Jørgen Moranis – Nøglen til korncirklerne

Nøglen til korncirklerne
Roman af Jørgen Moranis
Indian Hawk, 2018
343 sider, kr. 249,00

En af mine forfatterkollegaer i seniorgruppen i Dansk Forfatterforening sendte for nogle år siden et manuskript til Gyldendal, men fik afslag. Senere fik han at vide af en god bekendt med tilknytning til forlaget, at afslaget skyldtes, at det ville kræve flere redaktørtimer at rette manuskriptet til, end Gyldendal ville investere.

På den ene side kan jeg godt forstå, at et stort forlag skal tænke økonomi af hensyn til deres aktionærer. På den anden synes jeg indimellem, at de er nogle ‘tøsedrenge’ der er bange for at tage chancer. Derved går læserne uden tvivl glip af mange udmærkede danske romaner på bekostning af de ‘sikre’ udenlandske, som forlagene hellere excellerer i.

Heldigvis er der en del af de forfattere, der får afslag af de store forlag, som enten udgiver selv eller på medudgiverforlag. Til dem hører Jørgen Moranis, der med garanti også ville have fået afslag, hvis han havde sendt sit manuskript til Nøglen til korncirklerne ind til et af de store forlag. Ikke fordi spottet er dårligt. Tværtimod, for med gode beta- og korrekturlæsere ville det være blevet en perfekt roman.

Nu er bogen, som Jørgen Moranis har udgivet på sit eget forlag Indian Hawk, blevet et upoleret produkt, som jeg rent sprogligt vil sammenligne med en gammel Ford-vogn, der koldstarter og ikke rigtig vil i gang. Ind imellem er det nemlig som om Jørgen har haft lidt svært ved at komme i gang med et kapitel. Teksten er tung og hakkende. Men så efter et par sider begynder teksten at glide, præcist som Ford-vognens motor begynder at spinde, når den er blevet varm. OK, ind imellem forekommer der et mindre udfald, men ikke noget alvorligt. Derfor er der heldigvis lange stræk, hvor det bare er en sand fornøjelse at køre med.

Min anbefaling af Nøglen til korncirklerne er derfor følgende: Læs bogen, lad dig underholde af den spændende handling i vidt forskellige lande og miljøer, og se gennem fingrene med at sproget til tider ikke er så elegant. Hvis du ikke som jeg er navigatøruddannet, vil du formodentlig ikke opdage, at det er Jørgen i hvert fald ikke, men lad dig som nævnt fængsle af plottet og nyd den spændende handling.

Bortset fra at der mangler forskydning, er bogen nydeligt sat op, og der er meget tæt på ingen stavefejl, så den del af korrekturlæsningen har været helt perfekt. Men, hvor min egen svaghed, som du sikkert allerede har opdaget, er den, at jeg har det med at konstruere nogle til tider megalange sætninger, så er Jørgens den stik modsatte.

Jeg har efterhånden anmeldt en del bøger, og til dig der ikke kender min stil, skal jeg røbe, at jeg læser bogen mindst to gange, inden jeg skriver en anmeldelse.

Du kan se at der ikke er ret langt til slutningen af min anmeldelse og er derfor begyndt at undre dig over, at jeg, I modsætning til mange andre anmeldere, ikke for længst er begyndt at skrive noget om handlingen. Den har jeg ikke tænkt mig at uddybe, for så tager jeg jo toppen af fornøjelsen fra dig som læser. I stedet skriver jeg, som du allerede har konstateret, om teknikken, både på plus- og minussiden, så forfatteren også får noget ud af anmeldelsen.

Dog kan jeg godt, uden at jeg dermed går på kompromis med det, som jeg netop har skrevet, røbe, at handlingen, der er en forfriskende blanding af science fiction og spiritualisme, primært foregår i to perioder med ca. 70 års mellemrum. Plottets hovedspor levendegøres af at foregå i yderst forskellige miljøer og fører bl.a. de danske hovedpersoner til Malta, Indien, Jugoslavien og Sydengland, der, som mange sikkert ved, er kendt for sine enormt flotte og meget komplicerede korncirkler.

I et parallelt handlingsspor er hovedpersonerne engelske søfolk, der udsættes for nogle endog meget dramatiske og spændende hændelser, både når de er i havn og på deres færd over verdenshavene. Rigtig god fornøjelse.

Du kan læse forfatterens egen præsentation af bogen på hans hjemmeside.

Anmeldt af Johannes Lundstrøm i Himmelskibet nr. 55

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *