Hanne Lykke Rix- Fioron – Kongestenen 3

Fioron – Kongestenen 3
Roman af Hanne Lykke Rix
Forlaget DreamLitt, 2018, 263 sider.

Anmeldereksemplar er venligt stillet til rådighed af forlaget.

Den forræderiske kong Flod har prisgivet middelalderfantasylandet Okenos ved at indgå en alliance med de forfærdelige Demurgere for at tilrane sig mere magt. Hans søn, prins Falk af skovkongeriet Furien får da endegyldigt nok. Han træffet et valg, der aldrig kan gøres om. Efter en barndom med vanrøgt flygter Falk i trods og vrede fra sin fader. Med sig har han det royale symbol Kongestenen. Dén skal tyrannen Flod aldrig se igen!
Sådan begynder tredje bind i Hanne Lykke Rix’ ungdomsserie om Kongestenen, Fioron – mere om den titel senere. Jeg har anmeldt de to tidligere bøger i serien Ellin og Miralins Datter. Fiorons hændelsesforløb begynder omtrent direkte efter sidstnævnte, hvilket ikke altid er en selvfølge.

Falks hemmelige hjertenskær Ellin – de forrige bøgers hovedperson – bragte Kongestenen til Furien på anden side af bjergene. Her skulle den være i sikkerhed efter den pludselige invasion af Okenos. Kongestenen er dog i stedet havnet direkte i hænderne på netop den centrale komplotmager, nemlig Furiens kong Flod.

Fioron er historien om Falks helterejse, om en modning, og om at puste til oprørets ild så retfærdigheden kan ske fyldest og landet atter blive frit. Bundsolide fantasytroper som forvaltes godt og i tråd med sagaens tidligere bøger. Alligevel er Fioron seriens hidtil mest problematiske bog. Men nok også den mest interessante.

Grunden til denne tvetydighed er, at der grundlæggede virker til at være tale om en bog, der er kommet ud af kontrol og som vokser sin skaber over hovedet. Eller som forfatteren velvilligt har ladet vokse hvorhen den end vil. En sympatisk, men ikke altid fornuftig fremgangsmåde.

Det er imidlertid for det første en glæde at se, at de forfatterkvaliteter jeg noterede mig i den første anmeldelse, bragt i Himmelskibet 55, stadig står ved magt. Fejlene er blevet færre, forfatterens personlige stemme stærkere. Men forventningerne stiger med rette når udgivelserne bliver flere.

Sproget er stadig kluntet visse steder. Fantasyverdenens karakterer bruger stadig engelske låneord som job og okay. Dronningen bor visse steder i en lejlighed i stedet for i værelser eller gemakker – selvom ordet er forfatteren bekendt. Grebet om ordforrådet kan især glippe når forfatteren søger at være særligt suggestiv.

Som fx når det nævnes at ”… den kluntede krop hang ligesom i laser” om en hovedperson der, viser det sig, ’blot’ er udaset – ikke såret. Hænger hans krop i laser eller ej? Er det i overført betydning? Det er uklart. Eller: ”at der var steder i Furiens skove som kong Flod og alle hans soldater og spejdere ikke havde opdaget eller overhovedet anede eksisterede.”
Er disse to kendsgerninger ikke identiske? En bunke roer kan næppe heller være ”så stor som et mindre hus”, hvis den samtidig ”ligger i et hjørne af køkkenet.” En skurks stemme bør ikke beskrives som ”metallisk” når meningen i realiteten lader til at være, at betegne den som følelseskold, rå, eller nådesløs i tonefaldet. For den betydning har ordet ”metallisk” reelt ikke. På dansk har man ligeledes heller ikke ”korte hænder”, men små, brede, smalle eller slanke hænder.

Det kan altid med velvilje fremlæses hvad der menes, men vejen dertil er ikke altid sprogligt elegant eller præcis. Der er mangler simpelthen en dybere dansk sprogbevidsthed. Og Rix kan ikke længere undskylde sig med at være debutant.
Når man selv skriver sig ind i middelalderfantasy er der et særligt sprog, man er nødt til at mestre. Og formelle krav er højere på bogsiden end i samtalen. Længere er den vel ikke.
Dog har Rix bibeholdt sin intuitive sans for den klassiske fantasyfortælling, plus et nyt spændende ønske om at gøre den til sin egen, som går ganske klart igennem. Disse kvaliteter kan ikke benægtes, uanset hvilken kritik der ellers kan gives.

Ønsket om en mere socialrealistisk og jordnær fortælling, der taler i øjenhøjde til tidens unge, har fået mere næring siden sidst. Magien spiller en meget begrænset rolle. Det drejer sig om psykologi og politik. Sløret løftes for mere af Okenos mytologi og vi stifter mere indgående bekendtskab med lavere sociale klasser, andre folkeslag og krigens gru. Alt sammen noget, der udbygger fantasiverdenens teksttur. Dét er i sig selv prisværdigt og virker ganske fint!

