Under
Roman af Helge Kastrup
Ulven og Uglen, 2016, 350 sider
Under er titlen på Helge Kastrups roman, og det er historien om Helge Kastrup, der finder en skjult verden under København, hvor et lille utopisk samfund er opstået for århundreder siden og i vis hemmelige lærdom Helge gradvist oplæres i, indtil han en dag som ældre herre indkaldes for at opklare et mord begået i et lukket rum. Hen over syv dage efterforskes mordgåden, som udvikler sig til historier om ulykkelig kærlighed, en mystisk forsvinding og hovedpersonens møde med sin sjælemage fra Nepal, da hun tilfældigvis er i København til en kvindekonference.
Dagligt følger vi hovedpersonens mange små løgne for at slippe væk fra sin kone og børn, så han kan tage ind til København og slippe ned i de underjordiskes verden, hvor mordet skal opklares, personers mystiske forsvinden afdækkes, en række mærkelige tyverier håndteres og lyden af mystisk musik forløses.
Til sidst falder det hele i hak i en historie om bosniske flygtninge drevet under jorden (af blandt andet Dansk Folkepartis fjendtlighed over for flygtninge) og et jalousimord, der har strandet den forsvundne morder i en tidsløkke, mens hovedpersonen opnår fuldkommenhed gennem tantrisk sex med sin sjælemage.
Under, som både refererer til en verden ‘under’ og til det underfulde, er en roman, der med rødderne i den magiske realismes genre forsøger at fortælle en slags krimi, mens den udforsker underverdenens filosofiske verdensbillede, som er en slags parallel til hovedpersonens interesse for og dyrkelse af buddhismen, som også er forfatterens egen, da hovedperson og forfatter er samme person, selvom det i bogens eventyrlige format er uklart, hvor forfatteren ender og den fiktive hovedperson begynder.
Romanen er drevet frem af hovedpersonens gradvise indvielse i buddhismens mysterier og i underverdenens mysterier, alt imens der begås verdensbygning af de underjordiskes samfund, mens historien akkompagneres af sære fortællinger, der dels er en finurlig leg med sære tanker af forfatteren, som det er eksempler, der skal understøtte romanens filosofiske pointer, og dette suppleres af mordmysteriet, som kræver en introduktion til fysikkens verden, som er reflekteret af forfatterens/hovedpersonens uddannelse og hverv som underviser i fysik.
Undervejs fungerer bogen som platform for forfatterens småfilosofiske overvejelser og tilbagevendende advarsler mod astrologi og anden religiøs overtro. Midt i alt dette er der et mord, som skal opklares, og med mordet følger mysterium på mysterium, som til sidst forløses i et kosmisk hele, som viser sig at være også uden for forfatterens evne at forstå, da han ender med at basere det på følgerne af fysikkens love, som han betror læseren, at han heller ikke selv formår at forklare.
Trods de mange tråde, som forfatteren Helge Kastrup gennem sit til tider altmodiske sprog og opstyltede ‘bedstefar-humor’ konstant spinder ind og ud af hinanden, så er Under en tam fortælling.
Der er intet bid i verdensbygningen med de underjordiskes verden, som er et utopisk samfund, der konsekvent er bedre end vores, og derfor ikke er mere end kedelig moralisering, og verdensbygningen mister sit værd, når alle forklaringer grundlæggende bunder i, at det er ‘magisk’ og der derfor ikke er noget at forklare.
Ligeledes er mysterierne tamme, for der er aldrig noget på spil. Ingen er i fare, intet risikeres, og alt, der finder sted, er hovedpersonens indvielse til de større mysterier, men alt det forløber uden nogen form for konflikt.
Efterforskningen af mordet er ikke mere efterforskning, end at det hele klares ved at læse breve og snakke med beboerne i samfundet under jorden, og twistet i mordgåden skal forestille at bygge på indsigt i fysikkens verden, men når det kommer til den endelige afsløring, går forfatteren til bekendelse og indrømmer, at han heller ikke selv ved, hvordan hans fikse ide egentlig hænger sammen, og samtidig med at det lader læseren uden egentlig chance for at regne mysteriet ud undervejs.
Under indskriver sig i flere genrer fra historier om skjulte parallel-verdener, som f.eks. Neil Gaimans Neverwhere til historier, hvor forfatteren går i dybden med et smalt emne og gør det til grundlaget for sin bog, som f.eks. Perez-Revertes Dumasklubben eller Umberto Ecos Foucaults pendul, til historier, der nærmest er moderne introduktioner til religiøse forestillinger, som f.eks. Alan Moores tegneserie Promethea, men i modsætning til de nævnte værker, så bliver Under aldrig en spændende bog.
Anmeldt af Morten Greis i Himmelskibet 51
