himmelskibet 47

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Faglitteratur, Science Fiction og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *