Technobabylon

Technobabylon
Udvikler: Technocrat Games
Udgiver: Wadjet Eye Games
Til PC på Steam og GOG,
21. Maj 2015
Biotech-science fiction.

Technobabylon er et point-and-click adventure. Det er lavet af Technocrat Games og udgivet af Wadjet Eye Games. Wadjet Eye Games lavede også A Golden Wake som jeg godt kunne lide men som var for let for mig. Der var en del af spillet som mindede om LA Noire, hvilket var rigtigt godt. Senest har jeg også spillet Gemini Rue som er et science fiction-spil ude i rummet. Det er som om Wadjet Eye Games bliver bedre og bedre til at lave spil. Deres plots er rigtigt gode. Plothullerne bliver færre og færre. Historierne bliver bedre og bedre.

I Technobabylon følger man tre personer. Det er to politibetjente fra CEL, som er en stor AI, der styrer politiet i byen Newton. Man spiller også en immigrant-pige. Det er en biotech-fremtid som vises i spillet. Der er også en masse om internettet som har udviklet sig til The Trance som er en 3D-verden. SFC havde også bogen Happy Nation af Christian Kaarup Baron som også beskriver en biotech-fremtid.

Via The Trance kan man kommunikere med diverse maskiner ved at forme en forbindelse til dem via en teknologi som hedder Wetware. Det kan man fremstille via en maskine eller gennem de rigtige materialer. Man kan bruge Wetware til at modificere ens hjerne. I The Trance er man en avatar som er en 3D-præsentation af en selv. Man kan kommunikere med andre avatarer og spille spil.

Man undersøger en sag om en Mindjacker som kopierer andres hjerner og dermed dræber dem. Denne sag tager mange drejninger. Undervejs kan man vælge mellem mange forskellige ting at gøre.

Der er også en masse alternativ historieskrivning f.eks. om Japan som har en vigende befolkning. De vil ikke have immigranter fra konfliktområder pga. de mister deres kultur men går i stedet i gang med at klone deres befolkning. I spillets fremtid er 40 procent af den japanske befolkning skabt via kloning.

Der er også en masse biotech-teknologier i spillet. Der er kopibeskyttet dna fra planter og beskeder gemt i planters dna.

Det er til tider et svært spil. Det kræver ikke særligt meget af computeren. Det kan køres på en computer fra 1998, hvis den har plads på sin harddisk til en gigabyte. Det er lavet med gammeldags grafik. Der er et godt soundtrack til spillet.

Jeg vil give spillet 9 ud af 10 stjerner. Spillet kan ikke spilles af børn, men måske af unge. Der er en ret grusom scene i spillet som chokerede mig.

Anmeldet af Andreas Søe i Himmelskibet nr.54

Dette indlæg blev udgivet i Spil og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *