Jesper Gottlieb: Veiled in a Sunlit Haze

Veiled in a Sunlit Haze
Roman af Jesper Gottlieb
Booklocker 354 sider

Veiled in a Sunlit Haze er et sympatisk forsøg på at skrive ny fantasy for voksne. Den er engelsksproget og skrevet af danskeren Jesper Gottlieb.

Historien handler om Askillen, adoptivsøn af en diktator, der er blevet opdraget til at skulle udføre diktatorens folkedrab og overtage verdensherredømmet, men som gennem mødet med en mystisk mand (og sin mors opdragelse) vender sig mod hadet og myrderierne i en races navn og i stedet ender med at bekæmpe diktatoren Eliphas.

Det forfriskende at se danskere skrive fantasy, der ikke udelukkende er rettet mod børn. Desværre synes jeg ikke helt historien lever op til dens potentiale.

Først og fremmest er historien på en eller anden måde meget skitseagtig. Som læser lever man sig ikke helt ind i personerne og der mangler generelt fornemmelsen af, at der er noget på spil. Nogle af problemerne er Gottliebs skrivestil, og en lang række af de beskrivende afsnit er skrevet meget generelt. Der mangler det pust af konkrete detaljer, der kan give billederne liv. Eksempelvis er alle (eller næsten alle) de store kampscener beskrevet med ‘music’. Folk har ‘strong emotions’, men det siges ikke hvilke eller hvordan de føles fysisk. Der er en udpræget mangel på nyskabende billedsprog i bogen, og alt for meget bliver beskrevet med de samme fraser. Det er synd, for der er en række muligheder for at tage fat i det kronkrete i den opbyggede verden.

Der er elementer i historien, der slet og ret virker kunstige: Først og fremmest Talis’ snak med sin Besøgende, og specielt hans Kvæst (som Pratchett ville sige). Den er umotiveret og ufærdig og til dels uforklaret. Det går aldrig rigtig op for mig, hvorfor han drager ud på den, og hvad konklusionen egentlig er. Derudover er hele Talis’ plan meget lidt forklaret, og det undrer en som læser, at han er ved at opbygge en alliance, uden at hverken elvere, mennesker eller andre kender noget til ham.

Andre psykologiske ‘huller’ er Allisons pludselige stigen til hærfører – det angives i bogen at hun har forstand på strategi – førend hun har ledet et slag eller noget tilsvarende. I forvejen er det ikke alt for klart, hvorfor hun og hendes bror er med i Talis’ gruppe. Det eneste jeg kan se af forklaring, er at de er halvt elevere/mennesker. Og når vi nu er ved kampene, som alle er beskrevet med meget store penselstrøg, så virker det som om udfordringerne i logistikken ved at organisere tusinder af krigere er markant undervurderet: En enkelt mand kan råbe en hel hær op, det tager under en dag at indtage en by fra fjenden bliver opdaget til alle i den er udslettet.

Af petitesser – som jeg alligevel ikke kan nære mig fra at nævne – er brugen af navne i bogen. Der er noget ‘forkert’ ved dem. De fire guder har navne som taget fra en rollespilsmanual: Oberon, Orcalus, Los og Paladin. De fem racer er mennesker, shamaner, dæmoner, dværge og elvere, og det bliver ikke forklaret, hvorfor lige de navne er valgt, og deres betydning bliver slet ikke brugt. Shamanerne bruger runer, men har ingen shamanistiske træk overhovedet, igen ånderejser, totemdyr eller indvielsesritualer. Folks navne er en blandet landhandel af engelsk, arabisk og selvopfunden. Det hjælper ikke på min indlevelse at to soldater hedder Hugin og Munin og jeg søger efter Odin eller andre referencer. Det er mere forvirrende end forklarende. Navne er magiske, og de trækker ofte en række tanker med sig, så man skal være varsom med, hvordan man bruger dem i sine historier. I bogen bliver en række af mine forventninger til personer/folkeslag/guder ikke indfriet på trods af, at deres navne har peget i en bestemt retning, og det virker frustrerende på mig som læser.

Ideen med at helten er fostersøn af skurken er ikke så ringe, men de psykologiske mål står desværre ikke mål med udførelsen. Jeg har svært ved at tro på personerne, og dermed også på deres indre liv. Igen virker det som om det er alt for generelt beskrevet.

Jeg tror, at bogen kunne have vundet ved at blive skåret til, således at fokus udelukkende er på Askillen og hans kamp mod sig selv, eventuelt uden Petro og Talis’ og uden at man ser guderne direkte, men kun hører rygter om dem.

Anmeldt af Jesper Rugård Jensen i Himmelskibet nr.24

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Fantasy, Roman og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *