In absentia
Roman af Daniel Henriksen
Valeta, 2016
Hvad gør man når lægerne giver en ens dødsdom? I In absentia er der et bud på dette. Her har en mand valgt at lave sin egen kiste. Hans kone Stine ved han har gang i et byggeprojekt, men hun ved ikke hvad han bygger, eller ved noget om hans sygdom.
Han ønsker dog også at gøre noget godt for sin kone i sin sidste tid, men også her har han en anden tilgang end hvad mange andre ville have gjort. Han bilder konen ind at han skal på kursus, men hvad han i virkeligheden gør er at han tager ud for at hævne sig på de der har været uretfærdige overfor hende.
Det starter med bankmanden som ikke ville bevilge dem et lån så de kunne købe drømmehuset. Den hævngerrige mand opsøger bankmanden på dennes adresse, og han har medbragt et baseballbat. Efter at have tævet bankmanden til døde og taget de penge som manden havde, drager han videre.
Listen er lang over de han mener fortjener at blive draget til ansvar for forskellige ting, og samtidig med hævnen forsøger han at skaffe penge som hans kone kan leve for når han selv er væk.
Et offer var valgt da denne havde stjålet fra dem. Her finder han en masse penge, men også en masse problemer. Han bliver draget ind i en dybt voldelig og kriminel undergrund, og pludseligt er Stine også i fare.
Manden bliver løbende opsøgt af spøgelserne af sine ofre. Dette er selvsagt noget han lige skal vænne sig til, men han prøver at hjælpe dem til at få ro, og nogle af dem prøver han også at få til at hjælpe sig. Om spøgelserne rent faktisk er der, eller om det er hans samvittighed der danner dem for ham, er uklart, men ingen tvivl om at de er ægte for ham og noget han skal forholde sig til.
Det er en blodig historie og meget beskrivende i sin vold. Der er dog også konsekvenser ved den vold som han udfører, for da han møder folk for hvem vold og tortur er en levevej, så er han pludselig offeret, og hvad værre er for ham, så er Stine også lige pludseligt et muligt offer.
Dette er ikke en bog som blot er skrevet for at have muligheden for at skrive en masse voldelige og blodige scener. Det at det ikke blot er vold for blodets skyld, men at den har en historie, gør at den bestemt er værd at læse. Forlaget kalder den for en spændingsroman, hvilket nok er en meget passende kasse at putte denne bog i. Det er ikke rigtigt en gyser eller horrorbog, og det er heller ikke en krimi, så spænding er meget passende, og spændende er den bestemt.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 49