Asger Johansen: Anders

Anders
Asger Johansen
Roman, 275 sider
Mellemgaard 2005

Margaret Atwood er nok det bedst kendte eksempel på en forfatter (succesfuld endda), der skriver science fiction og derpå nægter, at hendes værker har det mindste at gøre med SF overhovedet. Det mest kendte eksempel, men langt fra det eneste. Det er ikke en genre, der gør sig i de finere, litterære kredse. Men jeg må dog indrømme en vis overraskelse, da jeg på bagsiden af Asger Johansens Anders så den beskrevet som ”en psykologisk spændingsroman, som tenderer science fiction-genren”. Det er Mellemgaard, som står for udgivelsen, og forlaget har dog tidligere sendt bl.a. Brian Roland Larsen og Jon Brændsgaard Toft på markedet uden på nogen måde at skamme sig over disse værkers genretilhørsforhold.

En gennemlæsning af romanen afslørede dog, at der måske var en god pointe med det.

Anders, både romanen og hovedpersonen, som den er navngivet efter, gennemgår tre faser. Første del af bogen er faktisk klas-sisk science fiction – vi introduceres til, hvad der muligvis er den sidste by på Jorden. Det skrives aldrig ligeud, men der afsløres heller ingen forbindelse med andre samfund – meningen er tydeligvis, at disse mennesker må ses som en verden i sig selv, hvilket naturligvis også kan give personernes handlinger så meget mere vægt, når de får konsekvenser for hele verden.

Byen hedder O og er bygget på ruinerne af en tidligere metropolis ved navn M. Den styres af eneherskeren Axel Graversen, som kontrollerer alle ved hjælp af sine allestedsnærværende grå-mænd og endeløs ideologisk indoktrinering. Snart introduceres vi for Anders Kampmann, en ung man, hvis liv omvæltes, da det går op for ham, at han er søn af ypperstepræsten i den nu nedstyrtede M, og at det er op til ham at genrejse Templet og bringe kærligheden tilbage til verden.

Og her forlader vi så SF-territoriet, da Kampmann skifter navn til Engel og bliver missionær blandt samfundets bærme. I stedet skiftes der modus til religiøs lignelse, en messias-fortælling komplet med teatralsk dialog og store optrin. Og samtidig får vi grunden til, at det runger lidt hult at kalde Anders for SF, for roma-nens grundlæggende konflikt er mellem ”tanken” og ”kærligheden” – med tanken, der må anses for SF-genrens ideologiske fundament, som det, der må afskaf-fes, og kærligheden som det ene-ste rigtige. For en SF-læser må især denne del af bogen betegnes som noget af en ørkenvandring.

Tredje og sidste fase i bogen er dog spændingsromanen, hvor Anders overgår til ypperstepræst og starter selve kampen mod Graversens regime – og langt den mest interessante del af bogen, for her lykkes det forfatteren at smide nogle enkelte overraskelser efter læseren – men i det store hele er der ikke tale om en bog, som vil tiltage mange SF-læsere. Sproget er glimtvis underholdende, men generelt for floromvundent, især når der skiftes til direkte tale og fuldstændig urealistiske monologer. Handlingen har det med at gå i stå til fordel for budskabet – for der er tydeligvis tale om en roman, hvor det er budskabet, der er vig-tigst; og budskabet kan man finde underfundigt eller ligegyldigt, men det holder selve fortællingen nede i didaktik og dårlig konstruktion. Generelt nok en bog, som bør forbeholdes New Age-læserne.

Anmeldt af Janus Andersen i Himmelskibet nr.8

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.