Ej blot til lyst
Roman af Torben Ikeda Pedersen
BOD, 2020, 264 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget
I en fremtid, hvor dine muligheder for at afprøve seksuelle grænser er næsten uendelige, hvilken fantasi ville du så udleve? Hvis alt drejer sig om opfyldelse af dine ønsker og lyster, bliver oplevelsen så bedre af det? Hvis dit favoritsexlegetøj kunne tale, agere og muligvis komme med en joke, kunne du så stadig smide det ud, når du blev træt af det? Sådan lyder denne romans bagsidetekst.
Tag robotterne i filmen I, Robot med Will Smith. Giv dem et fuldstændig perfekt menneskeligt udseende og, nok så vigtigt, giv dem bedre og uendeligt udholdende menneskelige kønsorganer, hvor mandens sekreter oven i købet kan tilsættes smag. Så er du på sporet af, hvad denne roman handler om.
Efter at have læst første kapitel må jeg indrømme, at jeg var lidt betænkelig, for jeg syntes, at der nu var lagt op til en rigtig saftig sexroman, hvor de implicerede kunne udleve selv de vildeste sexfantasier og -perversioner. Jeg er ikke så puritansk, at jeg ikke vil indrømme, at jeg synes en godt skrevet sexroman kan være ganske inspirerende. Men med perfekt menneskelignende robotter, der kan konversere, og som har pikke og skeder, der kan tilpasses brugerens ønsker og forventninger, forudså jeg en handling der ville byde på tabuoverskridende aktiviteter og sikkert også gentagelser.
Sådan er det heldigvis ikke, og derfor er romanen værd at læse. Nok handler den om sex med robotter, som alene har til opgave at opfylde deres brugeres ønske til fuldkommenhed. Men den handler også om overraskende problemer med en robot, der begynder at tage initiativer og udvise følelser. Ganske vidst er denne programmeret til at følge de to robotlove: (1) En sexrobot må ikke, udover aftalevilkår, gøre et menneske fortræd, eller, ved ikke at gøre noget, lade et menneske komme til skade, og (2) En sexrobot skal give nydelse, så længe dette ikke er i konflikt med første lov. Og disse burde være enkle nok at følge, men… Det spor bevæger romanen sig tidligt ind på, og dermed er der lagt op til komplikationer af både menneskelig og juridisk karakter, som på en god måde ’skuffer’ den, der forventer noget helt anderledes saftigt.
Handlingens hovedperson fangede mig hurtigt som læser, og jeg måtte igen og igen konstatere, at jeg fattede sympati for ‘ham’, selv om det er en robot, vi følger. Det samme gør de mennesker, som vi følger i romanen, for de må, som jeg, den ene gang efter den anden tage sig selv i at sige ‘han’ og ‘ham’ i stedet for ‘den’, når de taler om robothovedpersonen.
Det, som også gør romanen læseværdig er, at den generelt er godt skrevet. Generelt, fordi forfatteren burde have kælet lidt mere for sproget i passager, hvor sætninger igen og igen begynder med ‘jeg’. Det kan godt gøres mere elegant.
Som noget nyt er korrekturlæseren, der hedder Vibeke Vestergaard, nævnt i kolofonen. Det har jeg ikke set før, men da det nu er tilfældet, så vil jeg udvide min anmeldelse til også at omfatte hende.
De, som har læst mine tidligere anmeldelser ved, at jeg betragter en anmeldelse som et værktøj, der skal sætte læseren i stand til at vurdere, om det her er en roman, som vedkommende har lyst til at læse. Og et værktøj til forfatteren, som gerne skal bidrage til at gøre denne endnu bedre. I det her tilfælde også korrekturlæseren.
Det pudsige er, at stave- og sprogfejlene kommer i stimer, og det var ’stimen’ i begyndelsen af bogen, der fik mig til at gøre notater og tælle dem. Det blev til 51, og det synes jeg er noget i overkanten.
Er du efter denne svada kommet i tvivl om, hvorvidt du skal læse Ej blot til lyst, så kan jeg berolige dig med, at fejlene ikke på nogen måde forstyrrer handlingen, så gå bare i krig. Det er en fascinerende handling med en interessant ny robotvinkel, der fik mig til at tænke på, at det måske er robotter som dem, der er planer om at skabe i Kina, siden det forudsiges, at befolkningstallet her vil være faldende om 50 år.
Anmeldt af Johannes Lundstrøm i Himmelskibet nr. 61
