Wonder Woman
Film, USA 2017, 141 min.
Instr.: Patty Jenkins
Medv.: Gal Gadot, Chris Pine, David Thewlis, Connie Nielsen, m.fl.
NB: Jo, der er SPOILERE her – se helst filmen inden du læser nedenstående.
Wonder Woman-film har vi endelig fået en film med det sidste medlem af DC Comics’ ”trinity”-trekløver som er i samme (retfærdighedens) liga som de to andres bedste film, som vi dog skal over et kvart århundrede tilbage i tiden for at finde: Superman I-III med Christopher Reeve og Tim Burtons første Batman-film. Det holdt hårdt, men nu er der endelig hul på bylden, også hvad angår superheltinde-film i det hele taget. Forhåbentlig åbner Wonder Womans succes op for muligheden for en Black Widow solo-film med Hollywoods højst betalte kvindelige skuespiller, Scarlett Johansson. Joss Whedon skulle desuden have en Batgirl-film på vej. Og Sony, som har rettighederne til de Spider-Man relaterede figurer, har også meddelt at de vil producere Silver & Black; en film med de seje kvindelige Marvel-figurer Silver Sable og Black Cat. Og vi glemmer selvfølgelig ikke Marvel Studios’ kommende Captain Marvel. Forhåbentlig vil der komme mange flere film med superkvinder, nu da Wonder Woman har banet vejen.
Joss Whedon blev jo for ti år siden hyret til at lave en Wonder Woman-film. Producenterne endte med at forkaste hans ideer og aflyse projektet, da de ikke delte hans vision, men et af de hovedelementer som Whedon bidrog med, var at filmen skulle foregå under Anden Verdenskrig. Filmen vi nu har fået foregår jo under Første Verdenskrig, så man kan sige at de nok alligevel har brugt en variation af Whedons idé. Og det er en fin idé, som ligesom mange andre elementer i den nye film kommenterer på diverse historier fra WW-tegneserierne.
Wonder Woman starter som Diana, en amazone på paradisøen Themiscyra, hvor et folk af kvindekrigere lever i magisk isolation fra omverdenen. Hun er datter af krigerdronningen Hippolyta, som her spilles af den blonde (og danske) Connie Nielsen. I tegneserierne er Hippolyta imidlertid som snydt ud af næsen på den mørkhårede Diana, og det er endda blevet etableret at den Wonder Woman der rendte rundt i tegneseriernes DC-univers i 40erne, under Anden Verdenskrig, var Hippolyta. I de senere tegneserier (siden George Pérez revampede figuren i 1987) er Diana helt ung; omkring de 20, og sendes til ”mændenes verden” som goodwill-ambassadør for Paradisøen. I den nye film er der lavet om på dele af denne historie. Diana er nok stadig omkring 20 da hun mod sin mors vilje tager til mændenes verden for at kæmpe for fred i slutningen af Første Verdenskrig, 1918 (hvilket jo gør hende til over 100 år gammel i filmens 2017-rammefortælling, men det er OK, for hun ældes ikke). Jeg har kun ét stort kritikpunkt ved filmen, og det er at det ikke giver nogen mening overhovedet at Hippolyta ikke vil kamptræne den unge Diana. Vi hører at krigsguden Ares, hvis han har overlevet en tidligere kamp, vil komme efter Diana, og derfor er det selvfølgelig kun det eneste rigtige at kamptræne hende. Men Hippolyta går rundt i en beskyttelsesberuselse hvor hun har overbevist sig selv om at Ares nok aldrig kommer, men det er da noget af en dum chance at tage – og fuldstændig ukarakteristisk for en hel kultur af krigerkvinder. Det er det eneste væsentlige element i filmen som ikke fungerer. Heldigvis insisterer Diana på at kamptræne sig i hemmelighed, og tager også på eget initiativ ud for at finde og bekæmpe Ares, da en spion fra krigen nødlander på Paradisøen.
Et lidt mindre kritikpunkt er at Dianas kampstøvler har høje hæle! Argh – sådan noget er det umuligt at slås i. I tegneserien smed de hælene ud i 1987, og så vidt jeg ved har hun aldrig haft dem siden. I 2009-tegnefilmen var der en sjov scene hvor hun fik smidt et par højhælede støvler i hovedet under en kamp, og brugte et sekund på at undre sig over dem. De giver jo ikke mening for en kriger.
Herfra har jeg dog kun stadigt mere positive ting at sige om filmen. Både handlingen og dialogen er fyldt med gode ting. Det er et skønt kunstgreb at Diana tror at Ares har orkestreret hele Første Verdenskrig, og både seeren og Dianas mandlige følgesvende i filmen begynder langsomt at tro på at denne dybfølte overbevisning måske er rigtig. Virkeligheden viser sig at være lidt mere kompleks, og involverer også en tysk kommandør der får superkræfter af superskurkinden Dr. Poison. Det er en ægte overraskelse da det afsløres hvem Ares er, og så kommer selvfølgelig den store afsluttende kamp, som nogle (da ikke helt ukorrekt) har betegnet som et ”CGI-helvede”. En del anmeldere skriver at de godt kunne lide filmens første del, mens de var mindre vilde med det klimaktiske CGI-lir. For mig er det lige omvendt; det er denne slutsekvens der får filmen helt op og ringe. En af de ting som får mig til at acceptere og tilgive CGI-spektaklet er at det understøtter den bronze- og ild-farvede ikonografi som Wonder Woman i de senere år har fået tildelt via en række flotte tegninger, nogle af dem lavet af fans, og som også går igen på WW-filmplakaterne. Det skaber et mere episk look for figuren.
Men den største grund til at slutsekvensen er megafed er historie-baseret. Det afsløres i denne kamp mod Ares at Diana faktisk er datter af Zeus, og derved selv en gudinde. Da hun selv indser dette får hun et power-boost som bl.a. gør at hun kan flyve – ligesom i tegneserierne! Og så hænger hun ellers krucifiksisk i luften som en hævnende engel, der regner retfædighed ned over Ares. Eller som en frelser – en kvindelig Jesus. Ja, man kan faktisk med stor ret hævde at de tre græsk-mytologiske aktører, Zeus, Ares og Diana her med overlæg nærmere repræsenterer Gud, Lucifer og Jesus i den kristne trosverden – og dermed er Diana præcis gjort til den messiasfigur som flere berømte tegneserieforfattere mener at den arketypiske superhelt repræsenterer. Bemærk hvordan Bryan Singer gjorde det samme med Superman i sin 2005-film (som desværre var ret mislykket på de fleste punkter). Og i tegneserien har Diana faktisk også været gudinde i en eller to storylines, så filmens handling er upåklageligt underbygget af forlægget.
Nu er der endelig en kvindelig superhelt på film som ikke står tilbage for sine mandlige modstykker i frelsersymbolikken. Jeg elsker denne slutning som på næsten kosmisk vis gør Wonder Woman til netop den magtfulde primærheltinde som hun er i tegneserierne. Vi har fået en film som er Wonder Woman værdig! En gudindefilm.
Karakter: 9 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 52
