Supergirl sæson 4
Tv-serie, The CW, 2019
Medv.: Melissa Benoist,
Mechad Brooks, Chyler Leigh m.fl.
Tv-serien Supergirl, der har været streamet på HBO Nordic de senere år, har været et letbenet og sjovt (man fristes til at sige sødt) alternativ til de mørke og dystre superhelteserier på tv med Marvel- og DC-figurer. Der har været taget seriøse emner op såsom fremmedfrygt, barnløshed og mediernes magt på godt og ondt, men det har altid stået lidt i anden række i forhold til traditionelle superheltehistorier med superskurke, gale opfindere og invasion fra rummet. Fjerde og seneste sæson byder stadig på den slags elementer, men serien er samtidig blevet langt mere politisk end tidligere, med klar reference til Donald Trumps præsidentperiode.
I serien har aliens altid været stand-in for indvandrere og flygtninge, i den grad at marsboere har været portrætteret af sorte skuespillere. I denne sæson er den udbredte fremmedfrygt over for aliens kammet over i fremmedhad, og selvtægtsgrupper overfalder aliens under sloganet “Earth First” (en slet skjult reference til Trumps “America First”). USA’s kvindelige præsident bliver i forbindelse med et attentat afsløret som alien og må gå af, og i stedet indtræder hendes vicepræsident Philip Baker, portrætteret af Bruce Boxleitner, som mange vil huske fra Babylon 5.
Situationen bliver tilspidset fordi en gruppe skurke iscenesætter noget der ligner overfald af aliens mod mennesker, godt hjulpet af hjernekontrol og en formskifter. Det viser sig hurtigt at Præsident Baker ikke er bleg for at samarbejde med selvtægtsgrupperne, under ledelse af den maskerede Agent Liberty, en mand der på grund af sin personlige historie har god grund til at hade aliens. Et britisk supermenneske, Manchester Black, går til voldelig kamp mod selvtægtsgrupperne efter at de slår hans kæreste ihjel, og det dæmper ikke ligefrem spændingerne.
Det hjælper ikke at en kopi af Supergirl dukker op og angriber det Hvide Hus mens den rigtige Supergirl ligger hjælpeløs af kryptonitforgiftning. Denne kopi, der blev skabt af ’sort kryptonit’ i slutningen af Sæson 3, er blevet opdraget og manipuleret af militæret i et lille eks-sovjetisk land til at hade USA. Det viser sig at Præsident Baker (og en skurk, der ikke skal afsløres her) er involveret i dette plot, der ender med en invasion af USA med den falske Supergirl (der kalder sig ”Red Daughter”, med reference til DC’s Elseworlds-historie Red Son) i spidsen.
De tematiske ligheder med nutidens USA er klare: En præsident der samarbejder med russere, som har hjulpet ham til magten (her ved at afsløre den tidligere præsident som alien), nationalistiske slogans der dækker over en egoistisk agenda, voksende selvtægt som præsidenten ikke tager afstand fra, fake news osv. Desværre har vi i den virkelige verden ikke e Supergirl, der kan redde ærterne for os – men seriens budskab er faktisk også at superhelte ikke er løsningen på problemet. Løsningen skal findes i dialog, fredelige demonstrationer og ikke mindst seriøse mediers vilje til at tage afstand fra udviklingen og evne til at afsløre hvad der foregår bag facaden.
Under dette hovedtema udspiller der sig flere historier af mere personlig karakter. En af de vigtigste handler om den nye figur, Nia Nal, der starter som journalist hos Catcom Media, hvor Supergirls alter ego Kara Danvers arbejder under ledelse af James “Jimmy” Olsen. Nia får, ligesom sin efterkommer fra det 31. århundrede, Nura “Dreamgirl” Nal, profetiske visioner når hun sover, men forstår ikke helt hvordan hun skal fortolke dem, med katastrofale følger. Nia Nal er transkønnet og bliver spillet af en transkønnet skuespiller, Nicole Maines; noget der har vakt en del debat i USA hvor netop kønsidentitet er en af de store emner for tidens debat.
Også James Olsen får sin egen personlige historie. I Sæson 3 startede han en karriere som helten The Guardian, der uden superkræfter bekæmper forbrydere. Han bliver gjort til et symbol for “Earth First”-erne som eksempel på at mennesker også kan være helte og at man ikke har brug for aliens. Han søger at bruge sin position til skabe dialog med selvtægtgrupperne, med blandet held.
Den vigtigste sidehistorie er dog Lena Luthors. Lena har gennem de sidste sæsoner hjulpet Supergirl og co., men der har været en del mistillid mellem dem da Lena er Lex Luthors søster og har overtaget hans firma LexCorps. Hvordan det går frem og tilbage med denne mistillid er et centralt tema, og Lena er splittet mellem flere loyaliteter og forskellige, modsatrettede veje til at tackle situationen.
Oven i det hele bliver der også plads til et crossover med heltene fra DC’s tv-univers Arrowerse, Flash og Green Arrow. Det er lidt irritende, fordi disse serier streames på Netflix og slet ikke er så langt fremme at man kan se de andre crossover-afsnit.
Denne sæson er altså åbenlyst mere politisk end de tidligere og spiller på flere strenge, hvoraf mange nok kan ses som temmelig politisk korrekte (hvad der da også har været et kritikpunkt fra især mandlige superheltefans). Der er dog ikke nogen tvivl om relevansen af sæsonens budskaber, og da skurken jo er den fæle Præsident Baker, kan serien ikke direkte anklages for at kritisere Trump – medmindre man indrømmer at de grimme ting Baker gør, har stor lighed med Trumps handlinger som præsident.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 57
