Vampyrens Pagt
Roman af Mette Sejrbo
Ulfhedin-sagaen 3
Dreamlitt, 2018, 558 sider, 299 kr.
Så fandt jeg tid til at kaste mig over Vampyrens Pagt, der er tredje bind i Ulfhedin-sagaen af Mette Sejrbo. Men i modsætning til de to første bind, Heksens Kald og Varulvens Forbandelse, som står i min reol, og som tidligere er anmeldt her i bladet af Jette Holst, så har jeg valgt at låne denne bog på biblioteket. Det gjorde jeg, fordi min forventning var, at alle muligheder for nye ideer og dramaer nu var udtømt. Jeg regnede simpelthen med at skulle læse en tekst fuld af gentagelser. En handling, som udspandt sig i de samme omgivelser og med samme virkemidler, som tidligere – som en gammel vinylplade, hvor stiften bliver ved med at hoppe tilbage i den samme rille.
Men hvor tog jeg fejl.
Når Mette sætter sig til tasterne, så vælter der simpelthen uventede og overraskende nye miljøer og vinkler ned på harddisken i en lind strøm, og læseren fastholdes i et net af dramatisk spænding.
Mest markant er det, at vampyrerne er kommet meget mere på banen her i tredje bind, og de er bestemt ikke kedelige. Heller ikke når de dyrker sex, og her må jeg advare om, at Mette ikke lægger fingrene imellem. At det samtidig er yderst bloddryppende, kan vel ikke overraske nogen.
Under det hele lurer det nu meget anspændte forhold mellem de to gennemgående hovedpersoner, Emilie og Jonas. Emilie kan ikke få vampyren Van der Maas, som hun uvidende om hans sande identitet har haft et forhold til, ud af sine tanker, og Jonas overskrider sine grænser, da han får fært af en jysk pige i ‘løbetid’.
Noget som jeg synes gør Ulfhedin-Sagaen yderst nærværende er, at den har rødder i vores egen forhistorie. Mette har helt tydeligt gjort en enorm indsats for at sætte sig ind i de gamle nordiske sagnfigurer som hun levendegør, så det nærmest virker naturligt, at vølver, varulve og vampyrer færdes imellem os i menneskeskikkelse.
Det skorter derfor ikke på gamle udtryk og benævnelser, som ville have været mere eller mindre uforståelige for læseren, hvis ikke Mette havde lavet en ordforklaring bag i bogen.
Efterhånden som handlingen skrider frem, spidser forholdet mellem varulve, vølver og vampyrer meget dramatisk til. De meget spændende og blodige konfrontationer det afstedkommer, synes jeg imidlertid bliver for synlige. Så synlige at det ikke burde kunne undgå at medføre en reaktion fra de almindelige mennesker, der bliver vidner. Men den udebliver, og det synes jeg er forkert. Derfor burde Mette have ladet sine karakterer udvise langt mere diskretion, så handlingen var blevet holdt på samme skjulte niveau, som den befinder sig på i de tidligere bøger, hvor netop det gør, at det virker sandsynlig, at de tre v-grupper eksisterer og kæmper deres kampe i et skjult parallelunivers.
Vampyrens Pagt er helt tydeligt ikke slutningen på Ulfhedin-Sagaen, og jeg er spændt på, om Mette lykkes med at få styr på ‘balancen’ mellem de øverste okkulte ledere, der kæmper om magten, og som hun nævner flere gange som en magtpolitisk overbygning, der manipulerer i det skjulte på højeste niveau.
Som de tidligere to bøger er Vampyrens Pagt velskrevet og meget tæt på at være uden stavefejl, så har du lyst til at opleve en rejse ind i Mettes nordiske univers med alle de sagnfigurer, som vi kender eller har hørt om, og flere til, kan jeg kun ønske dig en rigtig god ‘tur’. For mig var det en fornøjelse at læse bogen, selv om den et par gange snuppede lidt af min nattesøvn.
Anmeldt af Johannes Lundstrøm i Himmelskibet 57