Birthe Skov Midtiby og Thorkild Skov – Lue – Skovhuggerens Saga bind 1

Lue – Skovhuggerens Saga bind 1
Birthe Skov Midtiby og Thorkild Skov
Forlaget DreamLitt, 2018, 379 sider

Forfatterne kalder selv fortællingen om Lue for historisk forankret fantasy i forordet til bogen. Det må siges at være yderst passende for bogen, der virker virkelig velresearchet og historisk gennemarbejdet. Jeg skriver forfatterne, for bogen er skrevet af hele to af slagsen, en mor og en søn. At de er to om det, fornemmer man dog ikke, når man læser. Sproget er meget ensartet.

Historien er enkel nok: Ragnar er en høvdingesøn, der bliver tvunget til at flygte. Han må lægge alt bag sig og give sig alene ud i verden, der både er stor og skræmmende, især når man kun er 11 år gammel. Rejsen bliver farefuld og Ragnar har kun sin kløgt og udholdenhed at satse på, hvis han skal overleve.

Fortællingen om Lue er både spændende og velfortalt. Det er en gennemført første del af en saga.

Der er dog rigtig mange elementer fra vikingetidens hverdag, og det er nogle steder med til at trække tempoet lidt for meget ned.

Bogen er illustreret af Thorkild Skov, og det er nogle virkelig fantastiske og stemningsskabende tegninger, der klæder fortællingen rigtig godt.

Den største udfordring med bogen er dog formatet. Af en eller anden årsag, står al dialog i kursiv, og det skæmmer virkelig læseoplevelsen. Desuden er der virkelig mange udråbstegn og udeladelsesprikker, det er også ret irriterende.

Men bortset fra tegnsætning og kursiv, så er Lue – Skovhuggerens Saga er en rigtig god fortælling. Blandingen af Fakta og fiktion fungerer upåklageligt. Jeg håber dog, man reviderer formatet i de kommende udgivelser – foreløbigt er det en trilogi – som jeg ser meget frem til at læse.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldelse af Helle Perrier

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *