Captain Marvel

Captain Marvel
Film, USA 2019, 123 min.
Instr.: Anna Boden & Ryan Fleck
Medv.: Brie Larson, Samuel L. Jackson, Jude Law, Ben Mendelsohn, Lashana Lynch, Clark Gregg, m.fl.

Vi bragte en spoiler-fri anmeldelse af denne film i forrige nummer af Himmelskibet; i dette nummer er det tid til en spoiler-fyldt anmeldelse  i anledning af filmens udgivelse på DVD/Blu-ray.

Wonder Woman var ikke den første DC-film med en heltinde; det var Supergirl fra 1984. Captain Marvel var ikke den første Marvel-film med en heltinde; det var Elektra fra 2005. Men hvor Wonder Woman var en meget bedre film end Elektra, er Captain Marvel efter min mening desværre ikke en meget bedre film end Supergirl. Nu har jeg set Captain Marvel to gange, og mens jeg vil indrømme at den er aldeles underholdende og fungerede bedre anden gang, så er det desværre stadig en film som ved en nærmere analyse falder delvist fra hinanden og er utroligt uklart fortalt, samt, synes jeg, dårligt gennemtænkt. Der ligger en idé til en god film inde i Captain Marvel, men den kigger kun frygtsomt ud mellem filmens frames og får aldrig lov til at skinne igennem. Man kan godt sige at der er to film i filmen som hver kæmper om søgelyset, med det resultat at ingen af dem kommer ordentligt frem. Jeg har faktisk så mange indvendinger og kritikpunkter at jeg ikke aner hvor jeg skal begynde – men jeg skal gøre mit bedste for at koge det ned til en række rimeligt overskuelige punkter.

Jeg kan jo starte med en ting som glædede mig, fordi det er en reference til en stor storyline i de gamle tegneserier: Vi finder ud af at The Kree-Skrull War er i gang før filmens handling starter og bestemt ikke er slut da filmen slutter!

Skrullerne er i tegneserierne næsten altid bad guys, men denne film vender dem om til good guys. Kree-imperiet har ødelagt Skrullernes hjemplanet og gjort de overlevende Skruller til flygtninge. Om Skrullerne selv havde et stort imperium, ligesom Kree’erne, ligesom i tegneserierne, informerer filmen os dog desværre ikke om. Vi ved således endnu ikke om alle Skruller er good guys på flugt fra the bad guys, eller hvor mange Skruller der er i det hele taget. Jeg håber at der også er nogen Skruller som i stil med tegneserierne er bad guys; ellers ville the Marvel Cinematic Universe have slettet lidt for mange klassiske tegneseriehistorier.

Men det hører vi sikkert mere til i de næste to Captain Marvel-film (som jeg hørte Brie Larson sige i et tv-interview vil blive filmet back-to-back). Indtil videre lader det ikke til at der er specielt meget ‘krig’ over denne version af The Kree-Skrull War; der er mest bare tale om at Skruller bliver forfulgt og slået ihjel af Kree’erne. Dette er et eksempel på hvad der skete mange gange for mig i denne film: en forventning om noget stort og spektakulært endte med skuffelse over elementer som viste sig at være små og langt mindre spektakulære. Jeg forventede at Jude Law ville spille den klassiske Mar-Vell i en eller anden form (perfect casting!!), men han spillede bare forrædderen Yon-Rogg. Jeg forventede vitterligt en kosmisk film med masser af sci-fi og rum-action, men næsten hele filmen foregår bare på Jorden og handler om at Carol Danvers skal genvinde ting fra sin hukommelse som publikum delvist allerede ved.

Derved kommer hele fortællestilen og engagementet til at hvile på Brie Larsons evner som skuespiller; hendes forvirring, hendes reaktioner, hendes “drive” … ingen af hvilke desværre skærer klart nok igennem til at få denne film op på niveau med de øvrige MCU-film. Det er sjældent at jeg mener mig i stand til at kritisere en skuespillers faglige kunnen (og jeg har intet overhovedet imod Brie Larson som person; jeg støtter fuldt og helt hendes aktivistiske arbejde), men i dette tilfælde forsømmer hun altså i høj grad at give udtryk for den handlekraft og beslutsomhed der skulle have gjort hende til en overbevisende action-helt/superhelt. Hun har simpelthen ikke det nødvendige drevne blik i øjnene, og det er tydeligvis fordi hun som person og skuespiller aldrig har været synderligt interesseret i action- eller genrefilm, men er mere til mainstream-drama.

Det overordnede plot i Captain Marvel er ligeledes utilgiveligt uklart. Carol er ude for en eksplosion som slår hende bevidstløs, og så bliver hun kidnappet af Kree’erne, fordi de vil bruge hende som våben. Til dette formål bliver hun hjernevasket til at tro at hun selv er Kree – men de nærmere omstændigheder forklares ikke. Vi ved faktisk ikke om hun reelt fik hukommelsestab, eller om hendes erindringer om sit tidligere liv er blevet slettet af Kree’erne med vilje. Hun får Kree-blod fra Yon-Rogg, men om dette var en transfusion for at redde hende, eller om det bare var en måde at få hende til at tro at hun selv var Kree, er ikke klart – ingen af delene give faktisk mening. Med sine nye superkræfter var hun næppe i fare for at dø, og hvis formålet er at bedrage hende til at tro at hun er Kree, hvorfor er hun så klar over at hun fik Yon-Roggs blod?

