Maya Salonin – Menneskesønnen

Menneskesønnen
Den 8. bog om Satan
Kortroman af Maya Salonin
Kandor, 2016, 66 sider

Ottende og sidste bind i Kandors serie, hvor forskellige forfattere giver deres bud på en fortælling om Satan, er skrevet af Maya Salonin. Denne gang tages der udgangspunkt i den kristne skabelsesberetning. Den starter helt inden universets skabelse, med Lucifer der bevæger sig rundt i mørket uden at kende til andet. Da universet skabes, bliver han både forundret og nysgerrig, så i stedet for at slutte sig til englekoret der bruger alt deres tid til at lovsynge og prise Gud og hans skaberværk, begiver Lucifer sig rundt på Jorden for at lære mere om denne verden. Gud konfronterer ham flere gange og byder ham at deltage i de andre engles kor, men Lucifer bliver ved med at være draget af jorden og skabningerne der lever her.

Det ender med at Gud sender Lucifer ud af Himmelen og fratager ham englestatussen, så han nu må leve som menneske. Hvor andre mennesker dog ikke har nogen sjæl, og de derfor forgår efter døden, så lever Lucifer videre på et åndeligt plan efter døden. Det samme gør de efterkommere som er kommet efter de børn som Lucifer fik som menneske, og efterhånden bliver der flere og flere sjæle der ikke har noget sted at tage hen efter døden. Lucifer må prøve at få Gud til at give dem plads i Himmelen, også selvom Lucifer godt ved at han aldrig selv vil blive lukket ind.

Denne historie er fortalt fra Satans synsvinkel og giver et bud på hvordan han måtte have oplevet det at blive kastet ud af Himmelen. Gud er i denne fortælling den gammeltestamentlige gud som på ingen måde er tilgivende og som ikke tolererer at nogen stiller spørgsmål ved den store skabelsesplan (samtidig med at han ikke vil fortælle hvad planen går ud på).

Bogen passer godt ind i serien og har en vinkel som ingen af de andre forfattere har valgt. Ud over at være godt fortalt, så belyser den også at ondt og godt ikke nødvendigvis er noget der kan dels op i sort/hvidt, men at det er nødvendigt at sætte sig ind i de bevæggrunde som ligger til grund for en handling. Og i denne bog et alternativt bud på hvad konflikten imellem Gud og Satan skyldes, end hvordan det normalt belyses.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Horror, Roman og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 Responses to Maya Salonin – Menneskesønnen

  1. Maya Salonin skriver:

    Hej Thomas (og/eller admin)

    Tak for den fine anmeldelse. Jeg er rigtig glad for, at du kunne lide bogen!
    Jeg har blot én indsigelse: Mit navn er stavet forkert. Tre gange 😉
    Jeg hedder Salonin – ikke Salolin 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *