Hans & Grete
Genfortalt af Neil Gaiman
Illustreret af John Kenn Mortensen
Høst og Søn, 2016, 46 sider
Siden Brødrene Grimm udgav fortællingen om Hans og Grete som en del af de eventyr de havde indsamlet i 1812, er historien blevet genfortalt et hav af gange af forskellige forfattere, men også i forskellige medier som film og teater, og den er blevet illustreret i utallige børnebøger og eventyrsamlinger. En af dem der har illustreret den, er Lorenzo Mattotti, som kreerede sine illustrationer til en udstilling i forbindelse med at Metropolitan Operaen iscenesatte eventyret. Disse illustrationer inspirerede Neil Gaiman til skrive sin genfortælling af eventyret, som så senere blev genudgivet sammen med Mattottis illustrationer.
Ved at genfortællingen bygger på illustrationer der allerede var lavet, så ligger Gaimans udgave noget tættere på Grimm-udgaven end den udgave af “Tornerose” som blev udgivet som Søvn og torne (anmeldt i Himmelskibet 45). Historien er derfor her den klassiske med en fattig skovhuggerfamilie, hvor forældrene finder sig nødsaget til at sætte deres børn ud i skoven og forlade dem der. Børnene Hans og Grete finder frem til heksens hus som er bygget af sirupskage og bolsjemasse.
Det der gør den danske udgave speciel, er at forlaget valgte ikke at trykke Mattottis illustrationer til Gaimans tekst, men de bad derimod Post-it Monster-tegneren John Kenn Mortensen om at illustrere teksten.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er begejstret for Mortensens streg og hans på samme tid dystre og hyggelige monsterillustrationer. Hans streg passer rigtigt godt til historien, for nok er der kun én heks i historien, men armoden hos den fattige familie træder tydeligt frem i illustrationerne.
Hvis man allerede har eventyret stående, er det derfor ikke for teksten at man bør anskaffe sig denne udgave, men derimod for illustrationerne som virkeligt understøtter historien perfekt.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 47