Men det er også her, at bogen begynder til at vokse på en måde så man kommer i tvivl om, hvorvidt forfatteren stadig er i kontrol. I de foregående bøger udfoldede voksentemaer sig mellem linjerne – nænsomt antydet og læsbart for den med evner og modenhed i ret mål.
Sådan er det ikke i Fioron. Gravide kvinder bliver dræbt af besættelsesstyrker og vi bevidner en skrigende tyveknægt, der bløder fra resterne af sine afhuggede hænder. Hovedpersonen er en overgang selvmordtruet, paranoid og selvskadende. Han har desuden fået tæsk som barn, og stikker tilsyneladende sin bror ihjel under et svampetrip. Samtidig er også en almindelig 15-årig, der knapt er gammel nok til at barberer sig og stadig kæmper med sin første forelskelse.

Som læser forvirres jeg over hensigten med at bibringe al dette på en gang. At spørge til målgruppen må være legitimt. Jeg vil i hvert fald ikke anbefale Fioron til ikke-voksne uden forhåndsgodkendelse fra forældrene.

Det sværeste ved dette er, at det giver indtrykket af en bog, der gerne vil være sofistikeret og realistisk indenfor sine rammer, men må give op på halvvejen. Sproget er ikke stærkt nok til det. Bipersonerne og skurkene er indtil videre for ensidige, de gode for selvretfærdige og moraliserende – uden mange tegn på, at det er forfatterens mening, at skildrer dem sådan.

elten er åbenlyst racistisk overfor besættelsesmagten, og tøver ikke med at bruge feje tricks. Det naturlige i at ville udvide sit territorium i en hårdkogt middelalderverden italesættes ikke. Forståelsen for det iboende politiske problem ved i en sådan mørk middelalderverden at være kongesøn, som samtidig er svagelig og en bogorm kommer aldrig rigtig frem. Skurkene forbliver ’bare’ skurkagtige.

Jeg sidder med en klar fornemmelse af at forsøget på at forny genren, at italesætte eller møde nutidige problemer med fantasygenren i Fioron er fejlslagent. Enten er den formodede læser for ung og uprøvet til at forstå nuancerne i stoffet – eller også er vedkommende så øvet at han straks vil længes efter bøger af større format. Der er desværre her en kløft imellem visionen og evnerne.

Hermed er vi fremme ved Fiorons største enkeltstående problem. Nemlig det dramaturgiske problem. Prins Falk er, som helte så ofte er det ved begyndelsen af deres klassiske dannelsesrejse, mangelfuld. Han er frustreret, kvabset og uerfaren. Problemet er, at han i sin nye identitet som frihedskæmperen Fioron, er stort set samme sted efter en 260-siders roman. Rix skriver selv nær slutningen:

”Du aner ikke, hvor lidt jeg kan, Konras. Jeg kan ikke svømme, jeg kan ikke ride, jeg kan ikke slås. Jeg kan ikke bruge et sværd eller en bue, jeg kan ikke drikke vin, jeg kan ikke gå på jagt. Jeg kan ikke klatre i træer eller… ”

Fiorons dannelsesrejse har altså langt hen ad vejen været dramaturgisk forgæves, og ’kun’ gjort ham klar til at begynde på sin egentlige skæbne i næste bind. Han har simpelthen høstet for få erfaringer til, at det at følge hans udvikling, er en tilfredsstillende læseoplevelse. Dannelsesrejsen giver for lidt og er ikke skrevet overbevisende, effektfuldt eller moralsk karakteropbyggende nok. Uanset om der er tale om Fiorons indre kvaliteter eller hans ydre formåen. Det føltes ikke så meget som om, at helten når til bogens ende ved sin egen kraft, som et organisk voksende menneske. I stedet hjælpes og reddes han ustandseligt, under hvad der mærkes som forfatterens tydelige plotdrevne tvang. Det ærgerlige er, at det virker påduttet, selv på fiktionens præmisser.

Summen af Fiorons handlinger står slet ikke mål med den læring som genremæssigt er ventet hos læseren eller som forfatteren antager for sket. Vi får forløbet og den personlige vækst fortalt eller doceret af fortælleren. Kun i ringe grad får vi begivenheder udpenslet eller fremvist i ægte stærk handling, der tilllader os se helten vokse. Det hele får dermed karakter af et forhalet forspil der skal overstås, før den rigtige historie om Fioron kan begynde.

Vi har brugt en hel bog på at se ham gøre sig klar til måske at begynde på at blive en helt. Det kunne være gjort dramaturgisk smartere – mere intenst, foldet ud over mindre plads. Begyndelsen og klimakset tager kegler i god stil, men derimellem er der for langt imellem snapsene. En helt må gerne have falsk beskedenhed. Han må gerne tvivle. Men man må helst ikke som læser for alvor blive overbevidst om, at helten vitterligt er utilstrækkelig. Det sker her.

Fioron rummer således både de farer og de muligheder, der kendetegner vildskaben eller udforskningen som skrivemodus. Vi ender med en bog der klart viser, at forfatteren har evner og er vedholdende, men også at der mangler omhu og måske litterær selvransagelse. Hun kan nemlig ikke gøre det hele på en gang. Fat mod! Næste bind er netop kommet fra trykket.
——————————————————————————————-
Anmeldt af Aske Sparrebro

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Fantasy, Roman og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *