Iron Fist – Sæson 1
TV-Serie
Netlfix USA – 13 Afsnit
Medv.: Finn Jones, Jessica Henwick, David Wenham, Tom Pelphrey og Jessica Stroup
Så skete det: Med Iron Fist har Marvel (den del der er associeret med Marvel Studios) fået sit første anmelder-flop. Serien er baseret på nogle tegneserier der først udkom i 1974, hvor den netop afdøde Bruce Lee og kung fu-film var højeste mode.
Danny Rand mistede sine forældre som ca. 10-årig under en tur til Himalaya, og blev fundet og adopteret af munke fra byen K’un Lun (som ligger i en anden dimension, og kun er tilgængelig fra vores verden hvert 10. eller 15. år, alt efter om man går efter tegneserien eller tv-serien). Her blev han oplært i kampsport, og opnåede det ypperste mulige: at blive det levende våben ‘the Iron Fist’ (via intet mindre end en drages mellemkomst), med superevnen til at kanalisere sin ‘chi’ (livskraft) ud i sin knytnæve, så den bliver et overmenneskeligt våben. Da K’un Lun igen forbindes med vores verden, rejser Danny tilbage til New York, hvor han (måske lidt for bekvemt) er arving til en kæmpe virksomhed og medfølgende kæmpe formue. Her involveres han i alle mulige intriger i processen med at modtage sin arv, og må samtidig tage kampen op mod ninjaklanen The Hand, som hele hans tid i K’un Lun har forberedt ham på. De har naturligvis en finger med i spillet hvad angår hans forældres død. Han møder desuden den seje karate-pige Colleen Wing, som også viser sig at være involveret i ting og sager.
I forhold til at serien reelt er en 13-timers film, kan man godt med rette indvende at handlingen går lidt langsomt, og at der ikke er kød nok på historien. Har anmelderne og de andre kritikere så ret i deres negative vurdering? Well, det er lidt af et kompliceret spørgsmål, især hvis man gerne vil kunne lide serien, og faktisk føler sig umiddelbart underholdt af den. Men jeg må medgive at det er rigtigt at serien på mange måder ikke rigtig holder til at blive grundigt analyseret. Kampsports-indholdet og action-scenerne er ikke gode nok (hvilket nok er det største problem). Seriens producenter har valgt en skuespiller til titelrollen udelukkende pga. hans udseende og fordi han er kendt fra Game of Thrones, og desværre overhovedet ikke fordi han var egnet til en kampsportsrolle, som ellers burde være et af de vigtigste kriterier for denne figur. Udover en række spredte og (med enkelte undtagelser) uinteressante dueller, har kampsport besynderligt nok ikke nogen rigtig væsentlig betydning for denne series plot.
Andre problemer virker som funktioner af et lavt budget: der er stort set ingen spektakulære, superhelte-agtige elementer i serien, og baggrunden med eventyrlandet K’un Lun hører man kun ganske lidt om, selvom det ville have været en oplagt måde at få lidt visuelt lir med i serien på. I det hele taget er det en alvorlig fejldisponering at serien ikke har den kulør som tegneserieudgaven – og superheltetegneserier generelt – har, men i stedet er ‘played straight’, og tager sig selv lige lovlig seriøst. Et superheltekostume kan f.eks. ikke komme på tale. Men på den anden side må man jo medgive at de andre tre serier i samme tv-univers – Daredevil, Jessica Jones og Luke Cage – er blevet en succes ved netop at være meget seriøse og sammenbidte! Problemet er at samme tone fungerer langt dårligere til Iron Fist, og derfor må man også konkludere at den er den ringeste af de fire serier. Men det må næsten siges at være et rent uheld.
Producenterne har jo blot forsøgt at videreføre den samme stemning som i de andre serier, som generelt faldt i god jord hos anmelderne. For Iron Fist-konceptet fungerer dén stil bare mindre godt.
Et andet kritikpunkt er at Danny overhovedet ikke virker som om han har spenderet de sidste 15 år (alle sine teenage-år og det første af sit voksenliv) med at kung fu-træne i en eventyrby af krigermunke. Da han kommer tilbage er han en typisk udadvendt, glad og snakkesagelig all-American kid, som ikke giver indtryk af at være specielt disciplineret eller meditativ (selv om han faktisk mediterer i en scene eller to).
Jeg ville ellers have forventet at han mindede om Gordon Lius figur i The 36th Chamber of Shaolin, da han kommer ud af klostret efter at have færdiggjort sin årelange træning. No such luck! Måske skyldes det igen at det desværre ikke var et element der passede særligt godt til den skuespiller, de valgte til titelrollen. Det er bestemt ærgerligt, og hænger nok igen sammen med at Finn Jones ikke rigtig kan noget kampsport. Det vel nok mest ødelæggende for denne serie er at instruktørene har været nødt til at klippe actionscenerne sammen på uhyrlige måder for at forklæde heltens mangel på kampevner. Et af konceptets allervigtigste elementer er derved blevet ubærligt kastreret, og actionsekvenserne fungerer utrolig dårligt.
Ikke desto mindre er jeg forbavset over hvor underholdt jeg alligevel var af serien. Jeg kunne generelt godt lide personerne og skuespillet, og blev også fastholdt af plottet, som trods alt havde mange referencer til tegneserierne. Serien er måske nok (meget) langt fra at være den ultimative eller bedst mulige tv-udgave af Iron Fist-tegneserien, men den fungerede alligevel helt okay som en Iron Fist-inspireret historie; som en lettere low-budget action-serie hvor tegneserie-elementerne var præsenteret i mere realistiske rammer. Jeg havde foretrukket noget mere eskapistisk, men underholdningsværdien fornægter sig imidlertid ikke. Visse kulørte elementer er bibeholdt, som f.eks. The Hand’s evne til at genoplive de døde (noget der egentlig kommer fra Frank Millers Daredevil-tegneserier). Og det er, for mig, godt nok til at man har lyst til at både se og gense serien.
Min karakter: 7 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 52