Og det bliver værre: Hvis hun skulle tro at hun er Kree, hvorfor gav de hende så navnet Vers fra den overlevende halvdel af hendes Carl Danvers dog-tag? Hvorfor giver de hende hvad de selv tror er et jordnavn, baseret på jordisk alfabet? Hvorfor gav de hende ikke i stedet et Kree-navn og en falsk Kree-baggrund? Og hvilken forklaring har de givet hende på at hun har superkræfter? Og hvorfor viser The Supreme Intelligence sig for Carol i form af Dr. Wendy Lawson/Mar-Vell, som netop kan stimulere Carol til at genvinde sin hukommelse om hvem hun i virkeligheden er? Det er bestemt ikke særligt intelligent at gøre hvis man vil opretholde en illusion om at hun faktisk er Kree. Og sidst men ikke mindst; hvis Kree’erne så gerne vil bruge Carol og hendes kræfter som våben, hvorfor bruger de så SEKS ÅR på blot at træne hende til at blive en rumpoliti­kvinde? Missionen i begyndelsen af denne film er hendes første! Det virker dybt besynderligt at et super-rumimperie ikke har kunnet finde på at bruge hende til noget særligt i så lang tid, og at deres store plan bare er at hun skal være med i deres Starforce-patrulje.

Enten er der et eller andet som jeg misforstår totalt, eller også er manuskriptet meget mangelfuldt gennemarbejdet, givetvis fordi det er blevet omskrevet et halvt dusin gange. Det virker som om mange elementer kun er inkluderet for at få publikum til at forstå hvad der foregår (dvs. hvad Carols rigtige hukommelse og baggrund er), men ikke giver mening på sine egne fortællemæssige præmisser. Med andre ord er denne film offer for at den fokuserer for meget på karakteren (og skuespilleren), mens den er dybt mangelfuld hvad angår ideerne og præmissets logik.

Og hvordan får Carol så egentlig sine erindringer om sit liv på Jorden tilbage? Sker det af sig selv, eller fordi Skrullerne putter hende ind i en maskine der undersøger hendes hukommelse? Det får vi ikke klart at vide.

Ville Skrullerne af-hjernevaske Carol fordi de vidste at hun var en allieret til Wendy Lawson/Mar-Vell og derfor ville hjælpe dem med Mar-Vells projekt om at lave en overlysmotor som kunne transportere de flygtende Skruller til en anden galakse? Det får vi ikke klart at vide! Muligvis sker disse ting rent tilfældigt.

Ender Skrullerne i filmen med at have fået fat i den overlysmotor, de skulle bruge og som er så central for plottet? Det får vi ikke klart at vide – og dermed forløses filmens plot overhovedet ikke! Men alt tyder på at de ikke gør, selvom de tager afsted til det ydre rum med Carol til sidst. Motoren blev jo ødelagt af Carol for seks år siden i den eksplosion der gav hende hendes kræfter, og kraftkilden til motoren – the Tesseract – forbliver på Jorden (det beder Carol specifikt Fury om!). Måske har Skrullerne nu tegningerne til motoren, men så vidt filmen fortæller os. har de ikke hverken motoren selv eller kraftkilden til den (om end det selvfølgelig er muligt at Carol selv kan agere kraftkilde – men det får vi ikke noget at vide om at hun gør).

Det er en utrolig uklar og utilfredsstillende slutning. Men måske er det også noget der bliver gemt til næste film? Eller også er det noget de simpelthen har glemt at inkludere i det endelige manuskript. Det må tiden vise. I hvert fald er det ingenlunde godt nok til at leve op til MCU-seriens standard.

En af årsagerne til filmens struktur er åbenbart (ifølge interviews) at publikum skulle gå ind til filmen i den tro at Kree’erne var the good guys, da Carol jo siger i traileren at hun tilhører en gruppering af “noble warrior heroes” – og derfor skal det forestille et stort reversal da det afsløres at Kree’erne er skurkene og Skrullerne er the good guys. Men det fungerer desværre dårligt hvad angår Kree’erne, idet alle som har læst tegneserierne og alle som har set Agents of SHIELD tv-serien er udmærket klar over at Kree-imperiet i det store hele er fascistisk. Plottet har således bundet knuder på sig selv ved at forsøge at appellere til et totalt uvidende publikum og fejler fælt over for et vidende (nørd-/MCU-)publikum, som hele filmen igennem er aldeles klar over hvor tingene bærer hen og bliver irriteret over at Carol bruger så meget tid på at finde ud af ting som er ret indlysende for os.

Og jeg kunne sådan set blive ved længe endnu med mine indvendinger, men jeg vil stoppe mens anmeldelsen stadig har en begrænset længde. Næst efter Guardians of the Galaxy Vol. 2 (som jeg syntes var MCUs største skuffelse) og The Incredible Hulk (som kun lige knap er med i MCU; den er nærmest apokryf), så må jeg med sorg erklære Captain Marvel den dårligste MCU-film i hele serien. Filmen har da også gode ting, og er som sagt generelt underholdende og seværdig, men det er umuligt for mig at se bort fra dens meget markante mangler og svagheder. Jeg er skuffet over at Kevin Feige syntes at dette utroligt rodede manuskript var godt nok.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 57

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *