Joker

Joker
Film, USA, 2019, 122 min.
Instr.: Todd Phillips
Medv.: Joaquin Phoenix, Robert De Niro, Zazie Beetz, m.fl.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic

På film er det muligt at lave mange og meget forskellige versioneringer af figurer og historier fra tegneserier, og det står specielt tydeligt frem i disse dage, hvor der produceres rigtig mange film fra disse tegneserieuniverser. Med film som Joker og Venom (se anmeldelse i Himmelskibet nr. 56) ser vi spin-off figurer fra superhelteuniverserne: de første superskurke-film, hvor heltene slet ikke er med. Skurkene definerer sig traditionelt i forhold til heltene, men når de er hovedpersoner i deres egne film bliver det muligt at gøre nye ting med dem. Der er stort behov for at forny netop Joker-figuren, for han er allerede Batmans mest kendte ærkefjende, og vi har set ham på film og tv mange gange allerede, helt tilbage fra Batman tv-serien fra 1966. Indenfor de sidste tre årtiers film er der nu tradition for at de helt store skuespillere tackler Joker-rollen – Jack Nicholson spillede ham i Tim Burtons Batman-film fra 1989, Heath Ledger var en legendarisk Joker i The Dark Knight fra 2008, og nu er turen kommet til at ingen ringere end Joaquin Phoenix skal gøre figuren til sin egen.

Man kommer ikke uden om at Phoenix er en af sin generations bedste skuespillere. Man kommer ikke uden om at han leverer en pragtpræstation i denne film. Og man kommer heller ikke uden om at selv den bedste skuespiller i rollen kun fungerer hvis filmens manuskript også er vellykket – og det er det heldigvis. Visuelt kører Todd Phillips en linje der fokuserer på Jokerens farver – grønt og hvidt, tilsat lidt rødt – og konstruerer hele filmens og Gotham Citys dunkle og trøsteløse stemning ud fra dette farveskema. Med sikker instruktion og en skuespiller som Phoenix i centrum er resultatet en film hvori alle scener og sekvenser føles fuldkommen ikoniske, ja, næsten skæbnebestemte. Samtidig er det en film der handler om depression og fortvivlelse, hvilket jo er passende når man skal skildre en superskurk. Optimisme hos heltene, pessimisme hos skurkene. Det ikke bare giver mening; det er mening. Og meningen begrænser sig ikke til Jokerens egen figur – tværtimod: det handler helt overordnet om måden hvorpå det moderne samfund både skaber og forsømmer folks problemer. Dermed skriver den sig ind i en langt større debat om sociale problemer i et samfund med store afgrunde mellem rige og fattige, og hvordan kriminalitet er et symptom på et sygt samfund.

Som tegneserielæser har jeg personligt altid haft et problem med måden både Batman og Jokeren er blevet skildret på i tegneserierne siden midt-1980erne. På baggrund af Frank Millers The Dark Knight Returns (1986), som er en dystopisk fremtidsfortælling der slet ikke foregår i det egentlige DC-univers, blev denne nye mørke og sammenbidte Batman så uendeligt populær at han også i de almindelige tegneseriehistorier begyndte at gå i den retning: I stedet for at være en traditionel helt blev han en overdrevet indædt bad-ass som dels kunne vinde over ALLE andre (også superhelte med vilde kræfter, såsom Superman), og som blev mere og mere voldelig overfor kriminelle. Man kan næsten sige at han tilnærmede sig en Judge Dredd-agtig fascisme, og ikke længere repræsenterede klassisk heroisme. Af samme grund har han i mange af de mere kendte historier siden dengang været uvenner med Superman. Det er som om der har udviklet sig en faktion af fans som synes at Batman bør være en sådan bitter og grum eksponent for ultravold, som hader alle de øvrige og spejderdrenge-agtige superhelte, selv om det samtidig gør at Batman ikke er nogen klassisk helt længere, men bare en voldsfanatiker der er sunket til samme niveau som de kriminelle (eller for den sags skyld samme niveau som de hensynsløse rige, som han i kraft af sin Wayne-formue er en del af). Det er også sådan han skildres i den efter de flestes mening – inkl. min – dybt mislykkede 2016-film Batman v Superman: Dawn of Justice (anmeldt både af undertegnede og af Flemming Rasch i Himmelskibet nr. 48).

Men problemet med Jokeren er faktisk værre endnu. Jokeren skal jo være en værdig fjende for den mørkeste af mørke Batmænd, og derfor er han gennem årene gradvist blevet mere og mere sadistisk og massemorderisk. Han myrder løs, og fordi han er en ikonisk figur som Batman altid skal spejle sig selv i, bliver han aldrig reelt straffet for sine forbrydelser (udover nogle måneder på et sindssygehospital nu og da), men vender altid tilbage for at begå nye. Jeg finder ikke dette hverken holdbart eller acceptabelt. En ordentlig helt kan ikke bare lade en skurk blive ved og ved med at myrde løs igen og igen. Og ironisk nok er Batman heller ikke nogen ordentlig helt længere, MEN han holder stadig fast i sit princip om aldrig at slå nogen ihjel (uanset hvor brutal han i øvrigt kan være). I min optik fungerer det slet ikke, og jeg kan simpelthen ikke læse eller på anden måde støtte sådan nogle historier. En skurk så slem som Jokeren bliver en ordentlig helt nødt til at uskadeliggøre permanent. Men fordi Batman og Jokeren er så ikoniske figurer, bliver de ved og ved med at danse omkring hinanden, og vedligeholde en uholdbar situation. På den måde opfylder historierne i tegneserierne i hvert fald ikke længere mine krav til hvad god heroisk moral er.

Men, her kommer så Todd Phillips’ Joker-film med en historie hvor Batman slet ikke er med. Så bliver det pludselig muligt at anlægge en helt anden vinkel på figuren, hvor det overhovedet ikke drejer sig om Jokerens interaktion med Batman. Phillips vælger i denne film at bruge en variant af samme idé som Christopher Nolan forsøgte at anvende på superskurken Bane i 2012-filmen The Dark Knight Rises. Nemlig at skurken i yderste konsekvens er et billede på den undertrykte og forsømte arbejderklasse der gør oprør mod det etablerede og elitære system, som bl.a. repræsenteret af den rige Bruce Wayne og/eller hans forældre. Gotham City portrætteres som en koncentreret udgave af et urbant samfund hvor byforfald og kriminalitet er gået amok pga. elitens forsømmelse og ligegyldighed overfor de laveste klassers problemer. Ud af denne situation opstår Jokeren som en oprørsfigur der inspirerer mange andre til også at sige fra og protestere. I denne version er der det yderligere twist at Jokeren måske er, eller tror at han er, Bruce Waynes illegitime bror. Og at Bruce Waynes forældre myrdes i de optøjer som Jokeren inspirerer den rebelske folkemængde til. Her er det altså Jokeren der indirekte skaber Batman – og spørgsmålet er så hvilken Batman der kommer ud af dét. Hvis Jokeren repræsenterer social uretfærdighed, og Batman bliver hans ærkefjende, så må Batman jo komme til at repræsentere det undertrykkende og elitære samfundssystem. Så må Batman blive en skurk, mens Jokeren er helten. Symbolsk, i hvert fald. Om det er en holdbar situation der kan anvendes i yderligere historier som fortsættelse til denne film, kommer til at stå hen i det uvisse indtil vi finder ud af om denne film får en fortsættelse. Umiddelbart lader det ikke til det, og jeg tror også at jeg vil foretrække at denne film står alene. For symbolikken, og den yderligere skade dette vil forvolde på den klassiske version af Batman-figuren, kan meget nemt gå hen og blive noget frygteligt rod. Men som helt selvstændig film virker Joker utroligt godt. Figuren er her blevet til en working class hero, hvor hans forbrydelser repræsenterer en retfærdig modstand mod et hensynsløst og mareridtsagtigt samfund, hvilket er et soleklart budskab fra Todd Phillips om at alt ikke just er fryd og gammen i Guds eget land.

Jeg kunne i begyndelsen ikke helt bestemme mig for om jeg syntes at filmens løsrivelse fra tegneserienes versioner af figuren var en god eller en dårlig ting, men jeg må sige at jeg ender med at godkende denne films valg et hundrede procent. Og dermed er filmen faktisk intet mindre end… perfekt.

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

– Tue Sørensen

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *