Warcraft

warcraft_ver8_xlgWarcraft
Film, USA 2016, 123 min.
Instr.: Duncan Jones
Medv.: Travis Fimmel, Paula Patton, Ben Foster, Dominic Cooper, Toby Kebbel m.fl.

Filmen Warcraft, som i danske biografer har fået undertitlen The Beginning, er ikke. som man let kunne forledes til at tro. baseret på det populære online-spil World of Warcraft, men i stedet på det gamle realtime-strategispil til PC m.m. Warcraft fra 1994 og frem.

Warcraft-spillene er fantasy, der henter mere inspiration fra rollespil som Dungeons & Dragons end fra episke værker som Ringenes herre. Man bliver ganske vist introduceret til både dværge og elverfolk, men det er en konflikt mellem mennesker og orker, der er omdrejningspunktet for filmen – ligesom i det første computerspil, der har undertitlen Orcs & Humans.

Filmen starter i orkernes verden, Draenor, der er ved at dø. En mægtig orkshaman ved navn Gul’dan skaber en magisk portal, der sender ham selv og en mindre orkhær til en anden og mere frodig verden, beboet af mennesker. Deres opgave er at fange en mængde mennesker, der kan ofres for at åbne porten længe nok til at resten af orkfolket kan komme igennem til den nye verden.

Gul’dan behersker en grøn, nekromantisk magi kaldet fel-magi, der også kan gøre orkkrigere større og stærkere. Orkhøvdingen Duratan er mistroisk over for denne magi og begynder at tro at den måske bærer skylden for Draenors død. Han beholder dog til at begynde med sine betænkeligheder for sig selv, for det handler trods alt i første gang om hans folks overlevelse.

Ikke overraskende bryder menneskene sig ikke om at orkerne kommer væltende og begynder at plyndre og tage fanger. Modstanden ledes af Llane Wrynn (spillet af Dominic Cooper, som vi har set som Howard Stark i Captain America og Agent Carter), kongen af landet Stormwind, som orkerne er dumpet ned i. Han får hjælp af sin hærfører Anduin, den unge troldmand Khadgar og Medivh, en mægtig troldmand, der udfylder rollen som rigets Vogter. En kvindelig halvork ved navn Garona tilbyder sin hjælp og lover at skaffe kontakt til Duratan, som måske kan overtales til at vende sig mod Gul’dan og hans onde magi.

Selvom filmen handler om en konflikt mellem mennesker og invaderende orker, er orkerne ikke portrætteret som onde væsener som i Ringenes herre, men som et stolt nomadefolk der er blevet ledt på afveje af Gul’dan, og det viser sig også at Gul’dan har en allieret i menneskenes verden. Så filmen handler ikke om en klassisk kamp mellem godt og ondt, men har et lige så klassisk tema: forræderi og tragedie. Tolkien krydset med Shakespeare, så at sige.

Filmen er blevet kritiseret for mere at være et oplæg til en filmserie end en historie, der hviler i sig selv, men det synes jeg er uretfærdigt. Selvom der er mange uløste konflikter når filmen slutter, er der en fin afrunding på historien, som man selv kan digte videre på, hvis der ikke kommer flere film: The Beginning, not the End, som man nogle gange ser i bøger.

Det er faktisk lidt åbent om der kommer flere film. Warcraft er tænkt som den første film i en trilogi, men filmen tjente ikke ret mange penge i USA (under $ 50 mio.), og selvom den blev meget populær på det kinesiske marked, har den ikke tjent sit budget ind, trods at den er blevet den computerspilbaserede film med størst indtjening nogensinde.

Filmen er flot lavet med overbevisende motion capture-animation af orkerne og farverige special effects på magien, der bestemt er mere kulørt end i Tolkien-filmatiseringerne. Selv­om ingen af skuespilpræsentationerne ligefrem imponerer, fungerer skuespillerne udmærket i deres roller. Design af dragter og arkitektur er også ganske udmærket. Omvendt er vi efterhånden blevet forvænt med gode produktionsværdier, og det er ikke længere nogen garanti for succes. Se bare ellers udmærkede film som John Carter og Solomon Kane, der i øvrigt også begge er baseret på kendte forlæg – om end ikke så kendte af nutidens unge som Warcraft.

Instruktøren Duncan Jones (søn af David Bowie) har tidligere lavet to udmærkede science fiction-film med moderat budget (Moon og Source Code), men dette er hans første film med stort budget ($ 160 mio). Det går ofte galt når talentfulde instruktører får lov til at slå sig løs med enorme budgetter, men jeg synes faktisk at Jones gør det ganske godt her. Jeg håber ikke at filmens manglende succes betyder at det bliver sidste gang han får lov at lave en storfilm, for jeg synes faktisk Warcraft er en underholdende film ikke helt blottet for dybde.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 49

Dette indlæg blev udgivet i Fantasy, Film og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *